Arbejdsblæk

Som chefredaktør fik Jesper sit medie tatoveret på armen

I sommerserien ’Arbejdsblæk’ beder vi en række medie- og kommunikationsfolk om at vise os deres arbejdsrelaterede tatoveringer. I dag er det journalist og tidligere chefredaktør Jesper Gisli

Hvad siger tatoveringen om dig fagligt og som person?

”At jeg som leder og menneske gerne går forrest. At alle omkring mig kan se og mærke, at jeg tror på det, og at jeg mener det. Og taknemmelighed. I virkeligheden er det bare begejstret og tydelig ledelse. Og så fik det da også en del opmærksomhed dengang, så lidt markedsføring var der da også i det.”

Sommerserie: Arbejdsblæk

Journalisten bringer i denne serie fotos og anekdoter fra folk i medie- og kommunikationsbranchen med arbejdsrelateret blæk på kroppen.

Vil du også gerne dele din branchetatovering med verden? Skriv til journalisten@journalisten.wp.stage.combell.peytz.dk

Hvordan opstod idéen?

”Den kom helt af sig selv. Selvfølgelig skulle jeg have foreviget den dag med blæk! Min store drøm om at skabe et lokalmedie – et lokalt forsamlingshus fuld af begejstring og fællesskaber – under navnet LIV, startede på Nørrebro og skulle den dag rulles ud over hovedstaden: Fra SydhavnenLIV og FrederiksbergLIV til VanløseLIV og AmagerLIV. Hele byen, 12 i alt. Det var bare at få en tid i kalenderen hos min tatovør Lars fra Larma Tattoo. Vi drak champagne imens, begge to. LIV-bobler. Fantastisk dag.”

Hvis du skulle have en ny tatovering, der siger noget om dit arbejdsliv, hvad skulle det så være?

”To foldede hænder som symbol på taknemmelighed over alt det, jeg indtil nu har fået muligheden for at opleve arbejdsmæssigt. Men ved siden af den skulle der være en guldvægt i ubalance som symbol på, at branchens jagt på kvantitativ trafik og klik har resulteret i en generel og skamfuld konsensusjournalistik, hvor vi bare giver folk mere af det, de vil høre og bekræftes i – desværre også politisk – og endda uden at skamme os over det publicistisk.”

Jesper Gisli

Alder: 52 år

Titel: Journalist, arbejdsløs

Hvornår fik du tatoveringen: 28. april 2021 – dagen, hvor vi genopfandt hovedstadens lokalaviser som LIV-medierne

Dit mest brugte arbejdsredskab: Min indre vinkelmåler, nysgerrighed og en iPhone

Hvad lytter du til, mens du arbejder: Andres idéer, meninger og tanker

Hvad i din branche kunne også fortjene en tatovering: Nyhedsredaktør André Bentsen fra MigogKBH. Han er et fyrtårn og Danmarks bedste til det, han er bedst til

0 Kommentarer