De delegerede på Fagligt Forum 2012 debatterede spørgsmålet om journalister og kommunikatører i samme forbund. Formand Mogens Blicher Bjerregård satte trumf på ved at sige, at en kommunikatør sagtens kunne blive DJ-formand.
Et af de mest ømtålelige og centrale emner på DJ's aktuelle dagsorden var til debat på førstedagen af Fagligt Forum 2012, der torsdag og fredag har samlet cirka 300 delegerede på hotel Park Inn på Amager - spørgsmålet om forskelle og ligheder mellem journalister og kommunikatører.
Villy Dall, medlem af HB, slog fast, at han som journalist på Thisted Dagblad, opfatter det naturligt, at de to grupper har fælles organisation.
»Presseafdelingen hjælper os med at komme i kontakt med dem, vi har brug for,« sagde han med udgangspunkt i egne erfaringer.
»Som lokaljournalist gennem 20 år kan jeg sige, at det er en lettelse i forhold til tidligere.«
Rekruttering af flere kommunikatører er en del af DJ's strategi for vækst. Spørgsmålet har de senere år vakt store følelser, fordi kommunikation udfordrer journalistikkens selvforståelse og identitet. Den gamle standsforening er under opbrud.
»I dag handler det om at have mange medlemmer, ikke at varetage journalistikkens interesser. Derfor er forbundet irrelevant for mig,« har nu udmeldte dokumentarinstruktør Christoffer Guldbrandsen tidligere udtalt til Journalisten.dk.
Det skete, efter at DJ både havde støttet både ham og hans modpart Jacob Winther, rådgiver i Forsvarsministeriet.
Journalisten har omtalt den og lignende sager udførligt i artiklen Guldbransen vs Winther.
Samtidigt har flere kommunikatører netop givet udtryk for, at DJ ikke gør nok for dem. Blandt andet skriver Journalisten ikke nok om kommunikation, lyder det i en stor interviewundersøgelse.
På Fagligt Forum blev DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård direkte spurgt:
»Kan du se en kommunikatør som formand for DJ?«
Hans svar lød: »Ja!«
De delegerede debatterede spørgsmålet i gruppearbejde. Her spurgte HB-medlem Per Roholt sin gruppe:
»Hvad oplever journalister som det største problem med kommunikatører?«
Og svarene lød blandt andet:
»At kommunikatørerne lyver, hvis de kan!«
»At de holder viden tilbage!«
De kritiske udfald fra journalister kaldte på modsvar fra kommunikatørerne:
»Hvilken situation har du oplevet det i?«
»En professionel kommunikatør vil sige, at han undersøger sagen og vender tilbage. Han ved godt, at journalisten kan ringe til omstillingen. Man lyver aldrig.«
Og retur igen fra journalisterne:
»Når man ringer med en kritisk sag, så siger I, at den ansvarlige medarbejder ikke er til stede i dag.«
Mogens Blicher Bjerregård bød ind med en mægling:
»En journalist vinkler en historie; han fortæller heller ikke den fulde historie. Han træffer et valg, det gør kommunikatøren også.«
Men debatten rullede videre:
»Men kommunikatører forsvarer firmaets interesser!«
»Hvis interesser forsvarer du selv?«
Efter gruppearbejdet var de delegerede samlet igen og fremlagde de luftede standpunkter i en fælles sal. Også har faldt markeringerne tæt.
»Jeg har været både dagbladsjournalist og kommunikatør. Jeg fornemmer en stor uvidenhed om, hvad kommunikatører laver, blandt dem, der ikke arbejder med det.«
Dagens heftigste konklusion lød direkte, at de to grupper må gå hver for sig.
»Vi kan ikke være i samme forbund. Når I siger man skal gøre op med den gamle skelnen mellem journalister og kommunikatører, og I dermed retorisk udviser forskellene, så siver giften ned i organisationen!«
15 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Har været på begge sider af bordet, men synes der en tendens til, at det er de, der udøver den klassiske journalistik, der står DJ nærmest. Måske naturligt nok, men derfor også naturligt, at man hver især forholder sig til sit medlemsskab af DJ. De netop afsluttede kollektive overenskomstforhandlinger dækker ca. 2.000 af forbundets medlemmer. Med ca.15.000 medlemmer betyder det, at ca. 13.000 mere eller mindre er på egen mark, når der skal laves aftaler.
Jeg tror, der er mange andre end rene journalister, der gerne vil være med i DJ, men hvis man opleves som malkeko og andenrangs medlem, fordi man bruger det journalistiske håndværk på anden vis, end på de hensynende massemedier, så kan man sagtens klare sig uden DJ og pressekortet, nøjes med en a-kasse og ellers finde en faglig forening, der forholder sig til de mange udfordringer, der er ved at arbejde med kommunikation i øvrigt - journalistuddannet eller ej.
DJ overenskomstdækker mange flere end blot 2.000, så det er helt sort, når du taler om 13.000 på herrens mark. Nu ved jeg ikke, om du er journalist, men lidt research havde uanset klædt dig. På DJ's hjemmeside kan du se en liste over alle DJ-overenskomster, og du kan formentlig få oplyst af DJ, hvor mange medlemmer, der er DJ-overenskomstdækket.
Hvis du føler, at du får mere for pengene et andet sted, så vil jeg anbefale dig at skifte fagforening. 1.500 DJ-medlemmer er medlem af K-gruppen (DJ Kommunikation). De skal have samme gode behandling og kunne se sig selv i DJ som alle andre DJ-medlemmer, men det er klart, at hvis du har en faglig forening på hånden, der er "bedre til at forholde sig til de mange udfordringer...", så er valget lige til. Af ren nysgerrighed: Hvilken faglig forening tænker du på?
Ved udmærket, at DJ overenskomstdækker mere end de 2.000 journalister på dagblade m.m., som er den gruppe, jeg refererer til og som stadig er de toneangivende i DJ. Så min research er på plads.
Når du ved det, så er det da yderst mærkeligt at skrive: "...Med ca.15.000 medlemmer betyder det, at ca. 13.000 mere eller mindre er på egen mark, når der skal laves aftaler..."
Med fare for at blive beskyldt for at være en mimose, så synes jeg egentlig, at ovenstående meningsudveksling illustrerer problematikken ganske godt.
Hvis man som kommunikatør tillader sig at mene noget om, hvorvidt journalister og kommunikatører kan rummes i samme forbund, så bliver man meget hurtigt mødt med et "skrid, pom'frit". Eller beskrevet som "gift, der siver ned i organisationen". Det er altså uartigt.
Men ja, det er da rigtigt, at man bør skifte forbund, hvis man kan finde et, der varetager ens interesser bedre. Men hvad nu, hvis man på trods af et kommunikationsjob stadig identificerer sig som journalist, fordi man dagligt bruger sine journalistiske færdigheder kombineret med nogle værktøjer fra kommunikationsfaget?
Hvor skal mimosen - eller pommes friten - så skride hen?
Flere