Specialforeningen Journalisterne har valgt ikke at ekskludere sportsjournalist Michael Qureshi alligevel.
I går blev den fyrede Ekstra Blads-journalist ellers smidt ud med fynd og klem. Da sagde foreningens formand Rasmus Mark Pedersen, tillidsmand på Radio 24syv, til Journalisten:
»Det er jo ikke journalistik, han har lavet. Punktum«
Men nu trækker Journalisterne eksklusionen tilbage. På Journalisternes Facebook-side skriver foreningens formand Rasmus Mark Pedersen:
”En eksklusion bør ikke finde sted uden en grundig sagbehandling, hvorunder vi hører både vores kollega og arbejdspladsens tillidsmand og sætter os personligt godt ind i sagen. Det er ikke sket i dette tilfælde, og jeg skal på egne og bestyrelsens vegne undskylde og kalde eksklusionen tilbage.”
BESTYRELSEN BEKLAGERVi har modtaget en del henvendelser med kritik af vores eksklusion af Michael Qureshi. I den...
Opslået af Journalisterne på 10. december 2015
Kritik af beslutningen
Annulleringen af eksklusionen kommer efter kritik af specialforeningen på blandt andet Facebook. For eksempel skriver Troels Gadegaard Frølich, tidligere HB-medlem i DJ:
”I Journalisterne bør vi måske overveje, om vi har et forklaringsproblem lige nu.”
Mens Per Mathiessen, journalist på Ekstra Bladet, skriver
”Jeg har delt arbejdsgiver med Michael Qureshi i 10 måneder på EB. Men jeg kender ham ikke og har aldrig talt med ham. Jeg har heller aldrig mødt ham. Jeg kan ikke finde et eneste formildende element ved det, han har gjort. Men hvis bestyrelsen for Journalisterne virkelig mener, at Qureshi skal smides ud af DJ på et tidspunkt, hvor han (ganske vist selvforskyldt) er helt i knæ - så kan man spørge sig selv, hvad man overhovedet skal med en fagforening (…)hvis Qureshi er blevet hasteekskluderet fra specielforeningen Journalisterne uden hjemmel i vedtægterne, som Troels Gadegaard påpeger, så må I også godt ekskludere mig.”
Rasmus Mark Pedersen tager kritikken til sig.
»Vi synes stadig ikke, at det er fantastisk at digte, men basalt set kan vi i bestyrelsen se, at vi ikke har hjemmel til at ekskludere Michael Qureshi,« siger Rasmus Mark Pedersen.
Formanden forklarer videre, at der internt i bestyrelsen har været misforståelser i sagen.
»Vi skulle have haft en grundigere proces,« siger han.
Den grundigere proces handler blandt andet om, at Journalisterne ikke har nedskrevne procedurer for ekskluderinger, og at bestyrelsen ikke hørte alle parter.
»Inden vi traf beslutningen, skulle vi have talt med både Michael Qureshi og tillidsfolkene på Ekstra Bladet,« siger Rasmus Mark Pedersen, der fastlår, at Journalisterne ønsker at værne om journalistfaget.
Journalistik efter de presseetiske regler
Det indebærer blandt andet, at medlemmerne af foreningen skal lave journalistik efter de presseetiske regler.
Betyder det, at medlemmer, der får en kendelse i mod sig i Pressenævnet, bliver smidt ud?
»Nej, man kan sagtens være medlem, selv om man får kritik.«
Men hvordan adskiller Michael Qureshi-sagen sig fra en kraftig kritik i Pressenævnet?
»Det her er en helt abnorm sag. Egmont har trukket 500 artikler tilbage – det er den største mediesag i Danmark nogensinde. Og den er ikke slut endnu.«
Hvor går grænsen for, hvornår man kan være medlem hos jer?
»Jeg ved ikke, hvor grænsen går. Og det er problemet.«
Nu er Michael Qureshi pludselig velkommen hos Journalisterne igen. I har ikke behandlet ham så pænt. Hvorfor skulle han have lyst til at være medlem hos jer?
»Jeg kan godt forstå, hvis han ikke længere vil være medlem hos os. Måske passer han heller ikke så godt ind. Journalistik er jo ikke noget, man digter,« siger Rasmus Mark Pedersen.
Journalisten forsøger at få en kommentar fra Michael Qureshi.
Artiklen er præciseret klokken 12.37 med korrekt titel på Troels Gadegaard Frølich.
