Agurketid

Scoop eller agurk? "Jeg synes faktisk, at papegøje-historien er lidt af et scoop"

En vildfaren papegøje i Aalborg og svaneunger i Gentofte, der har det godt efter svanefars dødsfald, er bare to eksempler på historier, der er udkommet denne sommer. Men er det agurketidshistorier eller scoops? Vi har spurgt journalisterne bag

Sommeren er over os, og det betyder, at der gået agurketid i den danske mediebranche. En sæson, som både kan være elsket og hadet af journalister.

Det er da heller ikke synderligt svært at komme med bud på historier, der nok ikke havde fået lige så meget spalteplads - hvis overhovedet - hvis ikke det var fordi, at vi i de her dage befinder os i nyhedsfattige tider. Onde tunger kunne måske finde på at mene, at en historie om potentielle agurketidshistorier i sig selv er en agurketidshistorie.

Ikke desto mindre har blandt andre DR skrevet om brevduer, der farer vild i Sønderjylland, og Jyllands-Posten har skrevet en længere historie om, at dyrevenner raser mod Mette Frederiksens æselgave.

Derudover har lokale medier som TV Midtvest skrevet om en vildfaren hund, der var tysk, Sjællandske Medier har skrevet om seks svaneunger, der stadig har det godt efter svanefars dødsfald, og endeligt har TV 2 Nord rapporteret om en vildfaren papegøje, der råbte kebab foran Silvan.

Men er det overhovedet en agurketidshistorie eller derimod lidt af et scoop? Og hvordan er det egentligt at arbejde over sommeren, når de fleste andre holder fri? Det har vi spurgt nogle af journalisterne bag de omtalte historier om.

Laura Winther Møller, Journalist hos TV 2 Nord. Foto: Thomas Gaardsmand

Laura Winther Møller, 29 år, journalist på TV 2 Nord. Har skrevet historien om den kebabelskende papegøje fra Aalborg.


Har du skrevet en agurketidshistorie, eller er det et scoop?

”Jeg synes faktisk, at papegøje-historien er lidt af et scoop. Jeg blev simpelthen så lykkelig og glad over, at der kom sådan en glad og dejlig historie om papegøjen, fordi vi har haft så mange tunge historier om brand og skyderi. Sådan har det været hele sommeren, og jeg oplever faktisk, at agurketiden er udeblevet hos os her i sommeren.”

Hvad var tankerne bag historien?

”Vi var så heldige, at en kvinde ringer ind til os og siger, at der er en papegøje, der sidder og råber kebab foran Silvan. Da nyhedssekretæren fortæller om opkaldet ud i rummet, får jeg julelys i øjnene. Hende skal vi tale med, og den historie skal vi lave. Hun sendte både billeder og videoer til os. Og så endte historien lykkeligt, da papegøjens ejermand så vores artikel og derefter blev genforenet med den.”

Hvordan er det for dig som journalist at være på arbejde over sommeren, hvor der normalt sker lidt mindre?

”Hos os er agurketiden udeblevet indtil videre. Den anden dag snakkede vi om, at alle historier vi havde i vores tv-udsendelse, var historier, vi kunne toppe på. Det er meget usædvanligt. I en klassisk agurketid ville vi bruge meget tid på at snakke med folk på stranden eller laver andre blødere indslag. Sådan har det ikke været hos os i år.”

Josefine Munch-Petersen Foto: Nanna Hougaard Whitta 

Josefine Munch-Petersen, 28 år, journalist hos Sjællandske Nyheder. Hun har skrevet historien om, at seks svaneunger i Gentofte stadig har det godt efter svanefars dødsfald.


Er din historie om svaneungerne, der stadig har det godt efter svanefars død, en agurketidshistorie eller et scoop?

”Åh, det er svært at sige. På den ene side ville jeg nok ikke have haft tid til at lave en opfølgende historie, hvis ikke det var agurketid. På den anden side, så er jeg lokaljournalist, hvor jeg blandt andet følger med i lokale Facebook-grupper, og her kunne jeg se, at min tidligere historie om svanefarens død var blandt de mest omtalte historier i Gentofte-gruppen. Der er gået rigtig mange rygter om, hvordan svanen døde, og så har jeg prøvet at samle historien.”

”Der var også taget gode billeder til historien af lokale borgere. Blandt andet et foto af, at den døde svane var blevet indhegnet. På den måde er det også lidt et portræt af Gentofte, når folk overtaler nogle murere, der er på arbejde, til at indhegne svanen, indtil dyreambulancen ankommer.”

Hvordan er det for dig at være på job i sommerferien – er det sjovt eller lidt kedeligt?

”Overordnet synes jeg, at det er lidt kedeligt. Nogle gange skal man virkelig grave dybt for at finde noget interessant. Jeg har på det seneste skrevet rigtig mange politiske historier, og jeg kan mærke, at politikerne og borgmesteren faktisk bliver lidt irriteret på mig, når jeg rækker ud. Og det samme med presseafdelingerne. Hvorfor kan jeg ikke bare vente til folk er tilbage? Men samtidig står vi over for et kommunalvalg, og vi kan ikke bare sætte alt på pause i tre måneder, fordi folk holder ferie forskudt.”

”Jeg føler, at jeg har løbet rigtig hurtigt de sidste syv måneder, så det er også lidt rart, at det går lidt langsomt. Men det er helt klart ikke lige nu, at vi laver de tunge og substantielle historier.”

0 Kommentarer