Det er lykkedes lægerne at fjerne fokus fra deres egen indtjening og i stedet fortælle danskerne, at Danske Regioner vil gøre det sværere at komme til læge.
236.049 likes på Facebook i skrivende stund. Nummer et over antallet af ”taler om” ifølge socialpunch.dk. Og sidst i maj nummer tre over højeste tilvækst på syv dage.
Kampagnen Familielægen, søsat i oktober 2012, har ikke mindst via Facebook sat dagordenen i en kompliceret konflikt mellem de praktiserende læger og Danske Regioner. Flankeret af et billede af en kvindelig læge, der koncentreret undersøger et barn, som er ledsaget af sin bekymrede mor, har lægerne sat kød og blod på tvisten, der ellers dybest set har et ret tørt og bureaukratisk indhold, der handler om, at regionerne vil have mere kontrol over den vare, lægerne betales millioner for at levere til danskerne.
»Det interessante er, at praktiserende læger med begrebet Familielægen har givet en ekstremt kompliceret konflikt en meget succesfuld framing. Familielægen er et ord med mange positive værdier, som nu er kommet til at spille en central rolle i konflikten,« siger Tor Juul, kommunikationsmedarbejder med speciale i sundhedsområdet hos Operate A/S.
Baggrunden for konflikten er, at Praktiserende Lægers Organisation blev presset af et udspil fra Danske Regioner, der både skal spare penge, ønsker mere styr på, hvad den enkelte læge yder af kvalitet, og også vil have mere kontrol over, hvor der skal være læger. Danske Regioner udfordrede dermed både lægernes økonomi og hele magtbalancen mellem myndighederne og lægerne.
»Den retorik går den forkerte vej for lægerne,« forklarer Sune Bang, administrerende direktør i Kommunikationsbureauet København.
»Derfor laver lægerne et modtræk for at blive hørt, hvor de så at sige tager borgerne som gidsler ved at introducere fænomenet familielægen. Når familielægen bliver italesat, kan regering og kommunalpolitikere ikke længere lave den manøvre, de gerne vil, uden at få vælgerne på nakken.«
I udgangspunktet mener Sune Bang, at Danske Regioner ellers har en god sag i konflikten med lægerne. Han understreger, at mange danskere er frustrerede over, at det er svært at få tid hos lægen.
»Jeg hører, at Danske Regioner vil have bedre telefontid og mere indsigt i lægernes ydelser. Det lyder jo fornuftigt. Regionerne kan altså spille op ad en frustration hos borgerne om, at der er behov for forandring.
Det giver umiddelbart regionerne momentum til at komme med forslag, som er mere vidtrækkende end normalt. De har altså overtaget i magtforholdet.«
Derfor er han også på det rationelle plan skeptisk over for kampagnen fra lægerne.
»Jeg har da ikke nogen familielæge. Jeg har en praktiserende læge – eller rettere: Jeg kommer i et lægehus, hvor jeg har forskellige læger fra gang til gang. Praktiserende læger etablerer kort sagt et romantisk billede om noget, der burde være; noget, vi alle sammen gerne vil have – som ikke er, men som stadigvæk vækker positive minder og er et superstærkt navn.«
Kampagnen med familielægen er suppleret med små gyserfilm på YouTube, hvor regionerne er skurken og familielægen helten.
»Regionerne fremstilles som PET-folk, der vil overvåge danskerne og udrydde familielægen i 2013, modsat familielægen, som bare vil det godt. Du dæmoniserer regionerne som det kolde, der kun vil det dårlige,« siger Sune Bang.
Budskabet om, at Danske Regioner helt unødigt vil øge kontrollen med kvaliteten af lægernes arbejde, er også blevet omsat til tegninger, der kan ses på Facebook.
Praktiserende læger, der forklarer, at de selv har udarbejdet kampagnen, har ganske enkelt genopfundet et gammelt og populært begreb og taget ejerskab til det, mens konflikten raser. Og det vækker opsigt og anerkendelse bredt i kommunikationsbranchen.
