Ministrene og centraladministrationen dropper i stigende grad at svare mundtligt på spørgsmål fra journalister. Det fortæller chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane:
»Vi har ikke gjort det op, men vi ser de manglende svar som en bekymrende tendens. Vi er forpligtede til at spørge kritisk ind, men vi må ofte tage til takke med skriftlige svar.«
I går publicerede Politiken.dk artiklen ”Kritik fra flere sider: Ministre gemmer sig bag skriftlige udtalelser”. Her beskriver journalist Jakob Stig Jørgensen, hvordan hverken socialminister Annette Vilhelmsen (SF) eller transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) ønsker at svare mundtligt på avisens kritiske spørgsmål - henholdsvis om sagen med millionstøtten til Lisbeth Zornig Andersen og om Transportministeriets og Metroselskabets samarbejde omkring tilladelsen til aften- og nattearbejde på Metrobyggeriet.
Anne Mette Svane vurderer, at de skriftlige svar kan være en metode, som ministrene bruger for at undgå de irriterende spørgsmål, så:
»Sagen kan blæse over.«
Journalisten har været i kontakt med Anni Lundqvist, pressechef i Social-, Børne- og Integrationsministeriet.
Hvorfor sender ministeren skriftlige kommentarer til journalisterne frem for at stille op til interview?
»Det har jeg ingen kommentarer til.«
Hvordan kan det være?
»Min eneste kommentar er, at jeg ingen kommentarer har,« siger Anni Lundqvist.
Journalisten ville gerne høre statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) holdning til de skriftlige svar. Derfor kontaktede vi hendes særlige rådgiver, Thomas Juul-Dam. Han svarer i en sms.
”Hej søren, vi har ikke nogen kommentarer. Vh Thomas”
Med karrieren in mente
Ministrenes manglende lyst til mundtlige interviews er også blevet bemærket på Søndagsavisen.
»Der er meget stor forskel på, hvordan rådgiverne samarbejder med pressen. Jeg oplever smidighed nogle steder og det modsatte andre steder,« siger Søren Strandmann-Møller, politisk redaktør på Søndagsavisen.
Kan du nævne navne på nogle af de usmidige rådgivere?
»Problemet med politisk journalistik er, at det sjældent er særligt fordrende for karrieren at hænge særlige rådgivere ud i pressen. Det er fristende at navngive nogle, men det kan betyde, at man kommer på en liste, som gør det endnu sværere at komme i kontakt i ministrene,« siger Søren Strandmann-Møller.
Anne Mette Svane og Politiken har på baggrund af de skriftlige svar og ministrenes ofte manglende lyst til at stille op til interview indført, at journalisterne udtrykkeligt skriver, hvordan de har fået citaterne fra politikerne.
»Vi varedeklarerer artiklerne over for læserne.«
Anne Mette Svane forklarer videre, at hun mener, at medierne er blevet bedre til at oplyse, hvordan interviews bliver til.
Også Søndagsavisen har taget konsekvensen af de skriftlige svar.
»Hvis ministeren kommer med en skriftlig kommentar til en kritisk historie, tager jeg nogle gange magtkampen med den særlige rådgiver. På Søndagsavisen accepterer vi ikke skriftlige svar, så hvis jeg kun får et skriftligt svar, skriver jeg i avisen, at ministeren ikke ville stille op til interview,« siger Søren Strandmann-Møller.
Anne Mette Svane, er det ikke mest journalister, der går op i, om svarene er skriftlige eller mundtlige?
»Får vi et ikke svar, skal vi oplyse det til læsere. De er både dygtige og kloge, så jeg er sikker på, at de kan lægge to og to sammen,« siger Anne Mette Svane.
Men ministrene har jo travlt. Er det ikke fair nok, at de ikke har tid til at stille op, hver gang pressen ringer?
»De seneste år er der kommet mange flere medier på banen, og vi må anerkende, at der er et enormt pres på at få kontakt med politikerne. Men der er stadig tale om en bekymrende demokratisk tendens, hvor pressen får dårligere adgang til at se politikerne efter i kortene.«
Er det kun ministrene, der undlader at stille op til interviews?
»Vores erfaring er, at det primært er centraladministration – og Lars Løkke Rasmussen, men han er sin helt egen historie og er eksponent for den generation af politikere, der skriver sin mening på de sociale medier. Så han undgår at svare på vores spørgsmål,« siger Anne Mette Svane.
Opdateret med skriftlig kommentar fra Thomas Juul-Dam, statsministerens særlige rådgiver, 8. november klokken 15:15.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Apropos ikke at svare på de spørgsmål, der bliver stillet:
"Anne Mette Svane, er det ikke mest perfide journalister, der går op i, om svarene er skriftlige eller mundtlige?
