30 Cavling-vindere advarer mod DJs accept af offentlighedsloven

Danmark bliver et mindre demokratisk sted, hvis ministerbetjeningen undtages for aktindsigt - sådan som det foreslås i den nye offentlighedslov. Sådan lyder advarslen fra 30 modtagere af Cavlingprisen. 22 prismodtagere vurderer tillige, at de nye regler ville have umuliggjort deres egne afsløringer af politikere og embedsmænd.

Danmark bliver et mindre demokratisk sted, hvis ministerbetjeningen undtages for aktindsigt - sådan som det foreslås i den nye offentlighedslov. Sådan lyder advarslen fra 30 modtagere af Cavlingprisen. 22 prismodtagere vurderer tillige, at de nye regler ville have umuliggjort deres egne afsløringer af politikere og embedsmænd.

Det er P1 Dokumentar, der nu på torsdag klokken 14 bringer historien. Redaktionen har talt med 34 tidligere prismodtagere af Danmarks mest prestigefyldte journalistpris, Cavlingprisen.
Og langt hovedparten er stærkt bekymrede for konsekvenserne.

Blandt de i alt 34 adspurgte Cavling-prismodtagere (se listen nederst) går kun Mikkel Hertz - som selv sad i kommissionen - personligt ind for Offentlighedskommissionens forslag.

P1 Dokumentar har også spurgt Cavling-vinderne, om de er tilfredse med Dansk Journalistforbunds indsats omkring den nye offentlighedslov.
Her svarer blot en enkelt prismodtager JA, mens 19 svarer NEJ. De resterende 14 ved ikke.

En af de 19 prismodtagere, som er utilfredse med DJ's indsats, er Charlotte Aagaard fra dagbladet Information. Hun har selv lavet historier på baggrund af de eksisterende regler for aktindsigt, og er overbevist om, at hvis ministerbetjeningen undtages for aktindsigt, så vil det skade det danske demokrati:

»Det er jo fordi, jeg kan se, at en af de vigtigste historier, jeg lavede i forbindelse med Irak-krigen - og som jeg fik Cavlingprisen for - ikke ville have været mulig i forhold til de nye regler, som foreslås i den nye offentlighedslov. Mange afgørende beslutninger koncentrerer sig jo i korrespondancen mellem embedsmænd, og derfor er det en klar svækkelse af demokratiet,« siger Charlotte Aaagaard til Journalisten.dk og uddyber:

»Det var historien om det juridiske grundlag for krigen. Vi havde fået aktindsigt i dokumenter fra Udenrigsministeriets folkeretskontor til Statsministeriet, som viste forarbejderne til selve beslutningsgrundlaget for at gå i krig. Og man kunne se, hvordan de her dokumenter ændrede sig over tid. Efterhånden blev der færre og færre betingelser for, at Danmark kunne gå i krig. I dag står Udenrigsministeriets folkeretskontor så alene med den holdning, og det kunne vi kun afsløre ved at få adgang til dokumenterne,« siger hun.

Som en stribe andre Cavling-prismodtagere, P1 Dokumentar har talt med - heriblandt Lars Rugaard, Olav Hergel og Jørgen Flindt Pedersen - tilkendegiver Charlotte Aagaard, at Dansk Journalistforbund ikke har gjort tilstrækkeligt:

»Jeg synes jo, at Journalistforbundet har sovet i timen. Men det er der også mange medier der har. Det er ikke kun DJ - mit eget medie, dagbladet Information, har også sovet i timen og ikke brugt høringsretten. Så det er lige så meget udgiverne, der har sovet i timen. Og det kan kun være i deres interesse, at ministerbetjeningen ikke bliver undtaget for aktindsigt.«

Ifølge P1 Dokumentars rundspørge til de 34 Cavlingprismodtagere, er der i alt 22, som vurderer, at de ikke ville kunne have lavet deres historier, hvis ændringsforslagene til den ny offentlighedslov allerede var gennemført. 7 svarer nej - mens 5 svarer ved ikke.

Blandt de 22 historier, som ikke ville være mulige, nævnes: Tamil-sagen, som Alex Frank Larsen fik Cavlingprisen for i 1986, og hvor alt foregik ved ministerbetjening. Endvidere Snyde-dok affæren - som indbragte Claus G. Theilgaard Cavlingprisen i 1991. Desuden affæren omkring Justitsministeriets uvilje mod at få forsket i Blekingegadebandens røveri, som Peter Øvrig Knudsen fik Cavlingprisen for i 2007. Og senest Jesper Tynell, der i en serie på 15 radioindslag afdækkede, hvordan Claus Hjort Frederiksen og hans embedsmænd i en række sager handlede lovstridigt eller forbrød sig mod vanlige principper i demokratiet.