»En familielæge – bare ordet familie er superstærkt – det, vi alle drømmer om. Så er det samtidig en overdreven luksus fra gamle dage, hvor familielægen kendte dig og altid bare kom, og som kendte familiens skavanker med det høje blodtryk. De kan rådgive dig og hjælpe dig og løse dine problemer. Det lyder jo betydeligt bedre end ‘regionslæge’,« vurderer Sune Bang.
Elisabeth Tissot Ludvig, administrerende direktør og partner i Effector, der har fokus på sundhedsområdet – primært medicinalindustrien, understreger, at lægerne med succes får kommunikeret, at Danske Regioner er ved at få gennemført en systemfejl. Det er kort sagt synd for danskerne og ikke kun for lægerne.
»Den enkelte dansker er ved at miste sin personlige læge. Det var det samme, lærerne prøvede at sige: »Det går ud over jeres skole.« Men det virkede ikke. Hvis lærerne havde sagt: »I mister jeres klasselærer,« havde de måske haft noget af den samme gennemslagskraft,« siger Elisabeth Tissot Ludvig.
»Men lærernes konflikt var fra starten en fagforeningskamp om arbejdsvilkår, og det endte med, at lærerne ikke ville bøje sig for krisesymptomerne i samfundet. De ville hytte deres eget skind, tænkte mange danskere.«
Hos Danske Regioner vil man ikke kommentere, bortset fra at man understreger, at man selv gennemfører en ”sober kampagne”.
Budskabet i familielægen er følelsesmæssigt stærkt, men intellektuelt meget simpelt, sammenfatter Elisabeth Tissot Ludvig.
»Jeg vil ikke sige, at de tager danskerne som gidsler. Men de får det til at blive en kamp om danskernes ret til at beholde deres familielæge. Det bliver en hjertesag. Det varme mod det kolde.«
Tor Juul har optalt, hvor mange gange ordet familielæge har optrådt. Det er i kraftig vækst. I 2010 og 2011 optrådte det begge år 21 gange i landsdækkende medier, i 2012, hvor kampagnen startede, steg det til 42 gange. Og i indeværende år er tallet mindst 60 allerede. Dermed sætter lægerne en dagsorden, som er fyldt med følelser og sympati.
»Da sundhedsministeren præsenterede sit lovforslag om at udskyde konflikten, brugte hun også ordet familielæge. Også hun har behov for at præsentere et budskab, alle kan forstå, men lægerne var først med det,« forklarer Tor Juul.
Regionernes ønske om at have mere kontrol med kvaliteten af lægernes arbejde er blevet til fortællingen om, at lægerne nu skal bruge tid på admini-stration – uden at få betaling.
Resultatet er samlet, at regionerne, der havde det bedste udgangspunkt i forhold til offentligheden, nu er presset tilbage.
»Ministeren skal nu bruge sin taletid på at forklare, hvad ministeriet IKKE ønsker,« forklarer Sune Bang.
»De ønsker ikke den detailstyring, som lægerne siger, regionerne vil indføre. Det er en myte, siger hun. Men så er hun jo langt væk fra det oprindelige budskab om positiv forandring. Praktiserende Lægers Organisation har kort sagt brugt det sidste kort i skuffen med argumenter: De har miskrediteret Danske Regioner.«
Konsekvensen kan være, at hele holdningsdannelsen rystes på grund af kampagnen.
»Det har stor betydning for holdningsdannelsen og debatten, hvem vi føler udsættes for noget uretfærdigt. Vi taler jo stadig ikke meget om, at lægerne, der ellers alle tjener ret godt, også skal holde for i krisen,« fremhæver Tor Juul, der påpeger, at opbakningen til familielægen kan påvirke beslutningerne hos politikerne i sidste ende.
