Public service tilsat strip og sekterisk ledelse: Her er portrættet, som kongen af dk4 hader

Stig H. Hasner hader det portræt af ham, du skal til at læse.

Ikke på grund af indholdet — selv om han benægter visse dele og generelt mener, at journalisten bag lider af branchens syge: Jagten på konflikter. Nej, han hader det, fordi det handler om ham.

Efter længere tids overtalelse fra sin højre hånd, mediedirektør og pressechef Steen W. Pedersen, har han dog indvilget i at give et uhyre sjældent interview. Hans højt skattede tv-station dk4 fylder trods alt 30 år.

Lige nu forsøger den 75-årige stifter, ejer og direktør at smyge sig udenom at blive fotograferet til fødselsdagsportrættet. Er det virkelig nødvendigt, spørger han, mens han går rundt på sit kontor. Han samler en værkstedskalender op med en kvinde i en rød, udspilet bikini på forsiden.

”Den skulle jo nødigt komme med på billederne,” siger han og pakker den væk.

”Jeg havde hængt den op på toilettet, men det må man åbenbart ikke længere,” tilføjer han og bryder ud i sin brummende latter, så både livsnydermaven og overskægget vugger let.

Det er svært ikke at finde hans facon charmerende. Så svært, at det over de kommende to timers samtale vil føles umuligt at forene flere kilders beskrivelse af ham med manden, der sidder overfor. Hvis ikke det var, fordi han i små momenter afslører den anden side.

Vores møde er klimakset på interviews og baggrundssamtaler med kilder, der har haft deres daglige gang på dk4.

Kilderne beskriver den ukendte mediemogul som en kompleks herre. Han er forførende, visionær og en usædvanligt dygtig tv-producer. Men også kynisk, lunefuld og til tider ufølsom. Nogle kilder frygtede endda for konsekvenserne, hvis de udtalte sig.

Følgende fødselsdagsportræt er et forsøg på at forstå Stig Hasner, engang en af tv-branchens mest magtfulde og succesrige mænd, og hans tv-station.

Belvedere City

Kommer du helt tæt på Stig Hasner, vil det overraske dig, at han ikke lugter mandet af læder eller cedertræ, men friskt, luftigt. Han er en trind mand og går under forskellige kælenavne, der alle kommenterer hans kropsbygning. Som den lille pizzabager. Eller den lille mafioso.

Men langt de fleste sammenligner ham med den tidligere pornostjerne Ron Jeremy. De har den samme ovale hovedform, et tykt, sort overskæg og langt, mørkt, tjavset hår (Stig Hasner farver begge dele), og Stig Hasner er flere gange blevet stoppet og bedt om pornostjernens autograf.

Dk4-direktøren er med egne ord en levemand, et renæssancemenneske, og han kommer fra det bedre borgerskab. Morfaren, Einar Holbøll, var filantrop, Ridder af Dannebrog og idémanden bag Julemærket, forløberen til Julemærkehjemmet. Selv mener han, at morfaren har præget ham meget.

”Det ligger nok i mine gener at finde på ting, der gør noget godt for andre, uden at man selv scorer på det. Jeg laver jo dk4 og public service, fordi jeg mener noget med det, fordi jeg mener, det er nødvendigt,” siger han, da han har sat sig til rette ved sit skrivebord.

Faren var en yderst succesfuld fabrikant og håbede i mange år, at sønnen ville følge i hans fodspor. Men den unge Stig Hasner var besat af film og tv. Som 20-årig arbejdede han som fejedreng på et produktionsselskab for at komme i nærheden af, hvad han oplevede som en tillokkende, men hermetisk lukket verden.

Det var, siger han, meget svært for ham at få en fod indenfor i film- og tv-branchen. Så når de ikke gad lukke ham ind, tvang han sig ind.