14 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
DJ er en fagforening der skal varetage sin medlemmers interesser, også når de selvforskyldt bringer sig i uføre. Journalisterne er en interesseorganisation som skal varetage journalistikkens interesser, ikke enkeltpersoners. Det gør en stor forskel. Men der skal selvfølgelig være hjemmel til hvad man gør, og det skulle man nok har tænkt over før man mudrede det hele til og gav Q chancen for at gå selv. Man fristes stærkt til at mene, at Journalisternes håndtering af denne sag er sur røv. Måske endda drømmefyldt djøf’ers røv.
Jeg er blevet citeret for noget, jeg angiveligt har sagt, men som jeg ikke mener. (Jeg troede, jeg sagde noget andet, men jeg stoler naturligvis på journalisten.)
Det er ikke den største mediesag nogensinde, men den største sag om forfalskning i medierne.
Journalisten ville ikke rette det, men har bedt mig skrive denne kommentar i stedet.
Fra artiklen :
..Det indebærer blandt andet, at medlemmerne af foreningen skal lave journalistik efter de presseetiske regler.
Som flittig læser af danske sportartikler og som tidligere spurgt til her i kølvandet på Qureshi-skandalen og efterfølgende mulighed for dansk sportspresse at rette op på tingene, så er det mig uforståeligt at produktionen af artikler hos BT fortsætter med så ringe kilde-henvisning :
EKSEMPEL FAIL igen fra BT endnu engang i dag :
https://www.bt.dk/fodbold/united-desperate-gaar-efter-disse-tre-megastjerner
hvor listes tynde/flyvske "...siger en kilde i klubben til The Times.
HVORIMOD i EB lader det til at de har rettet op på tingene ved at inkludere DIREKTE indlejret/clickable/klikbart link :
https://ekstrabladet.dk/sport/fodbold/udenlandsk_fodbold/engelsk_fodbold/PremierLeague/vildt-projekt-united-jagter-ronaldo-bale-og-neymar/5867757
Hvorfor vil BT ikke løfte niveauet også ?
Helt utroligt, at man skal blive ved med at skære ting ud i pap.
Spøgsmål: Et det at indlejre/ gøre link clickable/klikbare journalistik efter presseetiske regler i år 2015 eller ej ?
Hvis ja - er der så ikke nogle - eventuelt formanden fra Danske Sportsjournalister - der kan påpege vigtigheden til BT at det er selvfølgelig presseetisk altid at inkludere indlejret/clickable/klikbare link til kilde hvor muligt og helt oplagt i år 2015 oven på Qureshi-skandalen og fremadrettet ?
Undskyld mig, men der er ganske meget, vi endnu ikke kender til bunds i denne sag.
Det er ikke godtgjort, at der er opdigtet andet end navne på nogle kilder, hvilket man derefter ikke har klareret. Det er i sig selv kritisabelt, men det indebærer ikke, at man hverken har opdigtet kilder eller historier eller øvrigt indhold.
Om Michael Qureshi har gjort det, ved vi ikke. Det antydes kun.
Vi kan kritisere det, der er klarlagt. Artiklerne skulle have været klareret.
Og, ja, naturligvis er DJ hans fagforening, uanset at han selv er årsag til at være havnet i uføret her.
Det glæder mig at specialforeningen under DJ 'Journalisterne' indser, at man (Læs: Formanden) har nosset i den og trukket eksklusionen af Michael Qureshi tilbage. Det glæder mig også, at ledelsen hos Dansk Journalistforbund understreger, at Michael Qureshi som medlem af DJ naturligvis har krav på faglig bistand fra forbundet.
Der er nok en del i dansk sportsjournalistik, der kunne trænge til et eftersyn.
Et enkelt eksempel: En kendt dansk bokser har en kendt dansk (halv)søster med en markant (kunstig) barm. Redaktionen på Ekstra Bladet har gennem mange år været bekendt med, at der er opsigtsvækkende oplysninger om den kendte søster, som hidtil ikke har været fremme. Oplysninger, der alt andet lige vil belaste søsteren. Sportsredaktionen har i årevis krævet at Ekstra Bladet afstod fra at offentliggjorde disse oplysninger - ene og alene fordi sportsredaktionen frygtede at offentliggørelse ville skade sportsredaktionens forhold til den kendte bokser. Skiftende chefredaktioner har efterkommet sportsredaktionens ønske.
Flere