»Det handler om, at folkestemningen kan påvirke beslutningen, hvis omkostningerne i offentligheden bliver for store. Lærerne havde ikke familielægen som begreb, og der gik politikerne hele vejen og tog beslutningen. Lærerne talte om kvalitet over for discount, det er sværere at kommunikere og gøre vedkommende for den enkelte.«
Det interessante er også timingen.
»Det er lykkedes for de praktiserende læger at reducere kompleksiteten i konflikten, netop da den kom op i de landsdækkende medier. Det gjorde den, da der blev plads til den. Netop da lockouten mod lærerne var overstået, stod lægerne klar med familielægen. Konflikten havde jo i virkeligheden kørt noget længere uden opmærksomhed i den brede offentlighed,« siger Tor Juul.
Elisabeth Tissot Ludvig fremhæver, at det ikke er sikkert, at kampagnen Familielægen holder hele vejen hjem. Ganske enkelt fordi den ikke tegner hele billedet.
»Det er jo en grov overfortolkning af, hvad regionerne i virkeligheden vil gøre,« sammenfatter hun.
Hvordan kan de slippe af sted med det?
»Det kan de måske heller ikke.«
Baggrunden for den vurdering er blandt andet, at de praktiserende læger i en opfølgende kampagne har valgt at skrive et åbent brev som annonce i landsdækkende aviser. Her er tonen i højere grad, at det er synd for lægerne.
»Nu er det så pludselig mere klassisk parterne, der står over for hinanden. Det strider mod, at det før var danskerne, det var synd for. De skulle have skrevet et andet brev,« siger Elisabeth Tissot Ludvig.
Senere er konflikten spidset yderligere til. Nu er lægerne landet over begyndt at true med at aflevere deres ydernumre. Dermed skyder de indirekte deres egen kampagne og den vundne sympati ned.
»Det er jo det samme, som de siger regionerne vil: Lægerne afskaffer så at sige familielægen selv, hvis de afleverer ydernumrene. Det kan blive en boomerang,« siger Elisabeth Tissot Ludvig.
Tor Juul supplerer:
»Det kan skabe forvirring om, hvorvidt patienterne virkelig er lægernes primære fokus.«
Og spørgsmålet er også, om lægerne har overspillet kortet.
»Jeg mener, at lægernes kampagne indimellem bliver for meget. Når de i film fremstiller regionerne som nogen, der vil tage lægernes penge, så bliver det tydeligt for enhver, at lægerne har en særlig økonomisk interesse. Så er det ikke længere kun familierne, det handler om,« siger Tor Juul.
Praktiserende Lægers Organisation fortæller, at den gennemslagskraftige kampagne er udarbejdet af organisationen selv.
Selv om lægerne med begrebet familielægen har sat en dagsorden for debatten og holdningsdannelsen, er det langtfra sikkert, at det ændrer slutresultatet markant. Sundhedsministeren har grebet ind med et lovforslag.
»Lægerne må også indse, at tiderne er skiftet, sådan som lærerne måtte. Vi skal alle sammen give noget. Og det er vel også helt rimeligt, at alle danskere har adgang til en læge, selv om man så bor i Vendsyssel,« siger Elisabeth Tissot Ludvig.
Flere af iagttagerne mener derfor, at det er stærkt tvivlsomt, om familielægen kan bære hele vejen.
»Jeg tror, at familielægen som budskab bliver udfordret. Det balancerer på en knivsæg, fordi resten af kampagnen mudrer. Hvis lægerne indleverer deres ydernumre, bliver begrebet om den hensynsfulde familielæge udfordret. Det kan i stedet åbne en hel anden og for lægerne mere alvorlig dagsorden: Hvordan skal den almene lægepraksis være organiseret i fremtiden?« siger Tor Juul.
Sune Bang mener også, at Danske Regioner har flere skud i kampagnebøssen.