Han startede sit eget reklamefilmselskab, Belvedere City. På en flyer for firmaet er Stig Hasner afbildet i nålestribet jakkesæt med lommeklud, blomst i reversen og fedora.

”Video fabricanto fantastico,” står der ved siden af ham og nedenunder:

”Det er svært at fortælle om Belvedere City uden at prale af Stig Hasner.”

Men hans drengedrøm om at lave tv gik i opfyldelse i 1984, da han var med til at bryde tv-monopolet og starte Kanal 2, hvor han blandt andet opfandt ’Bubbers Badekar’ og Danmarks første morgen-tv-program, ’Morgenflimmer’.

Projektet kuldsejlede efter et par år, og hvad gør en type som Stig Hasner så? Han bygger da bare sin egen tv-kanal op fra bunden.

Men her 30 år senere er Stig Hasners livsværk ved at smuldre under ham.

Stig Hasner til frokost i Cannes i 1994 med den tidligere bestyrelsesformand Mogens Wordenskjold Nørregaard. Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Kabelmillionerne

Det er umuligt at forstå Stig Hasner, hvis du ikke forstår dk4. De mere end 40 kilder, som Journalisten har interviewet til dette portræt, fortæller samstemmigt, at stationen er Stig Hasners private kongerige.

Selv benægter han heller ikke, at han regerer som egenrådig hersker, men han ser det som et nødvendigt onde.

”Der skal tages nogle beslutninger, for at kanalen kører. Kigger du på de andre kanaler, er der for mange, der ikke tør bestemme eller tage en beslutning. De tør ikke satse, fordi de er bange for at blive fyret, hvis der ikke er seere. Sådan er det ikke her,” siger Stig Hasner.

Engang flød kabelmillionerne ind hos dk4. Det gør de ikke længere, og det bekymrer både Stig Hasner og hans ansatte.

For to år siden flyttede de ind i en hjørnebygning på Nørrebro. De havde brug for noget mindre. Men stedet emmer stadig af en rodløshed. De store lokaler føles mennesketomme.

Steen Andersen, der til daglig er vært på ’Jagtmagasinet’ og dk4’s kommercielle chef, fortæller, at de befinder sig i ”the perfect storm”. Han er klædt i tweedjakke, pullover, slips. Hans ringetone er et jagthorn, og det grå hår er sat i en hestehale med matchende cykelstyr.

Den privatejede stations økonomi bygger på indtægter fra husstande, der modtager kanalen. Hvor meget ønsker dk4 ikke at oplyse, men siger, at beløbet er styrtdykket de seneste år. Samtidig klipper flere og flere danskere kablerne og overgår til streaming. Slutresultatet er, at dk4 får færre penge fra færre kunder, og kanalen er eksistenstruet.

Nu håber de, at de i stedet kan få adgang til mediestøtten eller komme med i public service-puljen.

”Vi har en vigtig plads for det smalle publikum, og selv om vi har få seere, fortjener vi at være her, fordi vi giver stor værdi. Vi har eksempelvis flere seere, end Politiken har læsere, og de får 12 millioner i mediestøtte,” siger Steen Andersen.

Hvorvidt dk4 reelt har flere seere, end Politiken har læsere, er svært at faktatjekke, da kanalen ikke får lavet seermålinger.

I dag er der omkring 12 ansatte på arbejde. Næsten fuldtalligt. En af dem er leder af programafdelingen, Lene Blæsbjerg, der var en af dk4’s første ansatte.

Hun har oplevet storhedstiderne i slutningen af 90’erne og særligt op gennem 00’erne, hvor de i perioder var 100 ansatte og omsatte for over 60 millioner kroner. Dengang der var vilde fester, hvor det siges, at ansatte hos TV 2 og DR tiggede om at blive skrevet i døren.

”Det er nedtonet nu om dage,” siger Lene Blæsbjerg.

