Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Charlotte Harder stopper efter tre år som kommunikationschef i Dansk Journalistforbund til fordel for et job som projektleder hos Betty Nansen Teatret, hvor hun skal arbejde med partnerskaber, udvikling og at give teateret en stærk stemme i den offentlige debat.
Charlotte Harder forklarer på forbundets hjemmeside, at det er svært at sige farvel til alle de dygtige kolleger og politikere, som hun samarbejder med.
”Vi har virkelig rykket i de godt tre år, hvor jeg har været en del af DJ. Og jeg er især stolt af, at det er lykkedes at styrke DJ’s image og kommunikation, at kurven over studentermedlemmer nu peger den rigtige vej, og at vi har nytænkt og styrket DJ’s arbejde med politiske mærkesager med bl.a. et samarbejde med Djøf,” siger Charlotte Harder.
Charlotte Harder kom i 2021 til DJ fra et job som engagementsdirektør i Folkekirkens Nødhjælp. Tidligere har hun blandt andet været ledende redaktør på ’Deadline’, udlandschef i DR Nyheder og redaktør på ’Horisont’.