Ansatte i Jysk Fynske Medier: Vi er rystede over ledelsens retorik

I en fælles udtalelse udtrykker medarbejderne i Jysk Fynske Medier dyb mistillid til strategien, hvor ledelsen vil skære 5 mio. kr. på fotoområdet. ”Det er visionsløst i en tid, hvor læserne bevæger sig i en mere og mere visuel verden,” skriver de. Se udtalelsen her. Redaktør: ”Det er en hård retorik”

Her til formiddag har medarbejderne i Jysk Fynske Medier været samlet til faglige møder rundt omkring i koncernens medarbejderforeninger.

Her har de besluttet at bakke op om en fælles udtalelse, der udtrykker dyb mistillid til Jysk Fynske Mediers øverste ledelses strategi. Det sker, efter at ledelsen tirsdag meldte ud, at Jysk Fynske Medier skal spare 5 millioner kroner på fotoområdet.

”Beslutningen om igen at skære fem millioner lønkroner på fotoredaktionerne, hvilket svarer til hver femte fotograf, vil påvirke alle – ikke kun fotograferne,” skriver medarbejderne blandt andet i udtalelsen, der er stilet til bestyrelsen med ledelsen cc.

Udtalelsen, der kan læses i fuld længde nederst i artiklen her, blev udarbejdet på et fagligt møde blandt Jysk Fynske Mediers i alt 36 fotografer onsdag. Det fortalte fotografernes tillidsmand, Per Schultz-Knudsen, inden mødet til Journalisten.

Redaktørs retorik ”nærmer sig det direkte fornærmende”

I udtalelsen, der altså nu har fået opbakning fra Jysk Fynske Mediers medarbejdere, lyder det, at ”kløften mellem medarbejderne og den øverste ledelse bare vokser og vokser”.

”Vi har dyb mistillid til ledelsens strategi om at afvikle og afprofessionalisere koncernens journalistiske udgivelser. Vi frygter, at det har store konsekvenser for vores udgivelser, at ledelsen mangler visioner og retning for udvikling af vores produkter,” lyder det blandt andet.

Til Journalisten udtalte Jysk Fynske Mediers chefredaktør, Peter Orry, tirsdag:

"Alle mennesker går i dag rundt med en mobiltelefon, der kan tage billeder, og der er masser af fotografer derude, som tager billeder i høj kvalitet, man kan købe sig til. Derudover har vi fotograferende journalister, der i stadig stigende grad tager billeder. Og de tager bedre og bedre billeder, fordi vi satser så meget på at uddanne dem til det."

Særligt den udtalelse er faldet medarbejderne i Jysk Fynske Medier for brystet.

”Vi er rystede over retorikken fra ledelsen, som nærmer sig det direkte fornærmende, og som efter vores mening vidner om et ufatteligt, kortsigtet snæversyn,” skriver de i den fælles udtalelse.

Ledelsen: Man skal holde sig proportionerne for øje

Men ifølge Jysk Fynske Mediers chefredaktør, Peter Orry, er det medarbejderne, der er hårde i retorikken i deres fælles udtalelse til ledelsen.

”Jeg synes, det er en hård retorik, omfanget af den operation, vi er i gang med, taget i betragtning. Det er jo altid ubehageligt at skulle skille sig af med medarbejdere, men jeg synes, man skal holde sig proportionerne for øje her. Vi vil også fortsat have Danmarks suverænt største fotoredaktion efter det her,” siger han til Journalisten.

Peter Orry afviser, at hans udtalelser om, at alle i dag går rundt med en mobiltelefon, der kan fotografere, var ment fornærmende.

”Jeg opfatter ikke de udtalelser som en fornærmende retorik fra min side,” siger han.

De vil have billederne gratis

Fotochef på JydskeVestkysten Ulrik Petersen kaldte tirsdag ledelsens melding om nye nedskæringer på fotoområdet for ”uendeligt trist”.

