Rektor på DMJX: Journalistik er en form for kommunikation

Studerende på journalistik og kommunikation har så meget til fælles, at de skal undervises så meget sammen som muligt, foreslår Jens Otto Kjær Hansen. »Det lyder som noget, der er tryllet ud af en drømmefyldt djøf’ers røv,« mener formanden for Journalisterne

Studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skal i videst muligt omfang have samme grunduddannelse – uanset om de læser journalistik eller kommunikation. Det fremgår af et strategipapir fra DMJX, som bestyrelsen blev præsenteret for i september.

Rektor Jens Otto Kjær Hansen sammenligner den nye struktur med de grundmoduler, der findes på universiteterne.

»Den grundviden, man har behov for som studerende, er den samme,« forklarer Jens Otto Kjær Hansen om planerne.

Han siger, at der fortsat vil være ni uddannelser på DMJX.

»Men en del af viden-komponenterne vil være de samme.«

Strategiplanerne møder imidlertid kraftigt kritik fra formand for specialgruppen Journalisterne i DJ Rasmus Mark Pedersen.

»Det lyder som noget, der er tryllet ud af en drømmefyldt djøf’ers røv,« siger han.

Han har svært ved at se, hvilke fag studerende på kommunikation og journalistik skal have sammen.

»Måske enkelte samfundsfag giver mening, men det bør være en undtagelse,« siger han.

Journalistik er kommunikation

Strategipapiret fra DMJX definerer kommunikation som ”alle former for formidling, inklusive fx design, reklame, journalistik og hybrider mellem disse.”

Jens Otto Kjær Hansen fortæller, at han godt ved, at journalister ikke selv opfatter journalistik som kommunikationsdisciplin.

»Men kommunikation er faktisk overbegrebet, der dækket over journalistik, formidling og reklame,« siger han.

Betyder det, at for eksempel TV 2's Ulla Terkelsen, TV Avisens Kåre Quist og pressefotografen Mads Nissen i virkeligheden arbejder med kommunikation?

»Ja. Hvilken journalist vil meningsfuldt kunne sige, at vedkommende ikke er en del af en kommunikationsproces? Den person vil jeg gerne møde,« siger han.

Der står i strategioplægget, at ”dimittenderne fra alle vores uddannelser er med deres engagement og kunnen med til at drive kommunikationssamfundet videre.”

Og senere er konklusionen: ”Kort sagt: Bedre kommunikation. Bedre verden.”

I dag udgør publicismen en stor del af undervisningen på journalistuddannelsen. Hvor kommer det ind i undervisningen i fremtiden?

»Det sker, når man anvender for eksempel de sproglige og logiske kompetencer, man har lært. Publicisme handler om de spilleregler og normer, der gælder, når man arbejder som journalist,« siger Jens Otto Kjær Hansen.

»Pærevælling«

Rasmus Mark Pedersen kalder det »stærkt bekymrende«, at DMJX blander journalistik og kommunikation sammen i »én stor pærevælling«.

»DMJX's strategi lægger op til en total sammenblanding af de forskellige fag, hvor ”kommunikation” er en samlebetegnelse for både journalistik og kommunikation. Det er stærkt usundt, at den institution, der skal undervise i forskellene på journalistik og kommunikation, ikke kan holde faglighederne adskilt,« mener han.

Rasmus Mark Pedersen roser dog DMJX for at have etableret succesfulde kommunikationsuddannelser.

»Men at bruge kommunikation som samlebetegnelse for både journalistik og kommunikation er begrebsforvirring af værste skuffe,« siger han.

En tiltrængt fornyelse

Rasmus Mark Pedersen synes, det er bekymrende, at strategipapiret skal sætte retningen for Danmarks største journalistuddannelse.

»Der er behov for en skarp opdeling mellem de to fag, for at de begge kan blomstre. Og hvis ikke den skole, der skal undervise i fagene, kan finde ud af at adskille det, hvordan skal eleverne så kunne?« spørger han.

Men ifølge Jens Otto Kjær Hansen imødekommer DMJX en tiltrængt fornyelse. For eksempel er det i dag helt almindeligt at skifte mellem journalistik og kommunikation.

»Vi slæber rundt på noget tankemæssigt arvegods, som forhindrer os i at lave de nødvendige fornyelser. Men det er vi ret stålsat på at ændre,« siger han.