Selv om selskabets bundlinje altid har balanceret på en knivsæg mellem røde og grønne tal, har der de seneste to år været et minus på omkring en million. Festerne er blevet færre og mindre glamourøse. Personalegoder som kantineordningen er sparet væk.

”Det har været vanvittigt at bygge en kanal op fra bunden. Mange har grinet af dk4 gennem årene, men det har været en inspirerende arbejdsplads i 30 år. Vi har mere end overlevet,” siger Lene Blæsbjerg og tilføjer:

”Folk griner ikke af os længere.”

Dk4 har til huse på Nørrebro i København. Nederst ses kantinen. Foto: Jonas Pryner Andersen

Dannelses-Kanalen 4

Den 1. december 1994 kunne Danmark sige hej til dk4, den første landsdækkende, kabelbårne, kommercielle tv-kanal uden reklamer.

Allerede på premieredagen dødsdømte en medieforsker dem og spåede, at de ikke overlevede mere end et halvt år, fortæller Hans Jørgen Juncker, der var med til at stifte dk4.

Han kalder Stig Hasner for en ”gudsbenådet tv-mand. Og en primadonna, der helst ville stå i spidsen for det hele selv”. De to havde lært hinanden at kende et par år forinden, da Stig Hasner lavede reklamefilm for det modefirma, Hans Jørgen Juncker var direktør i.

Hans Jørgen Juncker fortæller, at de to mødtes søndag efter søndag over Stig Hasners køkkenbord og udviklede dk4. De havde set et hul i markedet for en 24-timers tv-kanal, fordi danskernes tv-vaner udviklede sig i takt med, at flere fik en fjernbetjening.

Stig Hasner ser dog anderledes på det. I hans fortælling var det ham og ham alene, der fandt på dk4.

”Jeg er tv-mand, han er tøjmand,” siger Stig Hasner.

Og han gjorde det, fordi han ikke mente, DR levede op til sin public service-mission, og at jagten på seere havde fordummet tv-mediet. Internt kaldte de dk4 for Dannelses-Kanalen 4.

Efter et par år afbrød Hans Jørgen Juncker og Stig Hasner samarbejdet, fordi de var uenige om, hvordan kanalen skulle drives. Uenigheden bundede i, siger Hans Jørgen Juncker, at han pointerede, at dk4’s økonomi ikke hang sammen. Det førte til kold luft mellem dem.

”Vi snakkede slet ikke sammen, og der blev ond stemning. Jeg brød hans loyalitet ved at sige, at han skulle skrue ned for sit ambitionsniveau.”

Heller ikke den fortælling er Stig Hasner enig i. Da jeg under interviewet spørger ham til, hvorvidt han frøs Hans Jørgen Juncker ud, svarer han afvæbnende:

”Det ved jeg ikke. Men han holdt op.”

Hans Jørgen Juncker og Stig Hasner har ikke talt sammen siden.

Live fra Folketinget

Skulle der udbryde atomkrig i morgen, ville kakerlakkerne få sig et chok, når de så Stig Hasner træde ud af ruinerne af dk4. Han har en sjette sans for at overleve de mest umulige situationer.

Den sjette sans var nødvendig i dk4’s første leveår. Kanalen blev sendt gennem Tele Danmarks kabler, og der var krav til, hvor mange timers egenproduceret tv kanalen skulle sende. For at imødekomme det krav var Stig Hasner utroligt kreativ.

Han satte kameraer op i togene og filmede ud ad forruden, han filmede dyrene i Zoologisk Have, og da kanalens daværende salgsansvarlige skulle giftes, sendte Stig Hasner et kamerahold ud og filmede ceremonien til dk4.

I starten af 1995 fandt Stig Hasner så sin helt store guldkalv: Live-tv fra Folketingssalen. Det var mange, letkøbte timers egenproduceret tv, og siden har det også givet Stig Hasner en vis politisk status og netværk.

”Folketingssalen har betydet meget for stationen, uden den var vi aldrig kommet i gang,” siger Stig Hasner.