De 34 Cavlingprismodtagere har i øvrigt stort set kun negative bemærkninger til den nye offentlighedslov. En af dem kommer fra Miki Mistrati:
»Vi beskyldte endda det tidligere Østtyskland for at hemmeligholde oplysninger, og nu laver vi et samfund, der er mindre åbent selv,« udtaler han ifølge P1 Dokumentars rundspørge.

 

De 34 adspurgte i P1 Dokumentars rundspørge er:

Mikkel Hertz, Lars Rugaard, Christian Nordkap, Kim Dahl Nielsen, Hanne Dam, Olav Hergel, Miki Mistrati, Jesper Woldenhof, Michael Klint, Jens J. Espersen, Martin Uhlenfeldt, Jørgen Flindt Pedersen, John Mynderup, Bo Elkjær, Charlotte Aagaard, Alex Frank Larsen, Jeppe Facius, Anders Peter Mathiasen, Claus G. Theilgaard, Jesper Tynell, Morten Frich, Ulrik Haagerup, Jørgen Steen Nielsen, Morten Crone, Christian Andersen, Morten Pihl, Erik Eisenberg, Søren Funch, Poul Høi, Peter Øvig Knudsen, Jeppe Juhl, Allan Graubæk, Erik Valeur og Kasper Borch. 

Kilde: P1 Dokumentar, der i de kommende dage bringer mere i radioen og på programmets hjemmeside. Selve udsendelsen om offentlighedsloven og de 34 Cavlingprismodtagere bringes i P1 Skærtorsdag klokken 14 og genudsendes på lørdag klokken 10. 

Følg også Journalisten.dk's tema om Offentlighedsloven. 

14 Kommentarer

Lars Rugaard
1. APRIL 2010
Re: 30 Cavling-vindere advarer mod DJs accept af off.lov

Udsendelsen om offentlighedsforslagets var på flere måder interessant og heldigvis kan den genhøres på lørdag (3. april) kl. 10.

 Et af de interessante indslag var, at ombudsmanden mente, at det var ham, der afslørede Tamilsagen, og dermed ikke bl.a. Alex Frank Larsen. 

Det er rigtigt, at ombudsmanden den 3. marts 1989 kom med en udtalelse, hvori  han gennemgik og betegnede behandlingen af Tamilsagerne som "overordentlig kritisabel", men uden specifikt at kalde den "ulovlig", hvilket gjorde det muligt for regeringen at feje sagen ind under gulvtæppet. Det gjorde statsminister Poul Schlüter den 25. april samme år.

Men det er også rigtigt, at det var Alex' afsløringer i DR-dokumentaren "Blodets bånd" den 23. april 1990 med materiale fra bl.a. aktindsigt, der var forudsætningen for, at statsministeren startede den dommerundersøgelse, der førte til rigsretssagen og domfældelsen af Erik Ninn-Hansen. Det skete den 8. maj 1990 - mere end et år efter fremkomsten af ombudsmandens udtalelse.

Så uden at forklejne ombudsmandens indsats - uden aktindsigt efter § 5 stk. 1 i Offentlighedsloven havde vi formentlig stadig diskuteret, om "overordentligt kritisabel" er det samme som "ulovligt", og en ulovlig administration havde kunnet fortsætte.

Trist at en ellers fortjenstfuld ombudsmand ikke kan huske det.

 

Alex Frank Larsen
2. APRIL 2010
Re: 30 Cavling-vindere advarer

Hvor er det ærgerligt, at P1 Dokumentaren (1. og 3. april) om offentlighed i forvaltningen kludrer så meget i fakta, at Tamil-sagen ikke fremstår, som den vitterligt var: Et eklatant skræmmeeksempel på, hvad lukket og lusket ministerbetjening kan føre til.

 

Tamil-sagen udviklede sig til den største politiske skandale i nyere dansk historie. Læren heraf bør være rygmarvsviden hos enhver journalist.

 

Kort fortalt: Der var mennesker, der døde, mens danske embedsmænd i hele tre ministerier hjalp den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen med at dække over hans famøse og klart ulovlige udelukkelse af en stor gruppe tamilske flygtningefamilier. En manøvre, som Rigsretten senere takserede til fire måneders fængsel.

