Har folk tillid til politiklage-systemet?
Det spørgsmål satte DR og Larm Film sig for at belyse, og onsdag aften i sidste uge kom svaret i form af dokumentarprogrammet ’Hvad du ikke vidste om Danmark - politiklager’, der handler om det system, der behandler klager over politiet. Et system, der ud fra DR’s udsendelse at bedømme er indspist og utilbøjeligt til at dømme i selv oplagte tilfælde af politivold.
Men programmet havde en fastlagt konklusion, og folkene bag viste ingen interesse i at undersøge og forklare seerne, hvordan virkeligheden ser ud. Sådan lyder kritikken fra de to myndighedsinstanser, der står for skud.
»Vores fornemmelse var, at der var en dagsorden, og at vores deltagelse stort set var ligegyldig,« siger Kirsten Dyrman, direktør for Den Uafhængige Politiklagemyndighed, til Journalisten.
Sager fremstilles gennem efterladte
Programmet fortæller om sager, hvor folk er blevet dræbt i forbindelse med anholdelser. De tragiske historier bliver primært fortalt gennem pårørende, der fortæller om, hvordan de kæmper med savnet og tomheden, efter at have mistet deres kære. Sagerne dokumenteres også med avisudklip og klip fra tv-nyhedsudsendelser.
Fælles for sagerne er, at de pårørende har klaget over politiet uden af få medhold. Og alle udtrykker stor frustration over sagsbehandlingen, som de ikke føler, er gået rigtigt til.
Imidlertid blev politiklage-systemet ændret 1. januar 2012, fortælles det knap halvvejs henne i programmet. Men det nye system er ikke nogen nævneværdig forbedring, konstateres det. Den nye myndighed består stadig af tidligere politifolk, der behandler klager over politivold, og først og fremmest mangler man de lægmænd, der er i det tilsvarende klagesystem inden for sundhedsvæsenet. Programmet slutter med at værten Adam Dyrvig Tatt sammen med de efterladte afholder en mindehøjtidelighed for de dræbte og opsætter en mindeplade på Justitsministeriets mur: ”Til minde om de borgere, der mistede livet i mødet med politiet”, lyder indgraveringen blandt andet.
Udelod oplysning om lægmands-ledelse
Den myndighed, der efter 1. januar 2012 har taget sig af klager over politiet hedder Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP). Ifølge DR-programmet er ’uafhængighed’ her en stærkt tvivlsom betegnelse, da det stadig er folk med politi-baggrund og politi-relationer, der behandler klagerne. Men sådan ser de ansatte ikke selv på det.
»Man nævner sundhedsvæsenet for at underbygge pointen om, at man skal have lægpersoner i vurderingen, og så undlader programmet fuldstændig at nævne, at Politiklagerådet, som er vores øverste ledelse, består af 5 uafhængige medlemmer – en landsdommer, en advokat, en universitetslærer og 2 repræsentanter for offentligheden. Det er påfaldende, at man kritiserer en ordning, man ikke ulejliger sig med at beskrive,« siger Rasmus Blaabjerg, der er kontorchef i DUP, som også nævner, at myndigheden i modsætning til før ikke er en del af politi og anklagemyndighed.
Han mener generelt, at seerne får et helt forkert indtryk. Det meste af programmet handler nemlig om en række cases, som ligger langt tilbage – op til 12-13 år – og som DUP aldrig har haft fingre i. Men indirekte bliver det DUB, som kommer til at stå som repræsentant for de gamle sager.
»Der er kun en af de sager, man ser i programmet, som vi har behandlet – en mand, der fik brækket armen. Som seer får man det indtryk, at vi har haft noget at gøre med de sager, hvor personerne har mistet børn og unge mennesker, som alle blev behandlet før den nye ordning trådte i kraft. Så det ser ud som om, vi kritiseres for nogle sager, vi ikke har behandlet.«
Kritisk sagsfremstilling
Men heller ikke fremstillingen af de ældre sager er helt problemfri, mener kritikerne.
I programmet fortælles det, at tilrettelæggerne ikke ønsker at undersøge selve sagerne, men derimod borgernes tillid til systemet.
Derefter bruges store dele af udsendelsen på at fremstille de enkelte sager, fortalt ud fra ofrenes – de efterladtes – synspunkt.
Sagerne blev i sin tid behandlet at statsadvokaten. Og i Anklagemyndigheden blev DR-udsendelsen fulgt med hovedrysten blandt andet af kommunikationschef Mikkel Thastum.
Han synes ikke, programmet afholder sig fra at dykke ned i sagerne igen.
»Nej, det synes jeg overhovedet ikke. De rejser jo en gammel kritik omkring sager, der for længst er afsluttede og fuldt udspillede i hele retssystemet. Hvis problemet er så stort, hvorfor kan de så ikke finde nogen nye sager,« siger han.
Måtte ikke blive interviewet
Thastum mener af den grund, at DR og Larm Film svigter det presseetiske princip om at lade modparten komme til orde. Anklagemyndigheden ville nemlig gerne have ladet sig interviewe, men det ønskede producenterne ikke.
