Fotograf Tim Kildeborg Jensen blev langtfra begejstret, da han fandt ud af, at et af hans billeder pryder forsiden af det nyeste nummer af Magasinet Alka Superliga.
”Det er jo forfærdeligt, hvad de har gjort med det her billede. Det er fuldstændigt forkasteligt,” siger han til Journalisten.
Billedet ser nemlig ikke ud, som virkeligheden gjorde, da han tog det for flere år siden.
På det oprindelige billede – som bringes inde i bladet – står fem ungdomsspillere fra fodboldklubben OB med armene om hinanden. Men på forsiden er en af spillerne redigeret ud, en anden rykket rundt og en tredje beskåret væk, så man kun ser tre af de oprindelige fem.
Desler, JJ og Greve er på forsiden af Alka Superligabladet med photoshoppet foto #obfck #obdk #sldk #sportfyn pic.twitter.com/qwxfcJVl6a
— Søren Plovgaard (@SrenPlovgaard) October 15, 2017
”Man må simpelthen ikke flytte rundt på elementerne på den måde. Det er manipulation. Det er så groft, at man kan gøre den slags og slippe afsted med det. Det er jo svindel – svindel med sandheden,” siger Tim Kildeborg Jensen.
Redaktør: Vi fordrejer ikke virkeligheden
Magasinet Alka Superliga udgives af Dyhr Media i samarbejde med Divisionsforeningen og Superligaen. Ansvarshavende chefredaktør Lars Guldager Dyhr har svært ved at se problemet med deres forside.
”Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis fotografen føler sig trådt på. Men det mener jeg nu ikke, der er grund til. Vi viser jo billedet i sin oprindelige form inde i magasinet. Og jeg synes ikke, vi fordrejer virkeligheden på forsiden, hvor vi kun viser de tre, vi skriver om. Jeg synes ikke, det er et issue,” siger han.
Folk, der kun ser forsiden, ved jo ikke, at det oprindelige billede ikke ser sådan ud. Manipulerer I ikke med virkeligheden?
”Jeg synes, vi har ret til at gøre sådan her. Vi har købt billedet og fået lov at bruge det. Og jeg tror godt, at folk kan skelne mellem de to billeder,” siger Lars Guldager Dyhr.
Men det tror fotograf Tim Kildeborg Jensen ikke nødvendigvis. Han er i dag freelancefotograf, men var fotograf på Fyens Stiftstidende, da billedet blev taget og efterfølgende solgt videre via mediehusets videresalgsaftaler.
”Det er forfærdeligt, at man ikke sikrer sig i nærmest hoved og røv mod, at den slags her kan ske. Eller i hvert fald oplyser, at man ikke må manipulere. Og lige meget hvad, skal man oplyse om det, hvis man har tilføjet noget eller ændret i billedet. Så folk ikke misforstår det i forbifarten,” siger han.
Et skråplan, der koster troværdighed
Tim Kildeborg Jensen mener, det er et spørgsmål om troværdighed.
”Det vigtigste, vi har som fotojournalister og medier, er jo vores troværdighed. Folk skal kunne stole på, at det, vi smider i hovedet på dem, er det rigtige. Og hvis vores billeder kan manipuleres i et væk, mister vi jo troværdigheden. Det er et skråplan, og derfor er det bare forbudt og no-go at gøre sådan her,” siger han.
De har jo bare fjernet en person, som ikke var relevant for forsiden. Hvorfor er det et troværdighedsproblem?
”Lige i eksemplet her er det måske ikke så grelt – det er jo bare nogle fodboldspillere, og det er et eller andet sted bedøvende ligegyldigt. Men uanset hvad, må det her bare aldrig ske. Heller ikke selvom det principielt er et ligegyldigt billede,” siger Tim Kildeborg Jensen.
Til det siger Lars Guldager Dyhr:
”Det er vist at blæse billedet her ud af proportioner. Vi har jo ikke fjernet en præsident fra et historisk billede eller noget i den stil. Det er jo ikke historieforvanskning. Det er de tre her, historien handler om, og på forsiden giver det god mening, at det kun er de tre,” siger han.
17 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Billeder SKAL vise virkeligheden, der skal ikke flyttes eller fjernes noget på et foto. Det som øjet ser, det er det som billedet også skal vise og intet andet.
Vi kan altid slås om farver, belysning og div photoshop trick's - men så længe billedet viser det samme som da det blev taget, så er det i mine øjne i orden.
Ord og begreber er afsæt for gode diskussioner. Men som holdninger, følelser og sysnpunkter er det svært at komme frem til et facit. I en retssag er det noget nemmere. Det er jo lidt træls, at blive dømt for et eller andet man ikke har gjort. Pressens arbejde skal være dokumentation; det er faglighed. Det er et facit på diskussionen. Derfor er redaktørens argumenter totalt tossede. Han skal han en stor regning, så han kan lære hvad det vil sige, at være redaktør.
Forfattere og dygtige Some aktører må lære faget at kende på den hårde måde: regninger, store af slagsen!
Vi er jo allesammen enige om at fake news er noget skidt, så opgaven er sådan set bare, at få de ikke-faglige aktører på markedet til at forstå.
Simple..
Enig Susanne Sayers - og yderst pinligt at redaktør Dyhr ikke har sat sig ind i grundreglerne og tror, at fordi han har betalt for at publicere et foto kan han gøre hvad som helst ved det. Uprofessionelt - og det giver da et kedeligt indtryk af magasinet. Interessant hvad de to sponsorer siger til at de betaler for amatører varetager deres interesser.
Redaktøren bør læse lidt om ideologiske glidebaner.
Det er sandt at dette er en ligegyldig sag, men det ændrer vel ikke på at det stadig er historie-forvanskning? Uanset hvor lille en del af historien dette så end måtte være.
For mig at se ligger det store problem i måden billedet er blevet manipuleret på. Jeg kan sagtens se redaktørens problem med at bruge det oprindelige billede, da det kun er de 3 personer der er vigtige på forsiden. Fred være med det. Men det må aldrig photoshoppes så det udgiver sig for at være sandfærdigt. Det er direkte manipulation. En lidt mere kreativ grafiker/redaktør ville blot have klippet de tre personer ud af billedet og sat dem på forsiden i en kontekst der var tydeligt grafisk og manipuleret. Læseren skal straks kunne gennemskue, at dette er en illustration, og ikke et fotografi. Ellers holder man både fotografen, men ikke mindst også sine læsere, for nar!
Jeg står selvfølgelig på mål for den beslutning, jeg har taget, og jeg kan da også sagtens se, at jeg ikke har løst den her godt nok. Vi skal selvfølgelig deklarere det tydeligere, evt. gøre det mere synligt på forsiden, at det er sat anderledes sammen end billedet inde i magasinet, som vi bringer i sin helhed - og det var egentlig min oprindelige tanke, at det gav tilstrækkeligt perspektiv.
Ovenstående citater kommer til at stå lidt skarpt ift. min intention, og jeg tog da også straks kontakt til fotografen, da jeg blev bekendt med problemet. Vi gør meget ud af at kreditere korrekt, og folk fortjener, at deres arbejde bliver behandlet ordentligt - jeg har i hvert fald lært lektien, og jeg kan sagtens se princippet i det.
Mvh
Lars Guldager Dyhr
Wannabe
Flere