FU bremser for køb af DJ-domænet

DJ-formand ville gerne bruge 100.000 kroner til at købe domænet dj.dk, men forretningsudvalget har vendt tommelfingeren ned. »Utroligt mange kontingentkroner at bruge på det,« siger Lars Lindskov

Som forbund for journalister og kommunikatører er der noget paradoksalt over DJ’s lange webadresse: journalistforbundet.dk. Man bliver næsten træt i øjnene blot af at læse det.

Den erkendelse har man længe haft i DJ-ledelsen, og nu vil formand Lars Werge gerne gøre et alvorligt forsøg på at erhverve domænet dj.dk fra ejeren, advokaten Dennis Jakobsen.

Men prisen bliver for høj, mener DJ’s forretningsudvalg. Ved seneste møde valgte udvalget at sige nej til Werges indstilling om en ramme på 100.000 kroner til at erhverve nyt domænenavn.

»Jeg er da ærgerlig, for jeg synes, det giver god mening. Domænenavnet dj.dk vil være med til at brande, at vi er et forbund, der ikke længere udelukkende er for journalister, men også for andre fagligheder. Så der vil ligge en vigtig signalværdi i forhold til de grupper,« siger Lars Werge.

Han peger også på det rent praktiske i det lange domænenavn, der resulterer i lange mailadresser for de ansatte.

»Det er det andet aspekt. Uden at sige at vores medlemmer er dårlige til at stave, så kan det være en udfordring med mailadresser, der ender på journalistforbundet.dk,« siger han.

For dyrt

Ud over Werge var det imidlertid et enigt forretningsudvalg, der sagde nej til indstillingen.

»Jeg synes, det er utroligt mange kontingentkroner at bruge på det. Og websitet kommer jo hurtigt op, når man googler DJ,« siger Lars Lindskov, formand for Pressefotografforbundet og medlem af DJ’s forretningsudvalg.

Han har også et andet forbehold over for bevillingen, og det er tidspunktet.

»Vi har løbende drøftelser af vores navn. Jeg mener selv, vi har et fremragende navn. Men andre i hovedbestyrelsen mener, vi måske skal hedde noget andet på et tidspunkt. De diskussioner regner jeg med, at vi får taget hul på i den kommende tid. Og derfor er det ikke det rigtige tidspunkt at gå ud og lægge så mange penge lige nu,« siger Lars Lindskov.

Han mener, at sagen om købet af et nyt domæne dermed er lagt død indtil videre.

Det er dog ikke helt Lars Werges opfattelse.

»FU har besluttet, at vi ikke kan bruge 100.000 kroner. Men vi har stadig kontakt med manden, så på den måde foregår der stadig en slags forhandling,« siger Werge.

Ikke hurtige nok ved havelågen

Ifølge DJ’s kommunikationschef, Troels Johannesen, har tanken om at købe domænet dj.dk verseret i forbundet i mindst 15 år, og der har været løbende kontakt med ejeren, Dennis Jakobsen, i hele perioden.

»Vi har en god dialog, og han ved godt, at vi er interesserede, og som han plejer at sige: Jeg har Danmarks mest besøgte private hjemmeside. Som jeg forstår det, er han reelt i tvivl om, om han skal sælge det, fordi han selv kan få brug for det,« siger Troels Johannesen.

Han peger som Lars Werge på, at dj.dk-domænet vil appellere bredere blandt medlemmerne.

»Jeg ved fra vores rekrutteringsindsats, at det rent faktisk betyder noget, hvad vi hedder på nettet. Folk, der læser kommunikation, har svært ved at se sig selv på en hjemmeside, der hedder journalistforbundet.dk. Der er mange medlemmer, der spørger, hvorfor vi dog ikke har dj.dk, og til det kan jeg desværre sige, at vi for 20 år siden ikke var hurtige nok ved havelågen.«

Troels Johannesen mener som Lars Werge ikke, at processen omkring dj.dk er slut på trods af FU’s afvisning.