»Deres næste træk må være at vise, at vi er kommet for langt væk fra familielægen i dag, og at det har de løsningen på. De skal forklare, at der ikke er noget at bevare, for familielægen findes ikke mere.«
Men der kan også ske det, at politikerne melder pas på konflikten og ikke gennemfører forandringerne i det skitserede omfang. Pengene findes måske et andet sted.
»Der er mange institutioner, som ikke bliver hørt, fordi de ikke har pengene til at gøre opmærksom på deres sag. Og det er nemmere for politikerne at svinge hammeren over dem, der ikke larmer og ikke mobiliserer vælgere,« siger Sune Bang.
Det åbner for en kritisk refleksion – hvorfor skal parter, der har kampagneberedskabet i orden, ikke bøje sig for samme krav som andre aktører i demokratiet?
»Ved at råbe op og larme kan man få søgelyset væk og få politikerne til at tale om noget andet. Det er en demokratisk udfordring. Jeg kan godt vågne med frustration over, at der findes områder, som er væsentlige, der ikke får en retfærdig behandling, fordi pressen ikke tager dem op, og de ikke selv har midler til at tage dem op. Det er da ærgerligt, at man skal have penge for at skabe demokratisk balance,« siger Sune Bang.
Konflikten mellem Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation
- De praktiserende læger er selvstændigt erhvervsdrivende, som er leverandører af sundhedsydelser til regionerne.
- Parterne har siden sidste år forhandlet om en ny aftale, men forhandlingerne brød sammen, og Danske Regioner opsagde aftalen med lægerne den 3. maj.
- Regionerne vil gerne have større indflydelse på, hvor praksisserne skal placeres for at imødegå lægemangel i nogle områder af landet.
- Regionerne vil have støre indflydelse på, hvad lægerne skal efteruddanne sig inden for for at sikre højere og mere ensartet kvalitet i behandlingen af for eksempel folkesygdomme.
- Regionerne ønsker også adgang til data om kvaliteten af lægernes behandlinger blandt andet for at opnå rationaliseringer.
- Praktiserende Lægers Organisation mener, at regionerne pålægger dem flere opgaver uden at betale mere. De mener, at det vil tage tid at indberette de data, regionerne ønsker, og at den tid vil gå fra patienterne.
- Kort efter sammenbruddet fremlagde sundhedsminister Astrid Krag et lovforslag, som betyder, at den hidtidige aftale videreføres frem til 1. september 2014, så parterne har tid til at forhandle om et nyt aftalegrundlag.
- Lovforslaget skal efter forhandling blandt andet sikre læger på landet og i socialt belastede områder.
- De praktiserende læger har efter udspillet truet med at aflevere deres ydernumre. Det svarer til at opsige aftalen med det offentlige, og dermed skal danskerne betale privat for lægernes ydelser, hvis parterne ikke finder en løsning.
- Lægerne er desuden meget imod blandt andet den del af lovforslaget, som sætter dem uden for de såkaldte praksisudvalg med repræsentanter fra kommuner og regioner, som fremover skal bestemme, hvilke opgaver almen praksis skal løse.
- Begge parter forsøger at vinde befolkningens forståelse for deres argumenter og derigennem påvirke sundhedsminister Astrid Krag.
- I den proces har Praktiserende Lægers Organisation i oktober 2012 blandt andet introduceret kampagnen ”Familielægen”, der har over 230.000 tilhængere på Facebook.
17 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der står flere steder at det er rimeligt at folk kan komme til deres egen læge også når de bor i et yderområde og det bør være lettere at komme i kontakt med sin læge. Det fortæller mig at Regering og Regioner har haft held med deres udlægning: det er PLO derblokerer! Men det er lodret forkert! Vi vil gerne finde løsninger, der mangler bare 150 læger nu og endnu flere efter et lovindgreb.