- Foto: Jonas Pryner Andersen

Den gyldne generation

”Det var lidt en kult,” siger fotografen Theis Mortensen.

Som grøn og uprøvet startede Theis Mortensen i 1997 som elev på dk4, hvor han var indtil 2002. På dk4 var faglighed ikke det vigtigste. Når Stig Hasner ansatte folk, handlede det om to ting: Har de drive? Og er de arbejdsomme? Resten kunne læres undervejs.

På trods af kanalens ydmyge ry var det bag kulisserne en kreativ legeplads, hvor unge uden erfaring kastede sig ud i store produktioner. Kanalen blev kendt som en talentfabrik og har udklækket nogle af de dygtigste tv- og produktionsfolk.

Det siges, at man i dag ikke kan være på en stor, dansk produktion, uden at de fleste bag scenerne har været igennem Stig Hasner.

”Jeg skylder dk4 og Stig Hasner meget, men vi kom heller ikke sovende til det. Han gav os chancen, men vi greb den, og vi smed alt i puljen,” siger Theis Mortensen og tilføjer:

”Det har gjort mig til den, jeg er. Årene hos dk4 installerede en god arbejdsmoral i mig, det var en slags værnepligt.”

De unge startede til ingen penge, indtil de kunne bevise, at de kunne finde ud af det. Som Charlotte Borg, der allerede ved sin jobsamtale blev sat til at passe telefonen i receptionen af Stig Hasner. Da nogen ringede og skulle bruge Superliga-billetter, var det op til hende at skaffe dem.

”Stig lagde bevidst udfordringer ud for at se, om man var fintfølende og kunne tilpasse sig. Hvis man var fintfølende eller ikke kunne tilpasse sig, så var man der ikke så længe. Men det passede mig og mit temperament godt,” siger Charlotte Borg, der arbejdede på dk4 fra 1997 til 2003 og i dag er underdirektør i DR Medieproduktion.

Selv om Stig Hasner unægteligt elsker sin tv-station, har han aldrig brugt mange penge på produktionerne. Alle kilder fortæller, at man lavede — og stadig laver — tv for næsten ingen midler.

Som da Charlotte Borg og Theis Mortensen fulgte Jacob Holdt rundt i USA, hvor der hverken var diæter eller hotelværelser, så overnatninger måtte de ofte tigge sig til, når de ikke kunne sove i Jacob Holdts bil.

”Det har været op til den enkelte at udnytte mulighederne på dk4. Jeg er et produkt af Stigs tilgang med at tro på folk, give dem muligheder og skabe en kreativ legeplads. Jeg tænker tit på det i mit eget lederskab, vigtigheden af at have et miljø, hvor man har mulighed for, at passion og chancer går hånd i hånd. Det skal man give plads til,” siger Charlotte Borg.

De ansatte skulle hverken forvente høj løn, udviklingsplaner eller årlige MU-samtaler. Til gengæld har Stig Hasner altid været generøs. Han sparer på en-kronerne og kaster med tusindkronesedlerne, som en kilde formulerer det.

Det kunne være dyre restaurant-besøg, eller som da Theis Mortensen fik to billetter til en Prince-koncert.

”Hvis han kunne se, at man knoklede og ikke brokkede sig og ikke meldte sig syg, så blev man belønnet. Satte man sig imod ham, blev man frosset ude,” siger han og tilføjer:

”I bagklogskabens ulidelige lethed var der nogle ting, der ikke var i orden. Eksempelvis at vi arbejdede så meget under praktik. Men jeg ville ikke have været det foruden.”

Det var et erklæret mål for Stig Hasner, at man skulle kunne komme ind på dk4 direkte fra gaden, fordi det havde været svært for ham at få en fod indenfor i tv-branchen.

”Jeg ville gerne lære dem, hvad jeg havde lært; respekt for lortet,” siger han.