Det er mindre end et år siden, at Jysk Fynske Medier sidst beskar fotografstaben med 20 procent fra 46 til 36 fotografer, og fotochefen og fotografernes tillidsmand har svært ved at se, hvordan de fremover skal klare arbejdet med endnu færre hænder.

”Det har jeg ikke noget kvalificeret bud på,” sagde Ulrik Petersen tirsdag til Journalisten. 

I dagens fælles udtalelse fra medarbejderne i Jysk Fynske Medier giver de udtryk for, at konsekvensen af yderligere nedskæringer på fotoområdet både vil være større arbejdspres på journalisterne og ”et mere tarveligt og billigt udtryk” på både print og web.

”Avisledelsen vil have mindst lige så mange ord, billeder og videoer i fremtiden som i dag – muligvis endda flere. De vil bare have dem gratis! Og så er den i øvrigt fløjtende ligeglad med kvaliteten!  Det mener vi ikke, vores tilbageværende læsere kan være tjent med. Det er visionsløst i en tid, hvor læserne bevæger sig i en mere og mere visuel verden,” skriver de.

Til det siger chefredaktør Peter Orry:

”Det er jeg grundlæggende bare ikke enig i. Jo, jeg er enig i, at forbrugerne bevæger sig i en mere visuel verden. Men det har ikke nødvendigvis kun noget med antallet af billeder og illustrationer at gøre. Det handler også om at tage de rigtige billeder i den rigtige kvalitet til de rigtige historier. Og der ER altså bare historier, som man godt kan illustrere uden assistance fra en professionel fotograf,” siger han.

Chefredaktør tager udtalelsen til efterretning

Han giver heller ikke medarbejderne ret i, at arbejdspresset på journalisterne vil stige, når de fremover skal fotografere i større omfang.

”Præmissen for den kritik er jo, at vi skal blive ved med at opretholde akkurat den produktion, vi har i dag, udført på samme måde som i dag. Men det er jo det, vi skal i gang med at drøfte og tilrettelægge nu,” siger Peter Orry.

Medarbejderne afslutter deres udtalelse med en sarkastisk ros til deres ledelse:

”Én ting, som ledelsen har – det skal den ha’ – er en uovertruffen evne til at skyde enhver vildtflyvende stump arbejdsglæde ned.”

Peter Orry, er det ikke et stort problem for jer i ledelsen, at medarbejderne mener, at kløften mellem jer og dem bare vokser og vokser?

”Det er selvfølgelig et problem, hvis man entydigt kan slå fast, at det er tilfældet. Men det er ikke den opfattelse, vi har. Vi har på mange måder et godt samarbejde ledelse og medarbejdere imellem. Men vi tager selvfølgelig til efterretning, hvad der står i udtalelsen. Og vi vil gøre vores bedste for at få medarbejderne til at være glade for at arbejde hos os. Det er nu også mit indtryk, at det er tilfældet i dag,” siger han.

Læs hele udtalelsen fra medarbejderne her:

”Udtalelse til Jysk Fynske mediers bestyrelse

Vi har dyb mistillid til ledelsens strategi om at afvikle og afprofessionalisere koncernens journalistiske udgivelser.

Vi frygter, at det har store konsekvenser for vores udgivelser, at ledelsen mangler visioner og retning for udvikling af vores produkter.

Peter Orry udtaler: "Alle mennesker går i dag rundt med en mobiltelefon, der kan tage billeder, og der er masser af fotografer derude, som tager billeder i høj kvalitet, man kan købe sig til. Derudover har vi fotograferende journalister, der i stadig stigende grad tager billeder. Og de tager bedre og bedre billeder, fordi vi satser så meget på at uddanne dem til det.”

Vi er rystede over retorikken fra ledelsen, som nærmer sig det direkte fornærmende, og som efter vores mening vidner om et ufatteligt, kortsigtet snæversyn.

Beslutningen om igen at skære fem millioner lønkroner på fotoredaktionerne, hvilket svarer til hver femte fotograf, vil påvirke alle – ikke kun fotograferne.