»Vi må jo se, om vi kan finde en anden løsning. Vi taler pænt sammen, og han forstår godt, at vi gerne vil have det. Han signalerer også, at hvis han skal af med det, skal det være til os.«

20 Kommentarer

Stig Jonstrup Pedersen
23. SEPTEMBER 2015
"Domænenavnet dj.dk vil være
"Domænenavnet dj.dk vil være med til at brande, at vi er et forbund, der ikke længere udelukkende er for journalister."
Øh, den skal jeg have en staveplade for at forstå, når alle ved, at DJ i denne sammenhænge står for Dansk Journalistforbund- altså et forbund for journalister.....
Mathias Bay Lynggaard
23. SEPTEMBER 2015
Jeg hører selv fra nye
Jeg hører selv fra nye potentielle nye medlemmer, der ikke er journalister, at de studser så gevaldigt over den nuværende www-adresse, at de bliver i tvivl om, om de hører hjemme i dette forbund og i værste tilfælde ikke melder sig ind. Dem, der så har meldt sig ind, kan i medlemsundersøgelser fortælle, at de ikke mener, at journalistforbundet.dk rummer dem ordentligt.
Derfor burde man købe det dj.dk. Et godt domæne er rigtigt mange penge værd.
100.000 kroner er en del penge, også selvom det kan synes småt i det store billede, der er DJ's økonomi. Men her er tale om en engangsudgift, som vil gøre det nemmere at tiltrække og rumme medlemmerne af forskellig baggrund i DJ's identitet. Navnet på hjemmesiden er ikke ligegyldigt, fordi vi har en interesse i at rekruttere nye medlemmer, der klart ligger indenfor DJ's medlemsområder. Det synes jeg i hvert fald.
DJ - Medier og Kommunikation, som forbundet hedder i dag, kan rumme flere identiteter. Og når jeg står og forklarer folk, der overvejer at melde sig ind, som ikke er journalister, hvorfor de skal være medlemmer, er det altså lettere, end hvis jeg skal forklare kommunikatører og grafiske designere, hvorfor de skal være medlem af Journalistforbundet, uanset om de er studerende eller færdiguddannede. For den sags skyld burde man også overveje, om fagbladet skal hedde Journalisten, når mindre end halvdelen af medlemmerne er journalister. Men det er nok en selvstændig diskussion.
Det er en ærgerlig beslutning, FU her har truffet.

Venlig hilsen Mathias, formand for Danske Mediestuderende (et navn der er valgt for at rumme alle vores medlemmer)
Hans Lauring
23. SEPTEMBER 2015
Hvis studerende ikke melder
Hvis studerende ikke melder sig ind i forbundet på grund af vores URL, så kan det nok ikke lige løses med 100.000 og en kortere version, der stadig står får Dansk Journalistforbund. Så er vi tilbage ved diskussionen om vi i virkeligheden skulle hedde noget andet, og så er pengene for det nye domæne spildt.

Er vi derimod stadig Journalistforbundet, så må vi formode, at de medlemmer vi gerne vil tiltrække, nok skal være i stand til at finde os. Hjemmesiden er først hit i Google og alle moderne browsere og e-mail-programmer har indbygget hukommelse og autocomplete, så de skal nok hjælpe fremover. På den måde så overlever de ansatte såmænd også deres lange email-adresser.

En kort URL har slet ikke samme betydning som i internettets ungdom, og ofte er en mundret en af slagsen nemmere at huske og finde en en forkortelse. Så dj.dk er ikke 100.000 værd. Specielt ikke, hvis der er en ikke ubetydelig risiko for, at forbundet skifter navn engang i fremtiden.
Elisabeth Schioldann von Eyben
23. SEPTEMBER 2015
dj = Danske Julemænd

dj = Danske Julemænd
Lad os bruge medlemmernes penge fornuftigt og ikke på uforståelige forkortelser.
Rune Øgendahl
23. SEPTEMBER 2015
Uha, og Dansk Jernbaneforbund
Uha, og Dansk Jernbaneforbund har sat sig på djf.dk, så den går heller ikke. Men snup da dajo.dk så. Spar de 100 kilo og giv dem til nogen, der trænger.

Flere