Flere fra dengang fortæller, at det var en tid med meget højt arbejdspres, lav løn og dårlige vilkår, kan du genkende den beskrivelse?

”Nej. Men man får løn, hvis man kan, og man får ikke løn, hvis man ikke kan,” siger Stig Hasner og hentyder til, at de fleste starter med at arbejde gratis hos dk4, indtil han vurderer, at de er pengene værd.

”Og arbejdspres er opstået de sidste par år. De nye folk vil gerne på café og holde weekend, og sådan var det ikke dengang. Enten gik man ind i det og arbejdede døgnet rundt, eller også blev man væk.”

Var du god nok til at tage hånd om de her unge mennesker, der kom ind med en altopslugende drøm om at klare det i tv-branchen?

”Ja, det synes jeg nok. Men der er ikke længere så mange, der møder ind med en drøm om det her. Der er rigtig mange, der vil have det som job, men vil gå klokken 16 og holde weekend.”

- Foto: Jonas Pryner Andersen

”Det var en anden tid”

Den mest brugte vending, når man snakker med tidligere ansatte om kulturen på dk4, er: Det var en anden tid.

Som dengang Stig Hasner optog et klip med stripperen ”Banandamen”, der løfter op i sin top og afslører sine Linse Kessler-store bryster. Klippet kunne han så finde på at lægge ind under forskellige live-udsendelser for at pifte tingene op.

Det var en anden tid.

Eller da Christian Ravn, der startede i 10. klasses skolepraktik på stationen i 1998 og siden blev fastansat, fyldte 18 år.

”Vi var i Nordjylland på opgave, og Stig fortalte, at en ”Anna” gerne ville ind i branchen og skulle skygge mig. Da vi om aftenen var ude at spise, blev alt lyset på restauranten slukket, og Anna kom ind i politikostume og med stavlygte og begyndte at strippe,” fortæller Christian Ravn.

”Han havde simpelthen lejet en stripper for en hel dag, for at give mig den overraskelse. I dag ville man tænke, at det var plat, men Stig kunne være vanvittig. Ment på den bedste måde.”

Det var en anden tid.

Generelt var strippere en del af underholdningen til de fleste fester. Stig Hasner elsker nemlig ”dansepiger”. Stripperne er dog også fortid på stationen.

”Vi havde fester, hvor det skete, og det var fint i den tid, men det gør man ikke i dag,” siger Stig Hasner.

Fortryder du det?

”Nej. Og når vi har alle de krænkelsessager, kan man ikke andet end at ryste på hovedet, for tiden var anderledes. Det er ikke noget, vi savner, det er bare anderledes. Bilerne så også anderledes ud. Tøjet, håret, brillerne.”

Adskillige kilder beskriver også, hvordan Stig Hasner i dk4’s unge år ved endt arbejdsdag kunne finde på at kalde over højtaleranlægget:

”Er der nogen, der skal nå at knalde sig til tops, før jeg lukker ned for i dag?”

Selv nægter Stig Hasner, at det skulle have fundet sted.

”Det skete på Kanal 2, men vi er vokset fra det. Alt balladen var på Kanal 2,” siger han, og det er svært at finde ud af, om han affejer det, fordi han vitterligt husker det anderledes. Eller om han frygter, at det vil sværte dk4’s ry til.

Så der har ikke været en grænseoverskridende kultur på dk4?

”Nej. Kanal 2 var ballade, men dk4 har været rimeligt straight.”

Så du tror ikke, at nogle af de ansatte på dk4 har fået overskredet deres grænser?

”Nej, så havde de sagt det, og vi havde hørt efter.”

Hvordan vil du beskrive virksomhedskulturen på dk4?

”Den er familiær og hyggelig.”

- Foto: Jonas Pryner Andersen

Sekterisk ledelse

Men selv om mange ser tilbage på deres tid på dk4 som en lærerig og skelsættende periode, var der også en bagside. Den kreative frihed gik hånd i hånd med en kultur, der for nogle kunne være grænseoverskridende og kaotisk.

