Landbrugsjournalisternes formand anklager medierne for misinformation

Formand for landbrugsjournalisterne Niels Damsgaard Hansen langer ud efter medierne for mikrofonholderi og manglende viden. Fx  kom #gyllegate til at handle om alt muligt andet end gylle, mener han: »Mange journalister kommer totalt blanke«

Der er for meget ringe eller manipulerende journalistik i omløb, og det har den alvorlige konsekvens, at demokratiet forurenes med forkert viden, som fører til forkerte politiske beslutninger.

Så alvorlig lød kritikken fra formand Niels Damsgaard Hansen på generalforsamlingen for Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister i Nyborg torsdag. Ifølge Niels Damsgaard Hansen ved de fleste journalister på de store omnibusmedier for lidt om stofområdet landbrug og fødevarer, og det skaber ukritisk mikrofonholderjournalistik - som ofte er helt ude af proportioner.

»Som fagperson med en uddannelse inden for landbrugserhvervet passer den viden, jeg har, meget dårligt med det, jeg bliver præsenteret for i de generelle medier. Den information, jeg får, er ofte helt ude af proportioner. Tag for eksempel diskussionen om økologi, hvor man i medierne kan læse, at økologi giver mindre kvælstofudledning, er godt for miljøet og biodiversiteten. Det passer bare ikke med konklusionerne i den seneste vidensyntese fra ICROFS under Aarhus Universitet,« uddyber Niels Damsgaard Hansen til Journalisten.

Det samme var problemet med #gyllegate og snakken om kvælstof, siger Niels Damsgaard Hansen, der selv er selvstændig som ejer af ndhtxtfoto.

»Der var meget få journalister på aviserne, radio eller tv, der stillede kvalificerede spørgsmål omkring vandmiljøet. Hele perspektivet manglede, fordi man diskuterede nogle få tusinde ton kvælstof - og der er 15-20 millioner ton kvælstof i dyrkningszonen.«

Men sagen handlede jo ikke mindst om politik - hvilken information en minister må præsentere for Folketinget?

»Det er ikke dækningen af Eva Kjer Hansens ministerførelse, jeg kritiserer. En minister må uanset partifarve ikke holde noget hemmeligt eller lyve,« siger Niels Damsgaard Hansen.

Men sagen manglede ifølge landbrugsjournalisten fakta om den – efter hans opfattelse – meget lille betydning, stigningen i kvælstof ville have for vandmiljøet.

»Jeg mener, at journalisterne skulle spørge om betydningen af de 3.000 tons kvælstof i baselinen. Det var mere interessant end at vælte en minister.«

Men det var dog fremme flere steder, at landbrugspakken kun udgjorde en meget lille del af den samlede kvælstofudledning?

»Det er ikke min oplevelse, at mediebrugerne har bemærket, at det kun var en lille del.«

Niels Damsgaard Hansen mener, at årsagen til den vildledende mediedækning er, at journalister ved for lidt. De færreste har landbrug som deres eneste stofområde, og produktionskravene er steget meget.

»Mange journalister kommer totalt blanke. De ved ikke, hvad de skal spørge om, og kilderne kan bilde dem hvad som helst ind. Hvis journalisterne så mikser det med deres egne holdninger og fordomme, går det helt galt. Så ender du med noget, der ikke adskiller sig fra det, folk lægger på Facebook. Som journalister skal vi undersøge, spørge og fremlægge kendsgerninger, så mediebrugerne selv kan tage stilling.«

Mener du, at journalisterne er for meget i lommen på miljøorganisationerne?

»Jeg siger ikke, at journalisterne kommer med den samme dagsorden. Nogle vil gerne have mere miljø, mens nogle måske synes, at landbruget bliver behandlet for hårdt. Men fælles for dem er, at de kommer med for stor uvidenhed, som gør dem ude af stand til at stille kvalificerede spørgsmål,« mener Niels Damsgaard Hansen.

Du lyder ikke så kritisk over for landbruget?

»Min kritik handler om os som journalister. Det har ikke noget med landsbrugs- og fødevareerhvervet at gøre, som både er økologisk, konventionelt og pløjefrit. Det handler om, at det journalistiske håndværk er mangelfuldt. Hvis håndværkere byggede huse på samme måde, ville husene være ubeboelige.«

Er det kun de store medier, der har problemer? Eller gælder det også journalistikken, som medlemmerne i Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister laver?

»Det handler også om os selv. Vi er heller ikke perfekte selv. I 2014 stillede tre medier i vores medlemskreds frivilligt op til eksamen ved et møde i Aarhus. Her var kritikken fra en underviser på Journalisthøjskolen for eksempel, at medierne udførte deres mission fornuftigt, men sagtens som helhed kunne blive endnu bedre til at inddrage flere kilder og være mere kritiske over for vores ”egne”, uanset hvilken type landbrug og fødevarer, der er i fokus,« siger Niels Damsgaard Hansen.

12 Kommentarer

Christian Vangsø Bentsen
29. APRIL 2016
Hvorfor bringer i ikke et
Hvorfor bringer i ikke et interview med en journalist som dækker landbruget?

Det er da oplagt at finde ud af om de ved noget om deres stofområde.