 

Jeg blev interviewet til P1-Dokumentaren for at fortælle, hvilken betydning min aktindsigt i sagen fik. Min pointe var, at uden aktindsigt i den kritisable ministerbetjening var min TV-dokumentar ’Blodets Bånd’ fra 1990 næppe blevet til noget. DR-programmet og den efterfølgende debat førte til den undersøgelse i Højesteret, som senere fældede Schlüter-regeringen og udløste dommen i rigsretten.

 

Efter mit udsagn kom ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen til orde. Han blev af intervieweren Thomas Buch-Andersen ført ind i en snak om, hvem der oprindeligt afslørede Tamil-sagen, altså tilbage i 1988-89. Det er en fatal afsporing af den aktuelle debat.  

 Jeg har aldrig hævdet, at jeg 'afslørede' Tamil-sagen. Jeg startede først, da sagen blev lukket med Poul Schlüters 'gulvtæppetale' i april 1989. På det tidspunkt havde måske et par hundrede journalister, talrige politikere og - mest effektivt - Hans Gammeltoft-Hansen skildret og kommenteret affæren. Det var i høj grad en offentligt kendt sag. Mit bidrag var at grave historien op, da stort set alle andre forlod den. Jeg rejste til Sri Lanka, dokumenterede historierne om de glemte ofre og satte sagen på spidsen ved i min dokumentar i april 1990 at udpege Ninn-Hansen som skyldig i den såkaldte nedprioritering med en kreds af embedsmænd som aktive medhjælpere. Så langt kunne jeg ikke være nået uden aktindsigt - med de deraf følgende konsekvenser. Dét er min pointe, som også holder i den aktuelle diskussion. Men desværre kunne Gammeltoft-Hansen uimodsagt slippe afsted med en helt anden historie om, hvordan afsløringen af sagen startede med oplysninger fra nogle tamiler og hans egen rapport i marts 1989. Nu fremstår det, som om han afviser, at min aktindsigt fra 1990 havde nogen betydning. P1-Dokumentar burde have refereret mig korrekt eller givet mig genmæle efter Gammeltofts bemærkning (hvilket også kunne være motiveret af den dårlige mikrofonlyd).   Der var væsentlige forskelle mellem Gammeltofts rapport og min dokumentar. I sin rapport undlod ombudsmanden at udpege bestemte gerningsmænd. Han pegede anonymt på forhold i justitsministeriet, som han fandt "overordentligt kritisable". Han ville heller ikke afgøre, om der var tale om magtfordrejning. Her satte jeg både navne, gerninger, tider og indhold på historien, så den fremstod anderledes alvorlig og klar, hvilket til fulde blev bekræftet ved den senere sag og dom i Rigsretten. En uge efter min udsendelse kom jeg i diskussion med Ninn-Hansen i et direkte TV-program den 1. maj 1990. Her sagde jeg, at Ninn ikke, som han ellers hævdede, havde en regeringsbeslutning bag sig. Jeg fremlagde det fortrolige regeringsmødereferat som bevis. Jeg tilføjede, at hele sagen kun ville blive opklaret til bunds, hvis visse embedsmænd blev pålagt vidnepligt. Jeg vidste, at de havde en ganske klar erindring om ministerens manipulationer, og at de havde forsøgt at spænde ben for aktindsigten. Det inspirerede bl.a. Centrum-Demokraterne til at gå til Schlüter og kræve en undersøgelse, der blev besluttet ugen efter TV-debatten.. P1-Dokumentaren brugte meget krudt på endnu en afstikker fra sagens kerne: Kan man forestille sig, at danske embedsmænd ville finde på at skjule eller nedtone deres bidrag til en ministerbetjening? Ombudsmanden kunne ikke komme i tanke om eksempler. Det blev en halvfilosofisk snak om at gå over for rødt lys. Jamen i Tamil-sagen stod eksemplerne faktisk i kø. Adskillige embedsmænd undlod bevidst at journalføre notater og beslutninger, fordi de ikke ville kigges i kortene. Mest direkte blev det indrømmet af chefen for Direktoratet for Udlændinge, da han vidnede ved undersøgelsesretten. Her forklarede han om sin manglende nedskrivning af beslutninger og notater: "Det kender jeg offentlighedsloven for godt til".  I stedet gemte han egne notater i sin private kælder, som en slags livsforsikring, hvis sagen kom til at rulle.  

Dette er bare to eksempler, hvor Tamil-sagen bør være en øjenåbner for aktindsigtens betydning.

