De visuelle fag er under pres. De faste jobs er forsvindende få, AI-løsninger æder sig ind, og freelance-markedet skrumper år for år.

Det får mange fotografer, grafikere og tegnere til at spørge sig selv: Hvad er min exit-plan?

I serien her taler vi med nogle af dem, der enten er i gang med at lægge trædestenene til en ny vej, eller som allerede har taget springet.

I dag skal du møde Katrine Becher Damkjær. Hun er 47 år, uddannet fotojournalist og sad i 13 år i et af fagets få faste stillinger som fotograf på Fyns Amts Avis.

Men i 2021 sagde hun op, og i dag er hun halvvejs i lærerstudiet.

Jeg blev færdig som fotojournalist i 2008. Samme år hørte jeg fra en ven, der havde været i praktik på Fyns Amts Avis, at de manglede en vikar. Jeg ringede og fik vikariatet, og efter ni måneder blev jeg tilbudt en fast stilling. I dag lyder det jo helt vildt, men det kunne man altså dengang.

De første år havde jeg fire fotograf-kolleger hernede, og da vi blev fusioneret til Jysk Fynske Medier, kom der flere til. Men så begyndte krisen at kradse. Branchen gik bare nedad, og man begyndte at fyre fotografer og nedlægge fotoredaktioner. Til sidst var vi kun to fotografer på Fyn.

I august 2021 var jeg til en udviklingssamtale. Jeg havde det virkelig ikke særlig godt på det tidspunkt. Jeg var træt af at gå på arbejde, og jeg var træt af at komme hjem og være vred og ked af det hver dag. Jeg syntes, jeg var en lortemor, og fagligt var det bare ikke fedt at gå på arbejde længere. Der var ikke nogen at sparre med, ikke nogen at tale fotografi med, og alt handlede om, hvor mange klik din historie havde fået.

Samtalen ender med, at jeg bryder helt sammen og sidder og græder inde ved min chef. Vi bliver enige om, at orlov måske kunne være en idé. Men jo mere vi fik talt om det derhjemme, jo mere kunne jeg bare mærke, at det ville ødelægge mig at blive. Så mandagen efter sagde jeg op.

Det føltes tosset at opsige et fast job som fotojournalist i mediebranchen. De findes jo stort set ikke, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle lave i stedet. Jeg overvejede alt fra gartner til at læse psykologi. Det skulle bare være noget helt andet – mediebranchen hang mig virkelig ud af halsen.

Jeg har aldrig nogensinde drømt om at blive lærer, men jeg har altid godt kunnet lide at undervise de nye fotojournalistpraktikanter, når de startede på avisen. Så dagen inden ansøgningsfristen til kvote 1 besluttede jeg at søge ind på læreruddannelsen. Der er noget jobsikkerhed i at være lærer, som virkelig er attraktiv, når man kommer fra en branche, som helst bare vil have en ud.

Jeg er halvvejs i lærerstudiet nu. Jeg tager det som fjernstudie online og har undervisning på zoom om aftenen og ved fremmøde cirka to dage om måneden. Jeg får SU, der lægger en bund, og så har jeg lidt småopgaver ved siden af – jeg har for eksempel lige lavet valgplakater for SF i Svendborg og fotograferet til åbningen af en ny udstilling på det lokale museum.

Hvis min mand ikke havde haft et fuldtidsjob, kunnet vi aldrig have gjort det her. Og selvfølgelig er der ting, som ikke kan lade sig gøre nu. Jeg hører oftere mig selv sige nej til mine børn end tidligere. Men det har også fået mig til at tænke, at gud hvor har jeg egentlig sagt meget ja før. Jo, lad os da bestille takeaway – ja, lad os da tage til Berlin i påsken.

At være fotograf var en stor del af min identitet, og jeg kan da godt savne at tale fotografi med nogen. Sidst der var PF-Konference, overvejede jeg også at tage med. Men så skulle man stå der med en masse andre fotografer og tale om, hvor træls branchen er. Det gider jeg egentlig ikke – det er sgu da lidt deprimerende.

Min drøm er at komme ud og arbejde på en efterskole, der har mediefag eller fotografi. Jeg har lige afsluttet matematik som mit første undervisningsfag, og efter sommerferien skal jeg have samfundsfag og billedkunst. Mange advarer om, at det at arbejde på efterskole er en livsstil, og at man aldrig rigtigt har fri. Men sådan var det jo også at være fotograf, så det skræmmer mig ikke.

Jeg kunne godt tænke mig at komme tilbage til at elske at fotografere igen. De sidste år var det bare en sur pligt, der skulle overstås, men jeg tror faktisk, at det at undervise unge mennesker kunne få mig til at genopdage, at det jo er verdens fedeste fag. Man skal bare ikke regne med en ansættelse i mediebranchen.