Jeg har, indrømmet, ikke en karriereplan og lavet alt muligt hejs men tilbage i 2007 tror jeg det var muligvis 2006 eksaminerede jeg elever i geografi på Frederiksberg. Der var en afghansk pige i klassen som skulle blive læge. Det var en beslutning hendes familie havde truffet. Selv hvis man totalt tilfældigt klikkede af i de forskellige bokse i den nye elektroniske prøve var det umuligt at dumpe.

Den afghanske pige var den eneste som dumpede. Ikke fordi hun var dum. Hun forsøgte blot at afkode og svare på sine egne præmisser hvilket gik galt og var virkelig ærgeligt fordi hun var så sej og gæv.

Journalister og redaktører som dækker landbruget er de facto under niveau på min afghanske elev. De har ikke noget som blot minder om indsigt i landbrug endsige havmiljø osv..

Underligt Journalisten ikke pt. har luret at journalister ganske enkelt ved røv og nøgler om deres stofområder.

Ærgeligt er det at man ikke diskuterer hvilken baggrund man skal have for at kunne blive journalist.

Jeg dumpede den seneste prøve. Ikke med et brag men dumpede. Den var i øvrigt decideret latterlig og spørgsmålene var så håbløse at jeg flere gange korsede mig. Jeg gennemførte den den elektroniske prøve på under 5 minutter og dumpede.

Det er problematisk at den 4. statsmagt tilsyneladende herskes af mennesker uden indsigt.


De er gået fra gymnasiet til journalisthøjskolen hvilket betyder at hovedparten af dem som læser aviser og ser nyhedsudsendelser er mere vidende end de skrivende samt værter osv..

Christian Vangsø Bentsen
29. APRIL 2016
Faktisk var det både biologi
Faktisk var det både biologi og geografi
Berit Ertmann
29. APRIL 2016
Problemet med #gyllegate og
Problemet med #gyllegate og alt det omkring den var jo, at forskere, politikere og landmænd tilsyneladende ikke selv kunne blive enige om, hvad der var sandt, og hvad der var falsk. Kilderne smed om sig med begreb som "det her er fakta" og "merudledningen vil betyde" ... alt efter egen opfattelse, hvilket gjorde det umuligt at skrive noget "rigtigt" i alles øjne.

Jeg dækkede ikke selv emnet ud over lidt basalt dag til dag-journalistik, men jeg fulgte meget med og kunne se, hvordan alt kogte over med kilder, der var HELT SIKRE på, at de selv talte den eneste pure sandhed. På den måde kunne journalisterne komme med alle de kritiske spørgsmål de ville og bare blive affejet med "det passer ikke".

Det skal altid kunne diskuteres, om journalistik på nogle punkter er blevet mikrofonholderi. Og jeg er ganske enig i, at vi på mange punkter skal vide lidt om så meget, at vi ikke længere ved meget om lidt. Det er et reelt problem. Men lige præcis i det her tilfælde var de fleste journalister, selv dygtige, næsten prisgivet fra starten.
Niels Damsgaard Hansen
29. APRIL 2016
Kære Berit,

Kære Berit,
Du stikker kniven lige ind i hjertet af problemet. For når alle kilder er helt sikre, skal vi som journalister vide hvem af dem, der har fat i den "pureste" sandhed. Nok ingen af dem... men vi skal være i stand til at "klæde dem af", der ligger manipulerende langt væk fra sandheds-idealet, og det kan vi ikke uden faglig indsigt/viden i et emne. Desværre er ikke kun fødevare-/landbrugsstoffet, der lider under dårligt journalistisk håndværk. Det gælder også mange andre fagområder, erfarer jeg både fra debatten og ved at snakke med personer uden for mit eget fagområde.
Steen Ole Rasmussen
29. APRIL 2016
Gentagelse, med lidt færre
Gentagelse, med lidt færre sproglige kvababbelser:
Hvis en og anden journalist evt. skulle have fået den opfattelse, at institutionen, som N.D.Hansen skriver som formand for, skulle være uhildet, så kan jeg kun anbefale, at man lige går listen over de arbejdspladser over, hvor medlemsskaren mestendels har sin gang.

Argumentationen i artiklen slår på den principielle fordring på anstændig og kompetent omgang med sandheden, som så kobles op på påstanden om, at der “kun” tilføres 3000 ton ekstra kvælstof til miljøet i forbindelse med den famøse pakke. De er ikke mange, stiltiende sidestillet med alle andre ton kvælstof i det berørte voksemedie.

Det rt forbilledligt eks. på den Kommunikationsstrategie, som man ser i de medier, medlemmerne på listen arbejder for.

Under kravet om saglighed og kritik af andre for at mangle faglig kompetence fremføres en argumentation, der er lige så manipulerende og manipuleret, som den indpakning, gaven til erhvervet blev leveret i. Serveret i en mere anstændig indpakning var gaven aldrig gået igennem folketinget, og EU-kommissionen var også kommet efter det.

Der henvises fx til en uspecificeret undersøgelse, fra netop Århus universitet, hvis videnskabelighed næppe længere kan bruges uden for de kredse, som regeringen arbejder for.

Problemet var og vil fremadrettet være, at vi, hvad den videnskabelige forskning på området angår, næppe kan tillade os at tro på disse så videnskabelige resultater heller. Da den hæmningsløse manipulation slår igennem helt ned i roden af selve den videnskabelige integritet, takket være de kræfter, som N.D. Hansen er forlængelsen af.

Flere