»Får vi et ikke svar, skal vi oplyse det til læsere. De er både dygtige og kloge, så jeg er sikker på, at de kan lægge to og to sammen,« siger Anne Mette Svane. "
Kære Erik Bagge Juul
Tak for din kommentar. Det er mig, der har strammet spørgsmålet til Anne Mette Svane. Jeg har nu fjernet "perfide". Med det skrevet mener jeg, at Svane svarer på spørgsmålet.
God weekend
Ja, det er bekymrende at vi er nået dertil. Men grunden ligger ikke kun hos politikerne. Hvor mange gange har man ikke læst en artikel bygget på et mundtligt udsagn, blæst op til en sensation i aviserne. For så ved nærmere efterforskning (det hed research i gamle dage, hvor der stadig var journalister til), at vise sig at der ikke var nogen historie. Så jo, det er bekymrende, at politikerne handler på den måde. Men journalisterne har så sandelig deres andel i miseren. Måske burde en journalist bore i journalisternes rolle her? Men det er I vel for indespiste til at gøre noget ved? Et konstruktivt udgangspunkt kunne være at bore i hvad der skete da nogle redaktioner fik færten af at være "den fjerde statsmagt". Og også begyndte at opføre sig som en sådan. Her kunne man passende have lært af en af pressens yndlinge, Havel, som snakkede om magtens sødme. Den gælder så afgjort også for de magtfulde redaktioner. Nu klynker I så over at være blevet den lille i magtspillet. Med konstruktiv ment hilsen, en skuffet avislæser gennem 45 år.
Kære Erik
Det ville være befriende med lidt mindre retorik og mere fakta. Nævn lige en stribe artikler, baseret på et mundtligt udsagn fra en politiker, der er blæst op til en sensation, men som viste sig ikke at være en historie.
Flot du har læst aviser i 45 år - hvis de altid har skuffet dig :-)
Mange venlige hilsner
Kære Øjvind.
Jeg kan forstå at det er meget nemt at latterliggøre den sidste sætning, og jeg må da også indrømme at den kan misforstås derhen at jeg har været utilfreds i 45 år. Det er jeg selvfølgelig meget ked af at have givet indtryk af. Og du som skarp journalist har jo også med det samme set det, grebet sætningen i luften og vendt den mod mig. Det ærgrer mig da at min pointe er gået tabt. Nu efter denne beklagelse, så vil jeg da gerne rette denne forskrivelse og fortælle at siden midten af 1960'erne har og indtil 00'erne (jeg beklager at jeg ikke kan sætte præcis data på, men du kan jo prøve at bore i det), var aviserne en helt uundværlig ressource til hvad jeg kalder mit nyhedshungrende sind. Jeg er ikke i tvivl om at du som journalist også kan finde et latterliggørende synonym for det. Berlingske Tidende, Land og Folk, Information, Kristeligt dagblad, Politiken, WeekendAvisen, Minavisen, Aktuelt. Jeg har været der, og jeg ved godt at nogle af disse aviser ikke længere eksisterer.
I det sidste 5-6 år (eller mere), igen kan du sikkert også finde en latterliggørelse af dette, ærgrede det mig imidlertid at jeg selv måtte opsøge alternative kilder for at berettige den uendelige strøm af ophidsende forsidehistorier som var glemt dagen efter. Det er lissom om at politikere og journalister lever i deres helt egen selvbekræftende verden.
Forhåbentligt er de fleste ærlige journalister godt klar over hvilke historier jeg hentyder til. Og de der ikke er klar over det, dem har jeg ærligt hverken meget til overs for, eller lyst til at diskutere med. Jeg har lidt på fornemmelsen at du tilhører den gruppe? Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Jeg ville endog ønske mig at jeg gjorde det. For oprigtigt talt, så ville jeg helst at aviserne bragte solid, gennemresearchet og informativt stof. Og jeg vllle sådan set gerne betale for det.
Mit budskab er sådan set ganske enkelt: Lad være med at kaste med sten når du bor i et glashus. Kik selvkritisk på det I laver som journalister. Kik så på oplagstallene og tænk jer godt om. Mange der som jeg har opsagt deres abonnement på trykte aviser er altså ikke bare nogle dummernikser. Vi har faktisk gjort os nogle tanker om hvorfor vi ikke længere synes at det er værd at betale for jeres produkter.
Og mit indslag var sådan set ment i god hensigt. Ikke for at blive latterliggjort eller mistænkeliggjort. Og nej, jeg har ikke lyst til at lave en lang liste af historier. Du kan jo fx starte med at genklæse historier der har været blæst op i organer som fx Politiken eller Berlingske Tidende for fx et år siden, med de briller på der hedder: Var det egentlig historier der holder til at blive genlæst? Det er en god øvelse.
Flere