Normalt bliver konkursramte ledere verbalt lemlæstet af fyrede medarbejdere. I tilfældet Nyhedsavisen blev lederne i stedet krammet.
VIRKSOMHEDSKULTUR. Nyhedsavisen var selvfølgelig ikke en religiøs sekt, som lokkede medarbejdere til at begå masseselvmord for at opnå evig frelse. Tidligere chefredaktør Simon Andersen kan heller ikke sidestilles med den polygame sektleder Warren Jeffs, som efter sigende er far til 250 børn og har 80 koner.
Men mange har undret sig over, hvordan medarbejderne smilende holdt hovederne oven vande og klappede af ledelsen, mens Nyhedsavisen styrtede i døden. På Dagbladet DAGEN reagerede medarbejderne på samme måde.
»Jeg vidste, noget var galt, men jeg handlede ikke med min viden. Jeg følte, det var illoyalt, hvis jeg stillede spørgsmål,« siger daværende DAGEN-journalist Mads Brügger.
Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, har hæftet sig ved direktør Morten Nissen Nielsens udtalelse om, at "Vi havde skabt en dræber-ånd i organisationen". Seidenfaden stillede på den baggrund spørgsmålet: "Er det en bladvirksomhed eller en religiøs sekt, vi taler om?"
Journalisten har gennemgået en række karakteristika for sekter med tidligere medarbejdere fra Nyhedsavisen.
Var Nyhedsavisens ledelse karismatisk?
Jubelbrøl og klapsalver rungede på det brune værtshus Fingerbøllet, mindre end 24 timer efter at Nyhedsavisens medarbejdere blev præsenteret for en fyreseddel. Simon Andersen og Lisbeth Knudsen tørnede sammen på DR 2s Deadline, og medarbejderne hyldede deres tidligere chef.
»Kombinationen af den karismatiske sælger Morten Nissen Nielsen og krammebamsen Simon Andersen var helt genial. Selv om Simon Andersen nogle gange råbte 'dovne røvhuller', så er han et dybt sympatisk menneske, som virkelig holdt af sine medarbejdere. Når du får et venskabeligt forhold til din chef, så er det svært at være kritisk,« siger kulturjournalisten René Fredensborg.
På den anden side afviser de fleste medarbejdere, at de indtog rollen som nikkedukker over for ledelsen.
»Det, som punkterer ideen om, at Nyhedsavisen minder om en sekt, er, at vi dagligt var kritiske over for ledelsen. Da annoncerne for eksempel begyndte at fylde 60 procent af avisen, skrev vi mails til hele huset og kom i clinch med både annonceafdelingen og direktionen,« fortæller Rune Skyum-Nielsen, som både var journalist på Nyhedsavisen og på Dagbladet DAGEN.
I de fleste tilfælde førte kritikken af ledelsen dog ikke til de store redaktionelle ændringer.
Formede ledelsen medarbejderne?
De fleste medarbejdere på Nyhedsavisen kom helt friske fra uddannelsesfadet. Gennemsnitsalderen lå på 29 år, og Simon Andersen og David Trads lagde ikke skjul på, at de selv ville forme medarbejderne.
37-årige René Fredensborg er en af dem, som har oplevet, at ledelsen modellerede de yngre medarbejdere.
»Der blev fyret 40 medarbejdere, og alligevel strejkede vi ikke. Da avisen gik ned, klappede vi nærmest af ledelsen. Så er man sgu da hjernevasket,« siger René Fredensborg.
Blev medarbejdernes fejl diskuteret offentligt?
Ledere i sekter forsøger at kontrollere medlemmernes gerninger ved at diskutere deres synder, attituder og fejl foran gruppen. På Nyhedsavisen har medarbejderne været vidner til lignende hændelser.
Fra begyndelsen til slutningen har der været fællesmails og -møder med ris og ros til bestemte medarbejdere. Journalist og praktikantvejleder Morten Runge synes, at den offentlige kritik fik budskaberne fra chefen til at hænge bedre fast.
»Det var mere reglen end undtagelsen, at enkelte medarbejdere fik offentlig kritik. Jeg har selv prøvet det og havde da en lidt dårlig smag i munden bagefter,« siger journalist Morten Runge.
Kontrollerede ledelsen medarbejdernes kommunikation med omverdenen?
René Fredensborg har i flere omgange oplevet, at Nyhedsavisen har forsøgt at kontrollere kommunikationen til omverdenen. Senest skrev han en epilog i Information 6. september, som han siden har fået hug for af en leder og af flere medarbejdere, fordi han forholdt sig kritisk til Nyhedsavisen.
I epilogen omtaler René Fredensborg en såkaldt FCK-sag, hvor Nyhedsavisen blev annoncør for fodboldklubben. Den dag annoncetillægget skulle pryde parken, besluttede ledelsen at udskyde en kritisk historie om Don Ø og Co. Chefredaktørens begrundelse var, at "det vil være uforståeligt for læserne - og helt absurd dårlig timing".
Trods skarp kritik fra medarbejderne holdt chefredaktøren fast i sin beslutning.
Havde ledelsen og medarbejderne på Nyhedsavisen et fælles gruppesprog?
