Foto: Getty Images og privat (red. Jo)
Hvad siger tatoveringen om dig fagligt og som person?
”Jeg ved ikke, om den siger det store om mig fagligt eller personligt i dag. Men den er en påmindelse om 25-årige mig, som jeg sætter stor pris på. 25-årige mig, som var journaliststuderende med den der helt særlige iver, man har, når man er helt grøn i faget. Her 10 år senere er jeg vist blevet lidt mere pragmatisk anlagt, og der kan det nogle gange være rart at blive genbesøgt af sit yngre jeg – og det bliver jeg, når jeg ser på den tatovering.”
Sommerserie: Arbejdsblæk
Journalisten bringer i denne serie fotos og anekdoter fra folk i medie- og kommunikationsbranchen med arbejdsrelateret blæk på kroppen.
Vil du også gerne dele din branchetatovering med verden? Skriv til Journalisten på journalisten@journalisten.wp.stage.combell.peytz.dk
Hvordan opstod idéen?
”Jeg fik lavet tatoveringen, da jeg var frivillig journalist på Orange Press – Roskilde Festivals avis. Her skulle jeg lave en reportage fra Human Rights Tattoo, som er et internationalt kunstprojekt. Projektets mål er at tatovere 6.773 mennesker verden over med menneskerettighedserklæringen fra 1948. Bogstav for bogstav. Og her fik jeg så den idé at lægge hud til ét af de 6.773 bogstaver, som menneskerettighedserklæringen indeholder. Det var en spontan idé, som opstod ved redaktionsmødet.”
Hvis du skulle have en ny tatovering, der siger noget om dit arbejdsliv, hvad skulle det så være?
”Historiestoffet har været en rød tråd i mit arbejdsliv i 10 år, så måske et par runer.”
Karen Lerbech Bomholt
Alder: 35 år
Titel: Journalist på DR
Hvornår fik du tatoveringen: 2014
Dit mest brugte arbejdsredskab: Helt klart min computer, som jeg både bruger til at skrive på, men også til at researche ved bl.a. Rigsarkivet, Det Kongelige Bibliotek og DR’s store arkiv. DR’s bibliotek er også et vigtigt redskab i mit arbejde
Hvad lytter du til, mens du arbejder: Helst ikke noget. Jeg arbejder bedst i nogenlunde stilhed
Hvad i din branche kunne også fortjene en tatovering: En bog. Skønlitteratur er for mig en vigtig del af journalistikken, for det er dér, sproget bor. Jeg synes derudover, at jeg bliver en bedre journalist af at læse skønlitteratur. Det udvider ikke blot mit sprog, min horisont bliver også større. Og så er en god bog en kærkommen pause fra skærmen
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.