Maya Tekeli er her, der og alle vegne. Men hun vil ikke selv være historien

Dagen starter med, at den nedstirrer Maya i tyve minutter, altså Bøtten. Den firbenede, ruhårede pelsbold på en fjerdedel meter, skal have sit tissebehov stillet, og så må Maya Tekeli klaske vand i hovedet og hoppe i tøjet.

”Så det første, jeg gør, er at adlyde - og så få en kop kaffe,” siger hun, mens hun griner let.

Kaffen får Maya Tekeli nede ved Indkøbscentralen, ikke langt fra sit hjem på Christiania. Her flyttede hun ind for to år siden, men allerede som barn holdt Maya Tekeli meget af at komme i fristaden. 

“Jeg kan godt lide at opleve ting, som jeg ikke forstår, og jeg kunne ikke forstå Christiania, før jeg flyttede herind,” siger Maya Tekeli.

Hver morgen hilser hun på naboer og bekendte, når hun tager en gåtur med Bøtten mellem de mange farverige huse på de små stier langs voldene. Hun holder meget af det unikke, kulturelle fænomen, som Christiania er - her er de på mange måder fælles om at være forskellige, forklarer hun.

Maya Tekeli blev et navn med radioprogrammet ‘Det lille Mememageri’ og skriver i dag blandt andet om danske anliggender for The New York Times og har for nylig fået titlen som global korrespondent for Jyllands-Posten.

I det 56 kvadratmeter store hjem har Bøtten overtaget hyblens eneste siddemøbel i hjørnet, en lille gråmeleret lænestol, som ville den netop understrege overfor mig, hvem der rangerer højest i den lille matrikels kastesystem.

Maya Tekeli gnider sig længe i øjnene, før hun kigger på mig. Bagvæggen er fyldt ud af en bogreol i den lyse IKEA-træfarve, med bøger, der roder, en håndfuld sten i granit og kvarts og andet krimskrams, der vidner om et møbel med mange funktioner.

Jeg noterer mig et udefinerbart gevir på væggen, og når ikke at tælle antallet af glas med forskellige spirende stiklinger, før Maya Tekeli udstøder et tungt suk og siger:

”Åha, jamen lad os gøre det.”

Maya Tekelis start på karrieren har på mange måder været ulig andres. Samtidig indkapsler den meget af, hvad det vil sige at tilhøre den nye generation af journalister, der skal begå sig i en ny medievirkelighed med ændrede forretningsvilkår, øget konkurrence om opmærksomheden samt tilstedeværelse på de sociale medier. 

For selvom Maya Tekelis journalistiske løbebane endnu er kort, er den samtidig bemærkelsesværdig nok til, at hendes navn har brændt sig fast hos mange – både blandt mediechefer og unge journalistspirer på landets medieuddannelser. 

Allerede på andet semester på Journalisthøjskolen blev Maya Tekeli nemlig hvervet til en værtsrolle i radioprogrammet ’Det Lille Mememageri’ på det gamle Radio24syv, da hun i sin fritid sad og bryggede på memes og derfor blev anbefalet til tjansen.

Den helt grønne drillepind

Programmet gik ud på at give Danmark flere og bedre memes. Hver uge inviterede Maya Tekeli landets bedste mememagere i studiet for sammen at fremstille og udsende mindst ti memes, der relaterede sig til ting eller fænomener, der var oppe i tiden. 

Maya Tekeli forklarer, at programmet i bund og grund var en drillepind.

”Men det har sikkert været godt at være en drillepind, for en stor del af pressen identificerer sig som drillepinde. Hvis man er det, så tænker folk, at man er en god journalist, selvom man er 23 år,” siger Maya Tekeli.

Hun medgiver, at det i høj grad var ’Det Lille Mememageri’, der skød gang i karrieren, men fremhæver særligt tiden på Ekstra Bladet som det, der rent faktisk lærte hende at lave journalistik. Her kom hun i praktik og gjorde sig blandt andet bemærket for en afslørende serie om den syriske dokumentarist Feras Fayyad.