I sekter bruger gruppen ord på nye måder, som omverdenen ikke kan forstå. Medarbejderne på Nyhedsavisen talte stadig dansk, da avisen lukkede, men alligevel går ord igen i medarbejdernes munde.
Siden lukningen har samtlige medarbejdere og ledere, som Journalisten har talt med, kaldt Nyhedsavisen for et 'projekt'.
På dagen, hvor avisen blev erklæret konkurs, brugte flere medarbejdere endda et sprog med bibelske træk.
"Hvis bare to eller tre af os er samlet, kan vi genskabe det, der var på Nyhedsavisen." Hvis sætningen lyder bekendt, kan en lignende sætning findes i Matthæusevangeliet kapitel 18 vers 20.
"Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem," som oversat til dansk betyder: Selv om det er 2000 år siden, Jesus blev korsfæstet, så er han stadig blandt os.
I den mere kuriøse ende bruger journalisten Michael Lund ordet 'hundehoveder' på Facebook-gruppen "Savner Nyhedsavisen", hvilket er Simon Andersens mest kendte kælenavn for medarbejderne. Michael Lund skriver:
»OHØJ HUNDEHOVEDER. SKRIV!!! Vi mangler NOTER! ;-)«
Følte Nyhedsavisens medarbejdere, at det var 'os mod dem'?
Medlemmer af sekter ser gruppens ideologi som sand og omverdenens ideologier som usande. Nyhedsavisens medarbejdere kæmpede mod resten af verden fra betonhangaren på Margretheholmen. Konkurrenterne bankede løs på Nyhedsavisen fra begyndelsen, mens medarbejderne på Nyhedsavisen følte sig forfulgt.
»Kritikken mod os var udslagsgivende for sammenholdet. Vi rykkede tættere sammen. Allerede inden avisen udkom første gang, havde vi fornemmelsen af, at det var en kamp mellem os og alle andre,« siger Morten Runge.
Nyhedsavisen står ikke alene som avisprojekt med sekteriske træk. På Dagbladet DAGEN lod medarbejderne sig lokke af æstetiske omgivelser og Peter Linck-kampråb som: "Vi smadrer dem."
En af dem var Mads Brügger, tidligere journalist på DAGEN.
»DAGEN opfyldte de fleste sekteriske kriterier. Vi var alene mod alle andre, vi havde sandheden, vi var selvsikre, og vi troede på sejren. Selv om jeg ikke har arbejdet på Nyhedsavisen, så har jeg indtryk af, at sammenholdet på de to aviser minder om hinanden,« siger Mads Brügger.
SEKT ELLER EJ, så skriver hovedinvestoren Morten Lund på sin hjemmeside:
"Jeg har fået mere end 50 beskeder og e-mails fra tidligere ansatte, som har mistet deres job, og underligt nok har de ondt af mig - det er helt fantastisk."
Journalist Sara Schlüter forlod frivilligt Nyhedsavisen i seneste fyringsrunde i februar i år, og hun har ikke glemt det stærke sammenhold på Nyhedsavisen.
»Jeg synes ikke, Nyhedsavisen var en sekt. Men hvis den var, så elskede jeg at være med i den.« /
12 kendetegn for sekter
1) En følelse af os mod verden
2) Kontrol med kommunikation med omverdenen
3) Illoyale bliver sorteret fra
4) Et sort/hvidt billede af omverdenen
5) Flittig brug af straf og belønning
6) Et fælles gruppesprog
7) Medlemmerne er hævet over resten af verden
8) Ledelsen er karismatisk
9) Fejl sættes til skue
10) Projektet er vigtigere end den enkelte
11) Medlemmerne er ukritiske
12) Ledelsen former medlemmerne
Listen er inspireret af bogen "Thought Reform and the Psychology of Totalism" af Robert J. Lifton.
32 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Underholdende, men mærkelig artikel..!
Nyhedsavisen var sgu ikke nogen sekt. Tværtimod var det en avis, hvor journalister kunne bede chefredaktøren holde sin kæft under redaktionsmøderne, og hvor der føg ugelange maildebatter om alt fra FCK-annoncer til reklameomslag fra SuperBest. En avis, hvor journalister offentligt bloggede imod deres chefer i sager som fx Den Hemmelige Krig – og hvor vi da også strejkede en enkelt gang, så vidt jeg husker. Nu har jeg ikke været medlem af nogle sekter (andre end Nyhedsavisen), men mig bekendt foregår styringen lidt mere stramt den slags steder.
Jeg synes, det er sørgeligt, når Tøger mistænkeliggør, at man på en avis har et sammenhold, er villig til at hjælpe hinanden – og er villig til at kæmpe for at lave fed journalistik. De fleste af os journalister tvivlede stærkt på, om forretningsmodellen holdt, men i stedet for at løbe rundt i cirkler og råbe ’det går aldrig godt’, så valgte vi at fokusere på det, vi kunne gøre noget ved: journalistikken. Hvis det er at være en sekt, så burde sekterisme være et fag på journalistuddannelserne.
