Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:44 23.07.2025 Morten Bjerregaard

Trump hævder af få yderligere millioner efter CBS-forlig

Trump hævder af få yderligere millioner efter CBS-forlig

Donald Trump hævder at være blevet lovet millioner af dollars efter CBS-forlig. Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

Den amerikanske præsident, Donald Trump, hævder, at den måske kommende ejer af tv-selskabet CBS - Hollywood-studiet Skydance Media - har lovet ham reklamer og programindhold til en værdi af 20 millioner dollars.

Det skriver præsidenten på Truth Social ifølge The Guardian.

”Paramount/CBS/60 Minutes har i dag (tirsdag, red.) betalt 16 millioner dollars i forlig, og vi forventer desuden at modtage yderligere 20 millioner dollars fra de nye ejere i form af reklamer, public service-meddelelser eller lignende programindhold, i alt over 36 millioner dollars,” skriver præsidenten.

Skydance Media er ejet af David Ellison, søn af milliardæren Larry Ellison, der er en tæt allieret med Donald Trump.

Tidligere i juli indgik CBS’ nuværende moderselskab Paramount et forlig på 16 millioner dollars med Donald Trump, der påstod, at CBS News havde redigeret et interview med den daværende præsidentkandidat, Kamala Harris, vildledende.

Det fik efterfølgende talkshow-værten Stephen Colbert til offentligt at kritisere forliget, som han kaldte en ”stor, fed bestikkelse”. Få dage senere annoncerede Colbert, at hans populære late night show på CBS til næste år bliver lukket ned.

Nedlukningen er blevet kritiseret vidt og bredt og har fået fremtrædende demokratiske politikere til at stille spørgsmålstegn ved, om beslutningen er politisk motiveret.

SENESTE NYT

Flere nyheder