Jens Otto Kjær Hansen understreger, at det oplæg, bestyrelsen blev præsenteret for i september, var et foreløbigt udspil. Han præsenterer bestyrelsen for et endeligt oplæg i næste uge.

Ifølge strategiforslaget fra september skal DMJX udnytte, at det er den eneste videregående uddannelsesinstitution med en hel vifte af uddannelser til medie- og kommunikationsområdet.

”Vi kan ikke fag for fag overtrumfe konkurrenterne; men det kan vi på kombinationen af høj grundfaglighed og tilstrækkelig tværfaglighed,” står der.

32 Kommentarer

Mads Ellesøe
10. DECEMBER 2015
At lederen for en
At lederen for en journalistuddannelse kalde en skarp opdeling mellem journalistik og kommunikation for "tankemæssigt arvegods", som man er "stålsat på at ændre på" er dog noget af det mest triste jeg har læst længe på vores stands vegne.
Jeg ved ikke rigtigt hvor det startede - men det er som om flere og flere glemmer at det er to helt fundamentalt forskellige ting at være ansat til at sælge et budskab og så som journalist at prøve at beskrive verden så objektivt som muligt, afdække magtmisbrug, fungere som demokratiets vagthund etc etc.

Håber virkeligt at der stadigt er en rigtig journalist eller to tilbage i bunkeren, som kan tage kampen op mod hvad Rasmus MP meget rammende beskriver som noget "der er tryllet ud af en drømmefyldt djøf’ers røv"
Tore Keller
10. DECEMBER 2015
Kære Jens Otto,

Kære Jens Otto,
Det er en ommer af rang.
I forvejen er der alt for meget fokus på kommunikation på uddannelserne - og der er bestemt ikke mangel på kommunikatører, spindoktorer, PR-folk og andre mennesker, der kommunikerer.

Men journalistikken er i sit væsen noget andet.
Journalistikken kan noget ganske særligt, som vi skal værne om og som det er DJMXXXXXXXXXXXXXXXX's fremmeste opgave at udvikle, beskytte og bevare. Jeg håber på det kraftigste, at du hurtigst muligt skrotter planerne, genovervejer, hvilken opgave DJMXXXXXXXXXXXXXXXXXX har i samfundet og i uddannelsessystemet og i stedet bruger tiden på at lave den bedst mulige uddannelse for journalister. Kommunikation er fint og godt - og du kan blive det på utallige forskellige uddannelsessteder i kongeriget - men det er noget helt andet end journalistik.

Mvh. Tore
Rune Heidtmann
10. DECEMBER 2015
»Det lyder som noget, der er
»Det lyder som noget, der er tryllet ud af en drømmefyldt djøf’ers røv,« siger han.

Nailed it.
Pelle Dam
10. DECEMBER 2015
Det er fint nok at man kan
Det er fint nok at man kan komme med en intellektuel redegørelse for, at journalistik også er en form for kommunikation, men hvis det dækker over, at man ike kan få øje på den grundlæggende interessekonflikt mellem mennesker der prøver at fremstille en bestemt afsender i et bestemt lys og mennesker der prøver at give modtageren det mest muligt retvisende billede af virkeligheden, så har man spillet alvorligt fallit som leder af en journalistisk uddannelse.

Det er fint nok at man har fået øje på, at mange uddannede journalister i dag skifter frem og tilbage mellem jobs i den ene og den anden branche, men hvis det fører til, at man ophører med at lære unge journalister (og kommunikatører), at de to jobfunktioner grundlæggende har modsatrettede målsætninger, så mener jeg helt alvorligt, at det ville være bedre om man lukkede butikken og overlod uddannelsen af både kommunikationsfolk og journalister til andre.
Magnus Harald Haslebo
10. DECEMBER 2015
Fuld støtte til Jens Ottos
Fuld støtte til Jens Ottos tanker. Han rammer den lige i røven.

Selvfølgelig er journalistik kommunikation, og der sælges i endnu højere grad budskaber i journalistik end så meget af den formidling, der kommer fra fx offentlige institutioner. Journalistikkens nuværende største sællert er konflikt.

Eneste forskel er, at journalistikken enten ikke vil vedkende sig det faktum, at der sælges budskaber, eller er blind for det.

Flere