»De henvender sig sent i forløbet med noget kritik for at få kommentar til kritikken. Og vi siger: det lyder som hårde ord, det vil Rigsadvokaten gerne lade sige interviewe om til kameraet. Så viser det sig, at de ikke vil have, at vi skal filmes. Vi får lov at svare skriftligt på nogle spørgsmål, så det ser ud som om, vi bare har sendt en email.«
Han mener derfor ikke, anklagemyndigheden som modpart kommer ordentligt til orde i forhold til den kritik, der foreligger.
»Vi har måske 15 sekunder – sådan føles det. Og kritikken løber over 30 minutter eller noget i den stil. De gange, jeg har talt med dem, siger de: "det er jo ikke en kritik af jer". Men det synes jeg er helt forkert, når man ser programmet.«
DR: problemet er stadig det samme
Anders Thomsen fra DR er redaktør for udsendelsen, og han er gennemgående ikke enig i den kritik, der fremføres mod programmet.
»Programmets fokus er den manglende tillid til det gamle system. De gamle cases skal ikke bruges til at kritisere det nuværende system. Vi fortæller om dem for at vise, hvad der ansporerede politikerne til at lave systemet om. Vi siger meget klart, at vi ikke går ind i, om sagerne er bedømt rigtig eller forkert,« siger Anders Thomsen.
Tror du seerne kan skelne mellem, hvad der er det nye og gamle system?
»Jeg håber og tror, man kan skelne. Men jeg synes også, programmet viser, at det nuværende system ikke er så forskelligt fra det gamle. Og det er det, vi synes, der er vigtigt at tage en debat om.«
Er det ikke faktuelt forkert, når I fremstiller det som om, der ikke er lægmænd involveret i Den Uafhængige Politiklagemyndighed?
»Vores kritikpunkt går på om efterforskningen er uafhængig. Det er rigtigt, at DUP’s bestyrelse består af uafhængige personer. Men de efterforsker ikke sager, og de behandler kun overordnede principielle sager, svarende til ca. 2 procent af det samlede antal klager. Så det ændrer ikke, at det er tidligere politikfolk, der faktisk efterforsker klagesagerne.«
Burde I have forklaret den forskel?
»Den centrale pointe her er jo, at uafhængigheden ikke er øget i forhold til gamle system med politiklagenævnene, når Politiklagerådet kun kigger på overordnede principielle sager.«
I siger, I ikke vil gå ind i sagerne – men gør I ikke det i den måde, de bliver præsenteret på?
»Programmet viser, at der er en manglende tillid til systemet. Men vi går ikke ind og diskuterer, om det var rigtigt, at sagen blev afvist eller ej.«
Kan man skille de ting ad?
»Ja,« siger Anders Thomsen, der også mener, man har levet op til sin etiske forpligtelse om at høre modparten i sagen.
»Med i programmet har vi jo statsadvokaturens kommentar, der siger, de mener sagerne er ordentlig behandlet og de kan ikke kommentere enkeltsager. Desuden kommenterer justitsminister Morten Bødskov også i programmet som øverste ansvarlig.«
Smuglede kilder ind som produktionsfolk
Den anden modpart - Den Uafhængige Politiklagemyndighed – optræder ikke i udsendelsen, udover nogle skriftlige kommentarer til problemstillingen.
Dagen efter dokumentarudsendelsen rullede over skærmen på DR, blev DUP’s direktør Kirsten Dyrman ringet op af flere journalister, der spurgte, hvorfor hun ikke ville lade sig interviewe i udsendelsen om kritikpunkterne.
Det har imidlertid sin helt egen forklaring – nemlig en episode, der udspillede sig i foråret. Her havde Larm Film truffet interviewaftale med Kirsten Dyrman, der tog imod på sit kontor.
»Værten Adam Dyrvig Tatt kom ind på kontoret med filmholdet, som han præsenterede. De var 5-6 stykker, og jeg bemærkede lidt jovialt, at de var godt nok mange. Et stykke henne i interviewet siger han så: "Alle, jeg har talt med, er utilfredse med jeres arbejde. Men vi kan jo spørge dig, Peter!" Og så vender de kameraet over mod en mand, der havde udgivet sig for at være lydmand, der så viser sig at være den person i programmet, der har fået sin arm brækket,« fortæller Kirsten Dyrman.
Situationen, som nu gik op for Dyrman, var, at Larm Film havde taget to klagere med ved interviewet under påskud af at de var ansatte ved produktionen.
Klage blev imødekommet
Kirsten Dyrman var rystet.
»Det lykkedes mig at bevare fatningen, selv om jeg kogte indvendig, og jeg gav udtryk for, at det her var utilfredsstillende. Jeg fik faktisk lidt ondt af de personer, der blev trukket rundt i manegen af et produktionsselskab, der vil skabe ramasjang,« siger hun.
Dyrman beder om at få afsluttet interviewet. Men på vej ud begynder Adam Dyrvig Tatt igen at presse hende for at forholde sig til de klagere, der er med ved interviewet.