Ærgerligt at det ikke kom frem.  Alex Frank Larsen
Oluf Jørgensen
3. APRIL 2010
Re: 30 Cavling-vindere advarer mod DJs accept af offentlighedslo

Det er godt med konkrete eksempler for at teste Offentlighedskommissionens forslag. Derfor er det ærgerligt, at P1 Dokumentaren ikke gav præcise oplysninger. Udsendelsens tilrettelæggere har præsenteret Cavlingprismodtagere for forslaget til en ny undtagelse for ministerbetjening, og de fleste prismodtagere har svaret, at dette forslag ville have lukket for aktindsigt i sager, de har afdækket. 

Hvis det er rigtigt, er det en katastrofe. Som medlem af kommissionen vil jeg opfordre til, at eksemplerne bliver præsenteret så præcist, at det bliver muligt for offentligheden og Folketinget at vurdere, om mulighederne for aktindsigt i grundlaget for magtudøvelsen bliver forringet, sikret eller forbedret.

Alex Frank Larsen, der afdækkede Tamil-sagen, savnede også mere præcision i udsendelsen. I kommentaren nævner AFL, at han - takket være aktindsigt i et fortroligt referat fra et regeringsmøde -  kunne afdække, at Erik Ninn Hansen ikke havde en regeringsbeslutning bag sig. 

I debatten om ministerbetjening er det vigtigt at huske, at den nuværende offentlighedslov § 10, nr. 1 undtager "referater af møder mellem ministre og dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til brug for sådanne møder". Hvis AFL har fået aktindsigt i et ministermødereferat, har det været en smutter. Spørgsmål til Alex: Fik du referatet via en whisle blower eller via aktindsigt?

Det nye forslag om undtagelse for ministerbetjening handler om dokumenter i forberedelsesfasen. Undtagelsen i § 10, nr. 1, der omfatter dokumenter i beslutningsfasen, er ikke medtaget i Offentlighedskommissionens forslag, men et snævert flertal i kommissionen vil fastholde væsenlige dele af undtagelsen med en særlig undtagelse for ministerrådgivning. 

I øvrigt har kommissionen i enighed foreslået en række præciseringer af retten til indsigt i en sags faktiske grundlag, og denne ret til indsigt gælder også for dokumenter, der tjener til ministerbetjening inklusiv dokumenter, der udarbejdes til regeringsmøder og referater af sådanne møder.  

Oluf Jørgensen 

 

 

 

Lars Rugaard
3. APRIL 2010
Re: 30 Cavling-vindere advarer -

Tanken om en grundig dokumentation af de katastrofale virkninger af bortfaldet af § 5 i Offentlighedsloven er ikke ny og vil naturligvis blive gennemført i en hensigtsmæssig form.

Men det ville unægtelig have været mere hensigtsmæssigt, om Oluf Jørgensen og konsorter i kommissionen havde interesseret sig så meget for erfaringerne i branchen, at de havde skaffet sig denne viden for 7 år siden, da kommissionsarbejdet startede. Det havde givet en solid modgift til det, ombudsmanden i dokumentaren omtalte som en "overbevisende" fremstilling af behovet for ministerbetjeningsundtagelser - en fremstilling, der i følge ombudsmanden ikke støttede sig på den mindste lille erfaring.

Som det er nu, er katastrofen sket. Det vil der blive handlet efter, men med enstemmighed i kommisasionen omkring fjernelsen af §5 og den almindelige holdning til åbenhed i regering og administration kan man have sine tvivl om, hvor vidt det er muligt at forhindre katastrofen.

 

Alex Frank Larsen
3. APRIL 2010
Re: 30 Cavling-vindere advarer

Til Oluf Jørgensen

Det afgørende referat fra ministermødet den 15. september 1987 fremkom ikke via en aktindsigt. Det har jeg heller ikke oplyst. Derimod blev en væsentlig del af mine oplysninger til TV-dokumentaren Blodets  Bånd tilvejebragt via aktindsigt. Jeg er enig med dig i, at det vil være noget nær en katastrofe at afskære journalister fra den slags oplysninger i fremtiden.

Kommissionen opstiller nogle spilleregler for ministerbetjening, som kan se søde ud på papiret, men i det praktiske arbejde holder de ikke. Overført på Tamil-sagen: Hvordan skulle man kunne sortere Ninn-Hansen & konsorters ulovlige rævestreger i en forberedelsesfase og en beslutnings-ditto?  Eller hvordan skulle man kunne skelne 'den falske melodis' faktiske/faktuelle grundlag fra de nok så fiktive begrundelser, der blev fabrikeret til formålet?

Alex Frank Larsen

 

 

Flere