Forblommede udtalelser om at prioritere bogstaver højere end billeder og om at ”designe” fotoredaktionen til en sikker fremtid klinger hult. Det hænger ikke sammen med den virkelighed, hvor der stilles krav til vore mediehuse om flere billeder og mere video end i dag.

Avisledelsen vil have mindst ligeså mange ord, billeder og videoer i fremtiden som i dag – muligvis endda flere. De vil bare have dem gratis! Og så er den i øvrigt fløjtende ligeglad med kvaliteten!  Det mener vi ikke vores tilbageværende læsere kan være tjent med. Det er visionsløst i en tid, hvor læserne bevæger sig i en mere og mere visuel verden.

Flere ting vil helt sikkert ske i kølvandet på nedskæringen af fotografressourcer:

  • Der vil ikke blive skrevet ét eneste ekstra bogstav. Snarere tværtimod, for journalisterne får nemlig så travlt med at skaffe billedmateriale til deres historier, at de ikke får tid til at skrive mere.
  • De tilbageblivende fotografer får længere rundt i udgivelsesområdet og kommer til at bruge mere arbejdstid i deres biler. Så glem tanken om at udnytte de professionelle fotografer mere rationelt. '
  • Større arbejdspres på journalister
  • Frustrationer blandt pressede redaktionssekretærer, der med kortere tid og dårligere billedmateriale, får svært ved at lave indbydende sider.
  • Både net og print vil få et mere tarveligt og billigt udtryk.

Én ting, som ledelsen har – det skal den ha’ – er en uovertruffen evne til at skyde enhver vildtflyvende stump arbejdsglæde ned. Vi føler at kløften mellem medarbejder og den øverste ledelse bare vokser og vokser.

På de redaktionelle medarbejderforeningernes vegne”

 

19 Kommentarer

Henrik Kastenskov
18. AUGUST 2017
Hvad om man uddannede
Hvad om man uddannede fotograferne til at skrive mere, Peter Orry?
- Hvad blev der af kvalitetskriterierne?
- Hvad blev der af de journalistiske ambitioner?
- Hvordan kan det være, at man gentager en fejlslagen strategi, når nu sidste års fyringer tydeligvis ikke var nok?
Anders Madsen
18. AUGUST 2017
Jeg synes, at beslutningerne
Jeg synes, at beslutningerne lyder helt fornuftige, og klagebreve til ledelsen kan da aldrig ændre markedsmekanismerne.

For mig at se er JFM overhovedet ikke ved at 'afvikle og afprofessionalisere' udgivelserne. Snarere tværtimod. Den teknologiske udvikling med kameraer, (billig) Lightroom og Photoshop, telefoner etc gør, at alle kan tage fotos, der i kvalitet er på højde med det, som en pressefotograf kunne levere for bare få år siden.

Hvad er det så, at pressefotograferne byder ind med af unikke egenskaber? Det mangler jeg at få et bud på.

Mange af os, der har været i branchen i mange år, har prøvet at stå og vente på en pressefotograf på en opgave, der så kommer susende i sin bil, løfter sit kamera, banker nogle billeder af, og så kører igen.

De billeder kan journalisterne da ligeså godt selv tage - også 100 pct sikkert uden at billed-kvaliteten falder vildt. Det holder bare ikke længere at påstå, at fotografernes unikke egenskab er at tage billeder. Det er det ikke. Og derfor udspiller de deres rolle i mediehusene, hvor en journalist på opgave hurtigt i en dynamisk verden kan tage fem billeder, optage lyd og video og interviewe - også redigere i lightroom, når han kommer hjem.

Vigtigere er det, at journalisterne kan ideudvikle på de næste opgaver. Det er helt centralt for at overleve i en medieverden i dag, og jeg har stort set aldrig mødt en fotograf, der kom med ideer til nye journalistiske historier. Og det er altså dem, der holder aviser relevante for læserne. Det er dem, som vi lever af.