Otte tidligere ansatte fortæller, at de flere gange følte, at deres grænser blev overskredet. Men når de prøvede at italesætte problemerne, blev de mødt af kulde, til de sagde op.

En anonym kilde, vi har valgt at kalde Nina, som var ansat på stationen i en årrække op gennem nullerne, beskriver tonen som sexistisk og nedværdigende.

”Tonen var generelt seksuel, og det handlede meget om, hvem man ville knalde, og hvem der var lækker. Jo mere fuckable, du var, jo mere kapital havde du. Jeg oplevede Stig gennemgå de ansatte efter, hvor lækre de var,” siger hun og tilføjer senere i interviewet:

”Stig gik en gang over til mig, stak mig et visitkort til en diætist, sagde ”vær så god” og gik igen. Jeg var mundlam. Der var skabt en kultur med mobning, hvor man blev frosset ude og fik at vide, at man ødelagde den gode stemning, hvis man sagde fra.”

Og fordi der hverken var arbejdsmiljørepræsentant eller en HR-afdeling, følte hun, at hun stod alene.

De anonyme kilder beskriver ledelsen på dk4 som sekterisk. Man tog unge mennesker ind og delte dem op i et a- og et b-hold. Kilder som Nina, der blev sat på b-holdet, mærkede, hvordan selvtillid og selvværd blev brudt ned.

Til sidst endte Ninas ansættelse, da arbejdsmiljøet, arbejdstiderne og presset fik hende til at gå ned med stress.

”Jeg havde det fint hjemme, men da jeg kom ind til skrivebordet, var det med brændende hænder. Jeg endte med at ligge i min lejlighed i et halvt år og kunne simpelthen ikke noget. Så meget var jeg brudt ned. Jeg følte, at jeg ikke var noget værd.”

Alligevel er Nina dog i tvivl om, hvorvidt hun ville have været sin tid på stationen foruden. Selv om det til tider var ubehageligt og utrygt, var det også berusende. Hun ville dog ønske, at hun var stoppet tidligere.

Hvorfor tror du ikke, at du stoppede tidligere?

”Det var en bizar sekt. Hvis du trådte ud af det, mistede du alt: Forklaringen på, hvorfor du havde sagt nej til familiefødselsdage gennem så mange år, hvad du havde brugt de sidste fire år på, dine venner. Det hele ville have været forgæves så.”

Brudt ned

Nina er ikke den eneste, der måtte sygemelde sig med stress. De næste to kilder, som Journalisten har valgt at kalde Henriette og Lone, var begge ansat i 10 år og stoppede kort inden corona.

Begge kalder arbejdsmiljøet ”forfærdeligt” og fortæller, at de har brugt år på at analysere, hvorfor de ikke søgte væk før.

”Stig lykkedes med at lave et arbejdsmiljø, hvor vi ikke troede på os selv. Mit selvværd blev brudt ned, så det var svært at forestille sig at lykkes et andet sted. Samtidig var det min første rigtige arbejdsplads, så jeg vidste ikke bedre,” siger Lone, mens Henriette tilføjer:

”Vi blev opdraget med, at vi var heldige at få lov at arbejde der, og vi skulle virkelig sætte pris på det. Og så blev det italesat, at vi var en familie.”

De beskriver samstemmigt et sexistisk arbejdsmiljø, hvor der blev kommenteret på deres udseende af flere mandlige ansatte.

Lone oplevede også, hvordan Stig Hasner kommenterede hendes bryster, efter at hun var blevet gravid.

”Der skete en masse små ting, men de var så grænseoverskridende, og i dag ville jeg ikke finde mig i det,” siger hun, mens Henriette tilføjer:

”Stig skabte og accepterede en omgangstone, hvor vi kvinder blev seksualiseret,” siger Henriette.