Når jeg spørger, hvilken figur Maya Tekeli mest af alt ser sig selv som – den sjove og spydige eller nærmere den seriøse journalist – sukker hun og svarer kortfattet, at hun bare er journalist. Ifølge hende er det blot forskellige udtryksformer, forskellige måder at formidle på. 

Af samme grund føler hun sig heller ikke bundet af sin sjove persona - faktisk føler hun sig nærmere meget fri.

“Jeg føler, at det, at folk er forvirret over min person, er et resultat af, at jeg er fri til at gøre ting,” siger Maya Tekeli og fortsætter:

”Hvis vi arbejder i en branche, hvor man skal kunne alt, så skal de lade være med at blive forvirrede over, at man prøver alt,” siger hun.

Frihed til at vælge synes at være en gennemgående betingelse for Mayas velbefindende. Hun arbejder freelance og bor billigt til leje, da hun ikke ønsker at være slave af det sted, hun bor. Og for ikke længe siden investerede hun i en trådløs Dyson-støvsuger.

”Den frihed, det giver at have en støvsuger uden ledning, er pengene værd og det befrier dig!”, proklamerer hun.

Til spørgsmålet om, om hun også mener, de suger ordentligt, svarer Maya Tekeli:

”Sådan er det med frihed, det har sin pris."

En evighedsorlov

Efter praktiktiden startede det, Maya Tekeli før har beskrevet som en evighedsorlov. Hun var flere år om at skrive sin afsluttende bachelor, da hun efterfølgende fik muligheden for at fortsætte på Ekstra Bladet. 

Dog gik der ikke længe, før Mads med de mange chancer, som Maya kalder ham – altså Brügger - ringede til hende for at spørge, om hun ville være med, hvis han nu valgte at starte et nyt medie:

”Ja, selvfølgelig”, svarede Maya Tekeli dengang prompte og blev hans første ansatte.

På Frihedsbrevet arbejdede hun i to år, hvor hun var vært på morgenprogrammet Fri Dag samt undersøgende journalist på Fri Kultur, der kritisk dækker kulturlivet og dets aktører.

Senest har Maya Tekeli været vært for radioprogrammet ’Virkelig’ på DR’s P1, der gør nogenlunde det samme og studerer kulturens magt og går tæt på, hvordan kulturpersonligheder forvalter deres indflydelse. 

En kulturel indflydelse, som hun selv er indehaver af. 

Mayas medietække

Har man ikke set eller hørt noget af Maya Tekelis journalistik, så er de fleste under en vis alder nok stødt på hendes tilstedeværelse på internettet.

For ved siden af sin journalistiske karriere er Maya Tekeli nemlig også en stemme, der gør sig bemærket på sin generations hjemmebane: De sociale medier.

“Som journalist skal du kunne være til stede på sociale medier, så folk, der ikke køber avis længere, ser dig. Og midt i alt det, skal du bevare din journalistisk integritet. Det er en rimelig kompliceret situation, men det er ikke værre, end at man må gøre sig umage,” siger hun.

Det mener Maya Tekeli er en åbenlys sandhed, som medier nu til dags næsten skriver i deres forretningsmodel.

En forskydning, der er sket i takt med de sociale mediers indtog, og som ifølge Maya Tekeli gør, at forbrugere i højere grad knytter sig til folk, som de identificerer sig med eller har et parasocialt forhold til, hvilket dækker over den tilknytning en person kan opleve at have til en person, de følger i medierne, men som de ikke kender personligt.

Derfor er det også nødvendigt at forholde sig til sin egen synlighed som journalist, mener Maya Tekeli. En samtale, der i langt højere grad skal finde sted på redaktioner, uddannelsesinstitutioner og indbyrdes i branchen, for den er uudtalt, men påvirker alt fra etik, trivsel og til hvordan vi agerer internt og med kilder.

“Når tilstedeværelsen bliver en del af arbejdet, så må man kende værktøjet og kende grænserne,” siger hun.