I mine øjne er de klassiske fotografers rolle på aviserne ved at være udspillet. De skaber ikke en værdi, som kan sælge aviser. Det gør det skrevne ord og den journalistiske ideudvikling. Så en avis kan i dag sagtens overleve uden ansatte, hvis eneste opgave er at tage billeder. Og kan den det, så ryger de ud. Længere er den da ikke.

Spørgsmålet er da derfor, hvad fotograferne har tænkt sig at gøre for at gøre sig uundværlige på aviserne? Hvilken unik egenskab og produkt kan fotograferne levere, som ingen andre kan levere (og foto er altså ikke blandt dem, for dem kan journalistiske i dag også levere).

Skal fotograf-faget overleve i mediehusene (og ikke ende som typograferne) er det spørgsmålet, som fotograferne skal finde svaret på. Istedet for at pibe hver gang deres afdeling bliver skåret ned. Det gør den kun, fordi deres opgaver kan løses af andre - der også kan noget andet, som skaber værdi.
Lars Axel Andersen
18. AUGUST 2017
På nogle af
På nogle af lokalredaktionerne på Fyns Amts Avis tager journalisterne fra tid til anden selv billeder. Der er mange billeder, der er ringe, enkelte, der er hæderlige og som forventeligt få der er gode. – Og tro mig, det er ikke svært at se, hvilke der IKKE er taget af en fotograf!

Prøv at vende den om. Kan man forestille sig at der bliver afskediget journalister og hvorefter man sætter fotograferne til at skrive mere nu hvor der findes elektroniske ordbøger og "hjælp" fra tekstbehandling?

Næppe.
Anders Madsen
18. AUGUST 2017
Lars Axel Andersen, det ville
Lars Axel Andersen, det ville da ske, hvis de kunne. Men det kan de ikke. Det er en mærkelig diskussion med vægt på noget old school faglighed og siloer og hvemmågørehvad?

Men bundlinien er, at avisernes ejere og ledere alene kigger på, hvad der skaber så meget værdi, at det kan gøre en salgsmæssig forskel i en krisetid. Hvem skaber indhold, der kan flytte aviser over disken?

Var svaret her, at det kan fotograferne, så ville de få opgaverne, mens journalisterne ville blive fyret. Men i dag er det journalisterne, der skaber mest værdi, og så ryger fotograferne.

Hvorfor? Fordi fotograferne kun kan tage billeder. Men journalisterne både kan tage billeder, få ideer, interviewe og skrive.

Det er et ret enkelt valg.

Så hvorfor har fotograferne ikke gjort sig selv uundværlige? Det fatter jeg ikke.
Lars Lindskov
18. AUGUST 2017
Hej Anders

Hej Anders
Det er ok du ikke fatter, at fotograferne ikke har gjort sig selv uundværelige, men det mener jeg nu alligevel de har gjort - nemlig ved at fastholde en meget høj standard i en tid, hvor verden aldrig har været så visuel som nu. Hvis man skal betale 4-5.000 kr. for et medie om året skal man vise forskelligheder i forhold til sociale medier og andet "gratis" indhold. Arbejdsfordelingen på medierne er jo et ledelsesansvar og det er ikke gået for godt de senere år og slutresultatet kan meget vel blive betydeligt færre redaktionelle medarbejdere, da mediebrugerne ikke vil betale for dalende kvalitet. Når journalister skal fotografere mere er der alt andet lige noget andet de ikke kan lave og det trækker kvaliteten yderligere ned med et endnu større fald i medieøkonomien.
Jeg synes bestemt også det er dårlig medieledelse, at man ikke kan lave planer der holder bare et års tid, så alle medarbejdere kan bevare bare en smule arbejdsglæde.
Jeg synes ikke pressefotografer og fotojournalister er maskinstormere, som nogle mener typograferne var og jeg mener ikke fotografer ikke er opmærksom på ny teknologi - nok tværtimod, men det er den indholdsmæssige kvalitet og ikke den tekniske jeg mener er vigtig. Dog er der et stykke vej med teknikken for mange journalister, men en god billedtekst kan jo fortælle, hvad der er på billedet.

Flere