- Foto: Jonas Pryner Andersen

Frosset ude

Begge oplevede, hvordan arbejdskulturen kørte dem ned, indtil de brød sammen. I Lones tilfælde kulminerede det hele en morgen.

”Jeg var så presset, at jeg skreg af min søn over en lille ting. Jeg kunne slet ikke kende mig selv. Da jeg satte mig ud i bilen for at køre til dk4, brød jeg sammen og ringede for at sygemelde mig med stress. De formåede at bryde mig så meget ned, at det endte med at gå ud over min familie, og det har taget mig lang tid at tilgive,” siger hun.

Henriette stoppede kort efter sin anden barsel, hvor hun fornemmede, at hun blev frosset ud.

”Jeg græd, inden jeg skulle på arbejde, fordi jeg var lagt på is. Det skete altid, når man ville af med folk. Man frøs dem ude, indtil de stoppede,” siger hun.

Ligesom Lone meldte Henriette sig også syg. Og så gik der 120 dage, før et brev dumpede ind hjemme hos hende om, at hun var fyret.

Hverken Lone eller Henriette arbejder længere i tv-branchen.

Under vores interview fortæller Stig Hasner, at han ikke kan genkende billedet af en dårlig kultur, men indrømmer, at man kan være inde og ude af varmen hos ham.

”Hvis man er ude af den, så er man her ikke længere,” siger han.

Hvis man er ude af den, så forsvinder man?

”Ja. Man bliver ikke fyret, man forsvinder, for så gider man ikke være her.”

Fordi du ikke gider snakke med dem eller på anden vis fryser dem ude?

”Jeg snakker med alle, hvis der er grund til det.”

Flere kilder fortæller, at Stig Hasners store last er, at han er konfliktsky i en ekstrem grad.

Journalisten har forelagt Stig Hasner de konkrete kritikpunkter, som Nina, Henriette og Lone rejser. Trods gentagne henvendelser på både mail, sms og telefon er han ikke vendt tilbage.

Fyret under produktion

”Har nogen fortalt, hvad der skete med Alexander?”

Det var et spørgsmål, flere kilder stillede. Ofte i slutningen af vores interviews.

Og så fortalte de mig, hvad der skete med Alexander. En historie, jeg fik bekræftet, da jeg senere fik fat i ham, og som samtidig blev understøttet af andre kilder.

For Alexander var det en drengedrøm, da han som 18-årig blev ansat hos dk4 i Aarhus. Han flyttede alene til Smilets By og blev installeret i en af Stig Hasners lejligheder, hvor han boede gratis, mens han i starten ikke fik løn.

Alexander mødte, med egne ord, en hård kultur. Hans nærmeste chefer råbte ofte ad ham, og arbejdsugerne kunne i nogle perioder snige sig op over 90 timer.

”Dk4 er et sted, hvor du kommer hen og bliver rettet af. Enten knækker du under presset og forsvinder, eller også blomstrer du og kommer stærkere ud på den anden side,” siger han.

Alexander oplevede Stig Hasner som både vittig og seriøs. Men i 2017 fik han chefens kontante side at mærke. På det tidspunkt var han kommet tilbage fra barsel, men kæresten havde udviklet en fødselsdepression og var selvmordstruet.

Tilbage på arbejde skulle Alexander producere ’Dansktop Talent’ i Horsens, og for at kunne være der for sin kæreste, foreslog han over mail Stig Hasner, at han i stedet for at sove i Horsens kunne køre hjem til Aarhus om aftenen, og måske behøvede han heller ikke være der alle optagedage.

”Der gik fem minutter, før jeg havde en rasende Stig Hasner i røret. Det var ikke i orden. Barsel og børn havde ikke noget med manden at gøre, og han skulle ikke være en hjælp eller lave nogen som helst ændringer for at imødekomme mig,” siger Alexander.