Maya Tekeli nævner en samtale, hun engang havde med en mediechef, hvor vedkommende ønskede at hyre Maya til en værtsrolle, og spurgte ind til, hvor mange følgere hun havde. Da hun svarede på spørgsmålet, konstaterede vedkommende, ”at det da var godt for en i det intellektuelle, talende og skrivende miljø”.

Maya Tekeli betragter det som en form for vilkår for sin generation af journalister. Det er en realitet, at folk bliver hyret på baggrund af, hvor mange følgere de har, forklarer hun.

”At sætte sig imod den tendens, ville muligvis være prisværdigt, men også en smule ude af trit med virkeligheden,” siger Maya Tekeli.

Fordi de sociale medier har skubbet væsentligt til mediernes indkomstgrundlag, samtidigt med at platformene har givet lettere adgang til at følge med og danne forbindelser til journalister udenom mediehusene, spiller synlighed en stadig større rolle. 

Selv fortæller hun, at hun dog mange gange har sagt nej til jobs, hvor hun tydeligt har kunne mærke, at følgerskaren var præmissen for samarbejdet.

Samtidigt anerkender hun, at det særligt for yngre journalister er en sammensat situation. Synlighed har indflydelse på muligheder i branchen og er måske mest af alt en valuta, vi i dagens mediebillede ikke helt har forstået konturerne af endnu.

”Jeg synes, det er komplekst, for min overlevelse afhænger af noget, jeg mener, jeg i princippet burde afholde mig fra, så altså fuck my life,” konstaterer hun.

Stiller nye krav til bevidsthed

Men for nuværende, hvor mange bruger sig selv i en eller anden udstrækning, mener Maya Tekeli, at det stiller nye krav til bevidstheden om, hvad det er for et jeg, man bruger, når man bruger sit jeg journalistisk. Både i hvordan man skubber sin journalistisk ud over kanten, men også hvordan man eventuelt indgår i sin journalistik og hvilke genrer, der kan og bør rumme det.

Selv er Maya Tekeli ikke imod at bruge et journalistisk jeg, omend det ikke er den journalistisk, hun nyder at læse mest af:

“Jeg kan godt lide at bruge mit blik, men det skal altid ske med fagligheden først,” siger hun.

Derfor er det for hende altid et spørgsmål om, hvordan man bruger sig selv uden at skygge for det, man dækker. 

“Når jeg bringer mit jeg i spil, er det ikke i et ønske om at være hovedperson, men et ønske om at være et værktøj - en måde at undersøge på,” siger hun og fortsætter:

“Ikke fordi vi ikke må være til stede, men fordi vi skal vælge vores formidlingsgreb med omtanke,” siger hun.

Dagen starter altid med, at Maya Tekeli går en tur rundt på Christiania med sit gadekryds Bøtten. Hunden er med til at holde Maya i nuet, og når hun på sin daglige tur hilser på folk i lokalmiljøet, giver det hende en følelse af nærvær.

Det får Maya Tekeli til at nævne den berømte journalist og forfatter, Hunter S. Thompson, som var kendt for sin farverige fortællestil, der senere blev kendt som gonzo-journalistik.

Han brugte sig selv som journalistisk greb, men sagde senere, at han blev større end sine historier, og at det var et problem.

“I was never trying to be the story, but it turned out that way,” har han sagt før årtusindskiftet i The Atlantic.

Det er den fælde, Maya Tekeli mener, at journalister skal være opmærksomme på ikke at falde i.

”Jeg er ikke super interesseret i at høre alle journalisters holdninger til alt muligt. Kæft, folk kan mene noget om alt. Selv har jeg slet ikke så meget på hjerte,” siger hun.

Online tilstedeværelse med overvejelser

Selv vælger hun at adskille den journalistik, hun laver, og at hun er en journalist, der er til stede på sociale medier. Og hvor det handler om at være til stede på en måde, hvor hun sætter nogle grænser mellem personlig og privat.

”Jeg tror, der er mange, der synes, jeg er meget personlig, fordi jeg har en tilstedeværelse på sociale medier. Men jeg ved ikke, hvor meget folk egentlig ved om mig,” siger hun.

