Foto: Privat
Hvis du er freelancer og bruger et faktureringsfirma som for eksempel Teknik og Design eller FactoFly til at få din betaling igennem, så kan du med fordel spidse ører nu.
En ny afgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) betyder nemlig, at arbejde udført via den slags freelance-løsninger ikke længere tæller med i optjeningen af ret til en ny dagpengeperiode.
Og det risikerer at ramme freelancere som Sille Serup hårdt.
Hun arbejder freelance som grafiker og fotograf i tv-branchen og har på grund af de seneste års krise i tv-branchen været afhængig af den tryghed og forsikring, som a-kasse og dagpenge kan tilbyde.
Men for nylig fandt hun til sin store forbavselse ud af, at alle de timer, hun siden juli sidste år har arbejdet og faktureret indtægter for via Factofly – stik imod den rådgivning, hun tidligere har fået fra a-kassen AJKS – ikke længere tæller med i optjening af ret til dagpengeperiode.
”Først tænkte jeg, at det vel ikke kunne gælde for mig. Jeg er ikke på noget tidspunkt blevet oplyst om det og har dermed i god tro kørt al min løn gennem Factofly.”
”Men da jeg ringede til AJKS, fik jeg det bekræftet,” fortæller Sille Serup, som vurderer, at hun dermed har mistet omkring 600 timers optjening.
Opdagede det ved et tilfælde
Det var netop AJKS, som i sin tid anbefalede Sille Serup at benytte et faktureringsfirma til at få sin løn igennem. På den måde kan hun nemlig undgå en masse bøvl og bogholderi og samtidig optjene rettigheder i dagpengesystemet.
Sille Serup, freelancer
Og derfor burde a-kassen ifølge Sille Serup også have oplyst om den nye afgørelse, som for hende ændrer spillepladen markant. I stedet måtte hun høre om det ad omveje.
”Jeg fandt ud af det ved en tilfældighed, fordi min ekskæreste var på et iværksætterkursus, hvor underviseren fortalte om den her afgørelse,” fortæller Sille Serup.
Hun kontaktede straks AJKS og blev oplyst, at hun ikke har optjent noget siden juli måned og dermed har mistet omkring 600 timers optjening.
”Først blev jeg enormt vred og virkelig fortørnet,” husker hun.
”Hvordan kan a-kassen gå med så vigtig information, der påvirker min økonomi så meget, og så ikke formidle det ud? Det var en kæmpe uretfærdighedsfølelse. Jeg betaler så mange penge hver måned til DJ og AJKS, og hvorfor får jeg så ikke det her at vide?”
AJKS: ”Fuldstændigt skørt”
Over for Journalisten bekræfter både STAR og AJKS, at der er truffet en afgørelse, som kan ramme freelancere, der bruger faktureringsfirmaerne.
Men ifølge direktør i AJKS Linda Garlov er der tale om en ”helt urimelig” afgørelse, som AJKS har anket og arbejder ihærdigt på at få ændret.
”Det er efter min bedste overbevisning fuldstændigt skørt, at man vil straffe folk, som er ansat på den her måde. De er jo at betragte som almindelige lønmodtagere – de får almindelig løn, og der bliver trukket skat og så videre,” siger hun.
Faktureringsfirmaerne fungerer nemlig sådan, at man som freelancer teknisk set bliver ansat som lønmodtager hos dem.
”De tager seks procent af min løn, men står så for administrationen, så jeg næsten bare skal koncentrere mig om at arbejde. De har kontakten til kunden, tjekker, at timelønnen ligger på et rimeligt niveau, og sørger for, at der bliver sendt fakturaer, og at jeg er forsikret og får fradrag, når jeg for eksempel har lejet udstyr,” forklarer Sille Serup.
Linda Garlov, AJKS
Men ifølge afgørelsen fra STAR kan indkomsten fra FactoFly Aps altså ikke medregnes til opgørelsen af indkomstkravet, ”fordi indkomsten ikke var optjent i et sædvanligt beskæftigelsesforhold”. Det fremgår af et skriftligt svar fra STAR, som Journalisten har fået.
Og det undrer Linda Garlov fra AJKS.
”Vi håber, at vi kan få STAR og Ankenævnet til at forstå, at der er mange måder at være lønmodtager på i dag. Derfor vil vi gøre virkelig meget for at få omgjort den her afgørelse, som vi mener er forkert,” siger hun.
Ville ikke bekymre folk
Ifølge Linda Garlov er det også grunden til, at AJKS ikke i første omgang aktivt har været ude og informere sine medlemmer om ændringerne.
”Det kan man selvfølgelig altid diskutere, om vi skulle have gjort,” begynder hun.
”Men vi har valgt lige at klappe hesten og se, om vi ikke kan få omgjort den her, inden vi gør et stort nummer ud af at informere om det og gøre folk bekymrede. Vi er lidt i et slags limbo lige nu, hvor alle a-kasser er forvirrede over de her afgørelser,” siger Linda Garlov.
Men burde I ikke som minimum give medlemmerne besked om, at der er den her usikkerhed lige nu, men at I håber på at få afgørelsen omgjort?
”Det vil vi selvfølgelig overveje. Men det har været ud fra den betragtning, at vi ikke vil gøre et stort nummer ud af noget, der forhåbentlig ikke bliver et problem,” siger a-kasse-direktøren og tilføjer, at hun selvfølgelig forstår bekymringen og ærgrelsen.
”Men forhåbentlig kan det gå meget hurtigt med at få en afklaring på det her.”
STAR oplyser til Journalisten, at det konkret skal vurderes, om en freelancers arbejde faktureret gennem et bureau som Factofly skal tælle med i optjeningen af dagpenge.
”Det er altså ikke det system, opkrævningen fra fx en freelancer foregår igennem, der afgør det. Det er, hvorvidt lønindkomsten er optjent på almindelige løn- og arbejdsvilkår, der er afgørende,” skriver styrelsen.
Fandt en løsning for Sille
I Sille Serups tilfælde har AJKS imidlertid fundet en løsning i hendes sag, som betyder, at hun bagudrettet kan tælle de timer med, som hun har haft.
Det sætter hun pris på, men hun er stadig skuffet over, at a-kassen ikke har varslet hende og de øvrige medlemmer om den nye regel, for eksempel i et nyhedsbrev.
Sille Serup, freelancer
”Der må jo være mange andre end mig, som også render rundt og tror, at de her timer tæller med som lønarbejde. Og det gør de så åbenbart ikke længere. Det synes jeg er relevant, at andre får at vide,” siger hun og tilføjer:
”Jeg er sikker på, at AJKS er blevet underlagt den her afgørelse meget imod deres vilje, og jeg er også sikker på, at de har de bedste intentioner. Men jeg synes bare ikke, at det er godt nok, at de ikke har formidlet det ud. Det er i hvert fald ikke at varetage medlemmernes interesser bedst muligt.”
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ikke bare er DJ absolut fucked, men a-kassen kan man heller ukke regne med.
Rystende og diskvalificerende.