Jeg vil pointere at mange af vores familier betragter os som deres familie læge. Dem uden andet netværk betragter deres læge som en fortrolig når det gør ondt i livet. Nogle helt tredie bruger os aldrig som fortrolig idet de klarer skærene med gode venners hjælp. Så ud over at finde sygdom og behandle disse er der en kompleks mere humanitær opgave som er svær at sætte flow-charts og for den sag skyld ord på. Hos os kan kan du komme høj og lav og blive hørt. Det er en stor og fornem opgave. De mange likes på familielægen handler ikke om begrebet familielægen men om at den enkelte borger har en relation til sin egen læge i en eller anden form som de værner om. Mvh Tine münster familielæge
De patienter, der er mest syge og derfor hyppigt har brug for en læge prioriterer meget højt, at de kan komme til deres familielæge. Der er rigtig mange patienter, hvor vi som læger ikke kun kender patienten, men også forældrene og deres børn af og til op til 4 generationer. Det giver sammenhæng og forståelse for de problemer patienterne møder og at vi kan løse dem uden en bunke undersøgelser som man ikke bliver mere rask af. Det er klart at mens man er mest rask og ikke går så hyppigt til læge er det knap så væsentligt eks. vis hvem der lige poder en hals. Men spørger de syge om værdien af familielægen. De ved, hvad det vil sige og bruger den.. Handler det her indlæg ikke om at du bare ikke har været særlig syg endnu..
Tak for et tendensiøst partsindlæg. Må jeg påpege, at der er tale om at Danske Regionerne bevidst har forhandlet på skrømt vel vidende, at der allerede lå et lovindgreb klart som ville give dem magten over hvad de praktiserende læger skal lave, hvornår de skal gøre det og samtidigt introducere et destruktiv raporteringssystem hvor den enkelte læge skal rapportere personlige data på sine patienter til regionerne. Formålet med en sådan omkostningstung detailkontrol skal ikke findes i hensynet til folkesundheden, men findes i hensynet til beskæftigelsen af sundhedsøkonomerne i regioner og sundhedsministerie, og muligheden for at udpege den enkelte læge som gør sig skyldig at ikke alle hans patienter opnår behandlingsmål, som er defineret af Regioner og ministerie uden om, og uden drøftelse med de praktiserende læger. Denne fratagelse af indflydelse på egne forhold er sket samtidigt med at man har forlangt at de praktiserende læger skal varetage ambulante funktioner (læs kontrol af kronisk syge) som tidligere foregik på sygehuset, samtidigt med at de skulle acceptere en lønnedgsang på 3%.
Det er her værd at minde om at de praktiserende læger har brugt ca 13 år på at udanne sig til dette speciale, og for fleres vedkommende har investeret ca 2 milloner kroner i deres klinik.
At blive mødt med en magtfuldkommenhed af denne skuffe, hvor man fra regeringens side mener, at man kan tilsidesætte selvstændigt erhversdrivendes ret til at disponere over egne forhold, ved at nægte at forhandle, og efterfølgende indføre en lov, som giver regionerne hele magten og lægerne hele ansvaret, kan få selv det mest autoritære demokratisk tænkende individ op af stolen.
Når man så samtidigt bruger mange resourcer på at mistænkeliggøre de praktiserende læger, ved at sige de snyder med regninmgerne, levere dårlig behandling, bevidst manipulere med patienterne i lægvagten og bruger ufine kampagnemetoder. kan det vel ikke undre at der kommer en meget skap reaktion.
Når det så er sagt må jeg sige at sundhedsministeriet og Regionerne får præcist den primære sundhedssektor de har fortjent, og lad os så håbe at befolkningen for eftertiden vil glæde sig over konsekvenserne af politikkernes handlinger.
Dette er et klart forsøg på at etablere svensk almen praksis. Køb vore klinikker eller accepter at vi er blevet liberale. Regionernes motivation for forhandlinger forsvandt, da lovindgreb blev stillet i udsigt. Politikerne har derfor selv ansvaret for at aftalemodellen kulsejlede. Indrøm det og giv os ægte forhandlinger før det er for sent og vi hverken har svensk eller dansk system.
Flere