»Så kan jeg se, at kameraet stadig snurrer, og at de har filmet lige fra det tidspunkt, sekretæren lukker dem ind – uden respekt for personalet. Det her skulle åbenbart bruges til at vise en sur direktør, der smider de stakkels klagere ud,« fortæller hun.
Efterfølgende klagede Kirsten Dyrman til DR over interviewet, hvilket førte til, at optagelsen ikke blev brugt i dokumentarprogrammet. DR tilbyder, at der bliver lavet et nyt interview. Til det krav betinger Dyrman sig, at det bliver en anden journalist end Adam Dyrvig Tatt.
»Jeg vil ikke kunne sidde og gennemføre et interview med Adam, når han én gang har gået mig så meget for nær, stillet groteske spørgsmål og løjet mig lige op i ansigtet. Så vi vælger at markere, at der går grænsen,« siger Dyrman.
Erkender fejl
DR ville ikke gå med til, at Adam Dyrvig Tatt skulle erstattes af en anden interviewer. Derfor blev enden på den sag, at Kirsten Dyrman svarede skriftligt på Larm Films spørgsmål.
»Hun foreslog at lave interviewet med en anden DR-journalist. Det synes jeg ikke gav mening – Adam er vært, og det ville sandsynligvis skabe forvirring og sløre forståelsen, hvis der lige pludselig dukkede en anden vært op. Det udviste hun forståelse overfor,« fortæller Anders Thomsen.
Omkring interviewet med de falske produktionsfolk, lægger han sig fladt på maven. Det var en fejl.
»Ideen med det og hele programmet er at give borgerne en stemme og en adgang til det her system, hvor deres følelse ellers har været, at de slår i en dyne. Meningen var ikke, at hun skulle kommentere på deres sager; det var bare, at de for første gang skulle stå ansigt til ansigt med en fra systemet,« fortæller han.
Han godkendte ideen omkring interviewet. Det har han siden fortrudt.
»Det var bare ikke ok. Og set i bakspejlet skulle jeg aldrig have godkendt det interview. Så vi har beklaget over for Kirsten Dyrmann, og vi brugte ikke interviewet i programmet. Med til historien hører også at dette skete på et tidspunkt, inden vi havde sat fokus på at højne kendskabet til vores programetiske retningslinjer.«
Fik det Kirsten Dyrman til at lukke af i forhold til sin medvirken?
»Min oplevelse var, at hun ikke var særlig glad, og hun havde ret i sin kritik. Efterfølgende havde vi så en konstruktiv dialog om, hvordan hun kunne komme til orde,« siger Ander Thomsen.
Dyrman har til gengæld svært ved at huske dialogens konstruktivitet.
»Jeg accepterede at nøjes med at afgive en skriftlig udtalelse. Men der var sådan set ikke noget alternativ,« fortæller hun.
Episoden kom til at præge Kirsten Dyrmans syn på lødigheden af den udsendelse, der altså blev vist onsdag aften.
»Vi skal nok komme videre, men det var ikke en god oplevelse, og mine forventninger til, at der ville komme noget som helst godt ud af et nyt interview var lig nul. Vores fornemmelse var, at der var en dagsorden, og vores deltagelse var stort set ligegyldig.«
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Efterhånden et problem med de mange dokumentarprogrammer der tiltrækker mere kritik end de "problematiske" forhold de ønsker at afdække. Især indkøbte "dokumentarprogrammer" fra såkaldte produktionsselskaber er problematiske. Man kan jo også få den mistanke at dokumentarprogrammer der ikke rigtig afsløre noget vi kan forarges over kan være vanskelige at afsætte, og så er præmisserne og konklusionen givet på forhånd.
Det er jo en oldgammel strategi, at et modangreb er det bedste forsvar.
Det er jo egentlig ikke et modangreb. Blot advarsel om elendig journalistik, hvis det da overhovedet er journalistik.
DR Dokumentar og DR Nyheder har med en række etisk tvivlsomme produktioner skabt seværdig og spændende underholdning, hvor dokumentarens eller nyhedens budskab og metoder ikke har skullet besværes af detaljer eller hensyn til andre end den gode historie. Om det er hjemmehjælpere, ungearbejdere, advokater og revisorer eller offentligt ansatte, høj som lav, hemmelige optagelser, agent provocateurs, fingerede happenings, halve sandheder og månedlange overvågninger, alt dette synes underordnet i DR-land - den gode historie, DRs virkelighed, det er det væsentlige.
DR er nødt til rodfæste sine etiske regler hos sine produktionsselskaber og sig selv (tilsyneladende). Der er for mange historier, der stiller DR i et tvivlsomt lys, og indtil der skabes tillid til at DR holder en høj etik, er mediet nødt til at være helt transparent.
Nej, for satan, Mikke Thastum, Gud forbyde, at myndighederne ikke får det sidste ord - det er jo ikke bare dårlig journalistik, det er samfundsundergravende.
Flere