I stedet fik Alexander sine nærmeste til at mandsopdække kæresten og deres nyfødte barn. Men på første arbejdsdag i Horsens ringede kæresten, hun havde fået et angstanfald. Alexander ringede til sin fagforening, der sagde, at han skulle på tvangsbarsel, og efterfølgende gik han til Stig Hasner.

Stig Hasner fortalte Alexander, at hvis han smuttede, havde han ikke nogen fremtid på dk4. Det var ikke et svært valg for Alexander, der forlod produktionen og gik på tvangsbarsel.

Over barslen blev hans kærestes tilstand ikke forbedret, og Alexander tog fat i Stig Hasner for at høre, om det var muligt at få forlænget tvangsbarslen. Det ville Stig Hasner ikke høre tale om.

”Han svarede, at det var på tide, at jeg kom tilbage,” fortæller Alexander, der valgte at sige op.

Selv om han i dag beskriver arbejdsmiljøet som ”dårligt”, tænker han alligevel tilbage på dk4 som en tid, han ikke ville have været foruden.

”Det lyder måske underligt, men det var med til at give mig hår på brystet og har ført til, at jeg i dag sidder i min drømmestilling.”

Alexander er et opdigtet navn, da han har ønsket at være anonym, fordi han stadig arbejder i branchen. Journalisten er bekendt med Alexanders sande identitet.

Stig Hasner er blevet forelagt det forløb, Alexander beskriver. Her er han heller ikke vendt tilbage på kritikken.

Sandheden

”Du kommer jo alligevel aldrig til at kende sandheden, for du var der ikke,” siger Stig Hasner med et skævt smil, mens han læner sig tilbage i sofaen.

Det er én af de mange tovtrækkerier, der opstår under interviewet. De dukker især op, når samtalen nærmer sig ømtålelige emner som anklager om en sexistisk kultur eller hans påståede tendens til at fryse folk ude. Hver gang vifter han dem drilsk væk med en kommentar om, at jeg blot er på jagt efter konflikt.

Denne gang handler tovtrækkeriet om, at jeg har interviewet adskillige kilder i et forsøg på at forstå ham. Men spørgsmålet er, hvorvidt nogen nogensinde kommer til at kende sandheden om Stig Hasner.

Selv medarbejdere, der har arbejdet sammen med ham i årtier, beskriver ham som en mand, der holder sine kort tæt til kroppen. Stig Hasner lukker aldrig nogen helt ind.

Det eneste tidspunkt, han virker reelt sårbar, er, når snakken falder på dk4’s fremtid. De fleste forudser, at kanalen lukker, når han går på pension. Det er dog ikke sikkert, at dk4 overlever så lang tid.

I et debatindlæg i Berlingske gik tidligere ministre og kulturpersonligheder i brechen for stationen. Underskrivere som Bertel Haarder, Per Stig Møller, Mogens Lykketoft og Peter Aalbæk argumenterede for at ændre mediestøtten, så den også inkluderer private tv-stationer som dk4.

”Bliver reglerne ikke ændret, så kan dk4 ikke længere eksistere,” siger Stig Hasner.

”Det bekymrer mig. Jeg har lavet 13.523 programmer de sidste 30 år. Hvad skal der ske med dem, hvis vi lukker?”

Det retoriske spørgsmål afslører et glimt af den usikkerhed, han ellers skjuler. Det handler ikke kun om kanalen, men også om hans egen arv.

Mere end to timer er gået, da Stig Hasner rejser sig og gør antræk til opbrud. Det sidste, han siger, er: ”Vi ses i byretten”.

Faktisk halvråber han det. For han står øverst på trappen og vinker farvel til mig på et repos længere nede.

Sætningen hænger tre sekunder i luften, i et vakuum, hvor jeg forsøger at afkode tyngden bag, før Stig Hasner afslører sit store smil og igen lukker døren bag sig.

- Foto: Jonas Pryner Andersen