For selvom Maya Tekeli deler rigeligt ud på sine sociale medier, så håber hun, at man vil opdage, at der ikke er så meget, der handler om hendes følelsesmæssige tilstand eller hvordan det står til i privatlivet.

“For mig er det i hvert fald mere en måde at dele observationer eller noget, der er sjovt eller værd at læse – eller virkelig ikke værd at læse,” siger hun. 

Særligt det sidste finder man inde i Maya Tekelis udsendelseskanal Nogen må gøre noget på Instagram. 

Nogen gjorde noget sjovt

En kanal, Maya Tekeli lavede halvt i spøg, da hun så, at det sociale medie havde fået den nye funktion. Til at starte med sendte hun bare nyheder ind, men det har efterhånden udviklet sig til en slags delingsservice for mærkværdige nyheder, udtalelser eller begivenheder i en form for gigantisk mediekritisk og lolleren gruppechat med for nuværende +2.800 medlemmer.

I gruppen findes der en særlig indforståethed af, at det, der sendes ind, er inden for en form for mediemæssig udmattelse, absurditet eller latterlighed.

For Maya Tekeli er det rart at have den gruppe som et afløb for nogle af de præmisser, som nutidens medier opererer under, og som man derfor unægteligt vil møde, hvis man udgør en del af mediebranchen. Hun nævner clickbait som et eksempel:

“Hvor er det sjovt at have et outlet, hvor man kan få det afdramatiseret, som noget man kan grine af, når der nu igen er en, der er “færdig!”. Hvor er det fedt at have et rum, hvor vi er enige om, at det ofte er lidt for meget,” siger hun.

Hun kalder derfor selv gruppen for en sjov skraldespand, men kan godt efterrationalisere på dens kulturelle værdi og sammenligner den på nogle punkter med den valuta, som ‘Det Lille Mememageri’ også havde.

”Når man bruger aktuelle nyheder til at skabe interne vittigheder, så føler man sig udenfor, hvis ikke man har læst nyhederne, hvilket forhåbentligt betyder, at man bliver nødt til at læse nyheder for at være med på joken,” forklarer Maya Tekeli.

Mest af alt, så har hun gruppen af den simple årsag, at det er sjovt, og det også er en måde at være til stede i noget, der hele tiden sker.

“Ved et middagsselskab, så er det også fedt at sidde og snakke om noget der sker, i stedet for hvad man har lavet på arbejde i dag, som er så mig mig mig-agtigt - og som er kedeligt,” siger hun.

Postyr i andedammen giver internationale muligheder

Det er blandt andet derfor, at hun har søgt mere mod de arbejdsopgaver, som hun blandt andet har for The New York Times.

For at forstå, hvordan det er kommet i stand, fortæller Maya, at det hele hænger sammen.

Allerede inden Journalisthøjskolen, da Maya Tekeli lallede rundt i fire år efter gymnasiet, begyndte hun at skrive for Rabarberbladet, som i slutningen af 10’erne ultralokalt dækkede, hvad der rørte sig i og omkring Rantzausgade i København.

De to journalister, som drev bladet, var Anders Haahr Rasmussen og Martin Selsøe Sørensen. Det skal vise sig at blive særlig gavnligt, for da Maya Tekeli stadig går på Journalisthøjskolen, arbejder Martin Selsøe Sørensen blandt andet for The New York Times. 

Da Bestseller-børnene pludselig mistede livet i en række terrorangreb i Sri Lanka i april 2019, manglede Martin pludselig en mand i marken til at indsamle reportageelementer fra mindeoptoget i Aarhus. Kvinden placeret i den jyske muld, var Maya.

Det giver Maya Tekeli sin første byline hos den anerkendte amerikanske avis og en freelancekontrakt, der senere skal komme i brug ad flere omgange.

For to år siden flyttede Maya Tekeli til Christiania med ønsket om at skabe et kreativt hjem med personlighed, der i dag også fungerer som hendes kontor. For Maya er hjemmet i fristaden et inspirerende sted at være

Efter at have ligget i dvale i systemet i et par år, skrev The New York Times til Maya Tekeli igen, da Koranloven gik igennem i december 2023. De manglede nogle til at dække det i Danmark, og de sædvanlige var ikke tilgængelige.