Michael S. Lund, Nyhedsavisens udlandsredaktion (og ceremonimester i kælderen efter fyraften…)
Kære Michael,
Måske synes du, at artiklen er underlig, fordi den ikke er så firkantet eller skarpvinklet. Vi rejser nogle spørgsmål på baggrund af, hvad der normalt regnes for sekteriske træk. Det får vi så pro et contra-holdninger til. Og så må læserne tænke selv derfra.
For eksempel understreger Rune Skyum jo i den grad, at medarbejderne ikke var nikkedukker ift ledelse, men bliver på centrale punkter modsagt af René Fredensborg.
Jeg var selv på Dagen som nyhedsredaktør og kan sagtens genkende Mads Brüggers beskrivelse af ikke at stille kritiske spørgsmål, fordi man bare ville lave den avis på det tidspunkt. På Dagen havde vi helt klart sekteriske træk uden at være en decideret sekt. Også der kunne redaktører på andre medie skele misundeligt til arbejdsglæden trods den rådne økonomi.
Vi synes det var diskussionen værd i forbindelse med Nyhedsavisen og håber, at andre vil deltage.
Mvh
Jakob Elkjær, redaktør
Der er også klare sekteriske træk ved McDonald's medarbejderkultur. De har det samme tøj på og lugter alle sammen af friture. Go get 'em, Journalisten!
Nej, jeg forstår stadig ikke artiklens præmisser, hvor én medarbejder - der er stolt af og kendt for at dyrke det med at være i opposition til (eksempelvis) sin egen branche - får lov at bære en hel artikel om sektspekulation, selvom han selv har været med hele vejen og ved gud godt kunne lide at kramme selv og i øvrigt blev reddet flere gange af sine chefer end nogen anden på avisen.
Og helt konkret forstår jeg helt konkret ikke denne passage:
"René Fredensborg har i flere omgange oplevet, at Nyhedsavisen har forsøgt at kontrollere kommunikationen til omverdenen. Senest skrev han en epilog i Information 6. september, som han siden har fået hug for af en leder og af flere medarbejdere, fordi han forholdt sig kritisk til Nyhedsavisen. I epilogen omtaler René Fredensborg en såkaldt FCK-sag, hvor Nyhedsavisen blev annoncør for fodboldklubben. Den dag annoncetillægget skulle pryde parken, besluttede ledelsen at udskyde en kritisk historie om Don Ø og Co. Chefredaktørens begrundelse var, at "det vil være uforståeligt for læserne - og helt absurd dårlig timing". Trods skarp kritik fra medarbejderne holdt chefredaktøren fast i sin beslutning."
Det fremstår umiddelbart som om, at enkelte medarbejdere (ikke mig!) og en leder har uddelt hug til René for at skrive om FCK-sagen i sin epilog. Men der var jo netop skarp kritik fra medarbejderne. Ikke særlig sektagtigt, vel? Huggene oven på epilogen handlede altså om noget andet og mere kollegialt end den slags kritik af Nyhedsavisens ledelse, som man - modsat kulturen på størstedelen af de øvrige danske dagblade - kunne opleve dagligt som medarbejder.
For nu at citere redaktøren: "Og så må læserne tænke selv derfra."
Det burde faktisk ikke være så svært.
Man kunne fortsætte med en hel serie af artikler efter samme skabelon:
- Poul Nyrup på epo? Både han og Bjarne Riis taler jysk. Og de har begge kørt med cykelhjelm. Det kan ikke afvises, at der er en sammenhæng.
- Mærsk McKinney og Carl-Mar - en og samme person? Undersøgelser viser, at de har begge har et telefonnummer på otte cifre. Flere kilder oplyser, at de har samme efternavn. Coincidence?!
- Roskilde Bank - Sekt eller sammenhold? De gik konkurs. Medarbejderne var mistænkeligt usure på ledelsen. Nogle blev set kramme hinanden. Og det skete på syvårsdagen for 9/11. Eller ikke helt, men næsten. Så er den ged barberet.
Som journalist på Nyhedsavisen indser jeg (først) nu, at jeg har været et offer.
Artiklen om at vi på Nyhedsavisen levede under et sekt-regime giver anledning til at stille mig selv en række hårde spørgsmål.
Til min gru opdager jeg, at de alle kan besvares med et ja. Gys:
Sagde Simon Andersen på vores daglige efterkritikker, når vi ikke havde gjort det godt nok? Ja.
Sagde Simon Andersen på vores daglige efterkritikker, når vi havde gjort det fremragende? Ja.
Sagde han, at vi skulle blive bedre, bedre, bedre? Ja.
Bloggede vi imod ledelsen som de første - og hidtil eneste - journalister? Ja.
Protesterede vi vildt og inderligt over FCK-sagen? Ja.
Var der historier, vi nægtede at skrive? Ja.
Blev vi formet af ledelsens stræben efter bedre, skarpere, mere? Ja.
Følte vi, at vi havde et mediemarked, der skulle revolutioneres? Ja.
Ifølge artiklens logik bør andre medier prise sig lykkelige over, at de ikke kan svare ja på disse spørgsmål. Det synes jeg nu ikke, at de skal. Jeg synes, at flere skal sige Hell Yeah!
Flere