Kort efter abdicerede dronningen, Danmark fik en ny konge efter 50 år, så brændte Børsen og ikke længe efter fik Mette Frederiksen et hårdt skulderdask på åben gade. For ikke at tale om, da Trump igen overtog det amerikanske præsidentembede og insinuerede, at USA ville annektere Grønland.  

Alt postyret i og omkring Danmark sørgede for, at Maya Tekeli havde masser at lave for The New York Times, hvilket samtidigt var en drøm, der gik i opfyldelse, og som fik hende til at smide stort set alt andet, hun havde i hænderne.

Maya Tekeli er af den overbevisning, at få succes med noget handler om 80 pct. forberedelse og 20 pct. held.

 ”De 20 pct. held eller muligheder, kald dem hvad du vil, de har været der, men jeg har forberedt mig på at tage mulighederne, når de er kommet,” fortæller Maya Tekeli.

Vildeste job i og ude i verden

Den nyeste mulighed er som global korrespondent for Jyllands-Posten, hvor hun skal lave udlandsreportager på lyd. En titel hun har drømt om siden Journalisthøjskolen, og som hun forholder sig meget ydmygt til.

“Det er sådan set der, det hele begyndte. Det var det, jeg gerne ville og lige pludselig blev jeg hvirvlet ind i at skulle være en eller anden vært med en profil, der også skulle være meningsdanner og sidde i en skide podcast og tale om noget i mit følelsesliv,” vrænger hun.

Sideløbende fortsætter hun med at arbejde for The New York Times, hvor hun i øjeblikket er i gang med et større projekt om Grønland, hun ikke kan fortælle mere om.

Et arbejde, som hun siden januar har arbejdet stort set fuld tid på uden om sine andre projekter. 

”Det er det fedeste, jeg nogensinde har oplevet i mit liv. Det er så fu-ck-ing fedt at arbejde sammen med nogen, der har så meget erfaring og som ikke mener en skid. Som faktatjekker trehundrede gange, som godt kan lide at snakke om journalistik hele tiden og som interesserer sig for nuancerne og det store billede,” siger hun.

30-årige Maya Tekeli mener, at nutidens synlighedskultur sætter nye krav til bevidstheden om, hvordan man som journalist bruger sig selv i sin formidling.

Maya Tekeli fortæller, at hun godt kan lide at føle, at hun hele tiden er i udvikling. Hun er altså kun 30 år, må jeg forstå, og har derfor rigtig meget at lære endnu som journalist. 

“Og det her bliver dobbelt op på den vildeste læring,” siger hun begejstret og taler længe om sin store kærlighed til faget, der tillader hende at interessere sig for alt.

Til spørgsmålet om, om Maya gerne ville have nået hen til den her del af sit arbejdsliv tidligere, svarer hun, at det ville hun ikke tro, at hun kunne.

“Jeg er simpelthen også i tvivl om, om jeg kan nu. Men jeg ved i hvert fald, at da jeg forestillede mig at jeg skulle være journalist, var det med en meget klassisk tintinsk idé,” siger hun.

Hunden hedder godt nok ikke Terry, og ved at kaste et blik på det sovende gadekryds i lænestolen, der imidlertid har rullet sig om på ryggen, så den nu ligger med alle fire poter i vejret, er det let at se, at den måske også er en kende mindre ivrig end tegneseriefiguren. 

”Jeg ville synes, det var meget, meget trist, hvis Bøtten ikke var her. Det er lidt nemmere at gå sin egen vej, når man går den sammen med nogen, der hverken har bagtanker eller mulighed for at diskutere” griner hun og fortsætter: 

"Eller, vi kan selvfølgelig godt forhandle,” siger Maya Tekeli og smiler.

Maya Tekeli stirrer længe på Bøtten, som den ligger der:

”Prøv at se den, mand! Den fatter ingenting af, hvad der sker. Den ved ikke, at Israel og Iran lige har været i krig med hinanden. Sikke et liv,” siger Maya Tekeli.